https://imgix.femina.dk/media/article/1442_emilia_van_hauen.jpg
Selvudvikling

Emilia van Hauen: Fra fuck til fest!

10. marts 2015
af Emilia van Hauen
Hvordan var det muligt, at noget, der reelt set ikke fyldte mere end en lille tør harelort, havde vokset sig til at være en hel stinkende kokasse i min bevidsthed? 2014 sig jo at være et fuldstændigt fantastisk år...
Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom!”. Sådan elskede en af mine veninder at udbryde, når vi talte om livets genvordigheder. Hun var psykoterapeut. Og hun sagde det heldigvis med et forsonende smil! Reframing kaldes det blandt andet i psykologkredse, og det handler basalt set om at ændre rammerne for den historie, man går og fortæller sig selv om sig selv, så man bliver fri. Med andre ord: Når først den rigtige historie kommer frem, kan du heale det virkelige sår. På årets første dag sad jeg og gennemgik et lille og normalt hyggeligt ritual, som jeg har lavet i årevis: At bladre det forgangne års kalender igennem og genopleve så meget, som jeg kan huske. I år gad jeg slet ikke, for jeg syntes, det havde været et helt igennem uforfalsket lorteår. Ja, undskyld, men det var virkelig sådan, jeg havde det! Bevares, der var da sket nogle gode ting, jojo, men stemningen igennem hele året havde været mørk, dyster og trykket. Helt ulig min normale grundstemning, som mest består af glade noder, lyse tanker og positiv forventning. Derfor skulle årets ritual bare blæses igennem, så jeg kunne komme videre ind i 2015. Du har gættet det. Mens jeg bladrede mig gennem året, bunkede de dejlige, glade, kærlige, smukke, skønne, varme, interessante, spændende, sjove, udfordrende og nye oplevelser sig sammen på min ene side, mens bunken af lort kun voksede langsomt og endte som et lille undseligt plop af næsten ingenting på min anden side, da jeg med et stort, forundret smil lukkede kalenderen i. Jeg var i chok. For hvordan var det muligt, at noget, der reelt set ikke fyldte mere end en lille tør harelort, havde vokset sig til at være en hel stinkende kokasse i min bevidsthed? Ved et nærmere fakta-tjek viste 2014 sig jo at være et fuldstændigt fantastisk år på så mange områder, at jeg måtte bruge mere end en hel side på at liste de større, gode begivenheder. Men samtidig var jeg altså året igennem gået rundt og havde været ked af det og følt mig modløs på en meget fremmed måde. Sikke et spild! tænkte jeg og var simpelthen for forundret over konklusionen til også at have plads til skammen over at måtte mangle basal taknemmelighed over for livets gode gaver. Denne reframing af 2014 er nu også smittet positivt af på 2015. Hvor jeg før havde imødeset året med stålsat optimisme, der kom dybt og autentisk indefra, men som så sandelig også var båret af en børnefornærmet følelse af, at universet skyldte mig et godt år, blev forventningen nu i stedet båret af lethed, lyst og frivillighed. Og sådan har jeg det stadig med 2015. Oplevelsen har naturligvis fået mig til at tænke over, hvor i mit liv jeg ellers har brug for frigørende reframing. Vel at mærke i den muntre udgave! Tankerækken hensatte mig pludselig til en nat, da jeg som lille pige den 1. december vågnede for at gå på toilettet og blev mødt af to kæmpelange, mørke uhyrer, der i stuen uden varsel tronede sig over mig, så jeg blev så bange, at jeg løb tilbage i mit værelse og ikke turde stå ud af sengen før morgenen efter – og dér opdagede, at uhyrerne var min søsters og min pakkekalender, der hang sorte på væggen og nu kun indeholdt en masse dejlige pakker til at forsøde hele julemåneden med. Jeg satser på, at jeg nu har forstået, hvad universet (åbenbart) har forsøgt at fortælle mig hele mit liv ... LÆS OGSÅ: Jagten på perfektion gør os kede af det

Læs også