Selvudvikling

Emilia van Hauen: Drømmen – og så virkeligheden

Det er ikke drømmene, vi skal slå ihjel. Det er forventningerne til, hvordan de skal opleves, vi skal slå ihjel. For at sætte os selv fri til at opleve præcis det, der sker

Spontan selvantændelse. Sådan føltes mit hjerte, i det sekund jeg så dagbogen, og jeg måtte bare eje den. Om natten drømte jeg mig ind i omslaget på den og stod på kysten med en spids bambushat på hovedet under de blomstrende kirsebærtræer, mens jeg kiggede ud på junkerne med de udspilede sejl, og da jeg vågnede, var det med en dyb længsel efter dette fremmede land, som jeg vidste, jeg engang måtte besøge. Den blev fyldt ud med historier fra mit 12-årige liv, og en dag, mange år efter at jeg var flyttet hjemmefra, røg den ved en fejl i ”småt brandbart”. Længslen efter landet med kirsebærtræerne, kimonoerne og det hellige Fujisan var intakt, og jo mere jeg læste om landet, og jo flere film jeg så, jo mere trak det i mig. Og i år blev så året, hvor jeg endelig mødte dagbogslandet for real.
 
 
Det blev en hæsblæsende tur rundt i et land, der var så fremmed, at der ofte skete én af to ting: Enten blev jeg så ovenud begejstret over, at noget kunne være så eksotisk og fantastisk som f.eks. deres natur, et tempel, noget tøj med et særligt æstetisk snit, en serveringsform, en ret, en gestus, en adfærd. Eller også blev jeg simpelthen så træt af, at ting, jeg selv syntes var så logiske, ikke kunne lade sig gøre. Overhovedet. Og derfor var jeg også dybt taknemmelig for, at rejsebureauet havde arrangeret al logistik, så jeg trods alt kunne slappe af og koncentrere mig om kulturen og oplevelserne, for det er virkelig et vildt land at rejse rundt i.
 
Køb abonnement på femina her >
 
For det var jo det: Jeg troede, at jeg vidste noget om, hvad Japan ville være, og det viste sig, at det gjorde jeg bare overhovedet ikke. Og jeg fik heller aldrig rigtig den dér romantiske dagbogsfølelse undervejs ... okay jo, i små glimt som f.eks. en nat, hvor jeg lå i hotellets varme kilde og kiggede op på stjernerne, mens jeg kunne mærke Fujis nærvær, men det var en af de få gange. Og det mærkelige er, at det ikke gjorde noget!
 
I min seneste bog skriver jeg, at vi skal lære at slå vores drømme ihjel. De drømme, som i virkeligheden gør os kede af det, fordi de aldrig bliver indfriet. Jeg tror, jeg har taget fejl.
 
Det er ikke drømmene, vi skal slå ihjel. Det er forventningerne til, hvordan de skal opleves, vi skal slå ihjel. For at sætte os selv fri til at opleve præcis det, der sker. Og så lade os berige af den nye erfaring.
 
LÆS OGSÅ: Gør noget ved dine drømme - i dag
 
Drømmene om, hvad vi engang skal opleve, hvem vi engang skal blive, hvor meget vi engang skal opnå, er fine nok. De inspirerer os ofte til at skabe ting i vores liv, som vi ellers aldrig ville have skabt. Men når vi bliver skuffede, gale eller kede af det, hvis virkeligheden viser sig anderledes end det billede og den stemning, vi havde skabt i vores sind, hjerte og krop, så er den gal.
 
For så bliver det pludselig selve forventningen, der kommer til at spærre for den virkelige oplevelse, som måske i virkeligheden giver meget mere af noget, man ikke havde forestillet sig, men som kunne vise sig langt mere værdifuldt end at blive bekræftet i den drøm, man har haft. Og det ville da være trist at gå glip af. Præcis sådan var min rejse i Japan!
 
Nej, turen lod mig ikke flytte ind i mit dagbogsomslag og få indfriet den historie, som jeg havde skabt om landet og mig. Til gengæld fik jeg så mange andre oplevelser. Fra de helt store som at besøge Nattergalepaladset i Kyoto, til de helt små som et meget langvarigt møde med en fod- og underbensmassagemaskine, som gav mine fødder vinger igen til næste dags udflugter. Så Japan og jeg er ikke færdige med hinanden. Slet, slet ikke.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 

Læs mere om: