Selvudvikling

Dorthe Kandi: Kan din kærlighed måles i antal knald?

Jeg er helt med på, at et skrantende sexliv kan være en stor udfordring for kærligheden. Men kærligheden i et forhold skal ikke måles i antal knald.

Hvor mange har du været i seng med? Ja, undskyld, jeg spørger – men det var åbenbart spørgsmålet i en undersøgelse blandt 500 europæere og 500 amerikanere, som B.T. refererede til for en måneds tid siden. Og med en rubrik, der hed: ”Så mange sexpartnere må du have, før det er ulækkert”, var de nok temmelig sikre på, at flere af os ville læse artiklen – også jeg.
 
 
Jeg tvivler stærkt på, at undersøgelsen er valid, jeg lærte i hvert fald, at man skal have minimum 1.000 svar, og de spurgte personer skal afspejle befolkningen generelt, og det er jo lidt svært med 500 personer på hver sit kontinent. Men uanset hvad så er det interessant, hvor meget vi stadig kan gå op i, hvor mange nogen (måske især de andre) har været i seng med. Og ikke mindst at vi stadig kan synes, at det kan være for mange. Flere end 10 er åbenbart ”ulækkert” – og tre til fem er ideelt, mente undersøgelsen, som jeg så ikke tror så meget på. Men altså, hvem tæller – og hvorfor?
 
Kan vores kærestepotentiale virkelig afgøres af, hvor mange eller hvor få vi har været i seng med? Kan man forestille sig, at man forelsker sig i en skøn kvinde eller mand, man griner sammen, man taler i timevis, man er vild med de samme ting – men så fortæller han, at han kun har knaldet med tre før hende, og så falder alt til jorden! Eller hun siger, at hun har været i seng med 12, og så er han ude ad døren!
 
LÆS OGSÅ: Så meget sex gør par lykkelige
 
Personligt er jeg helt ligeglad med, hvor mange du har knaldet med, og jeg skammer mig ikke et sekund over, at jeg har passeret de 10 – come on – det er jo 2017!
Men selv i faste parforhold holder tælleriet åbenbart ikke op. Jeg har læst utallige undersøgelser af mere eller mindre tvivlsom karakter om, hvor tit folk går i seng sammen. Men det eneste, der jo egentlig er vigtigt, er, om man, hvis man er i et monogamt forhold, er enige om, hvor meget man skal knalde. Hvis ikke, så har vi balladen – men selv dér tænker jeg, al denne ”statistik” kan være direkte skadelig.
 
For hvis gennemsnittet er hver onsdag og lørdag, mens jeg har lyst hver anden dag og min mand hver anden måned, så hjælper statistikken jo ikke meget. Og endnu værre er det, hvis antallet af knald bliver den eneste målestok for et godt forhold.
I Emilia van Hauens bog ”Succestyranniet – Og vejen ud” er hun inde på, at sex er et af de områder, hvor vi kan komme til at føle os som en fiasko. Derfor satte hun sig for at undersøge, hvor meget vi egentlig gør det – for vi taler jo i hvert fald meget om det – og fandt frem til, at et gennemsnit af flere undersøgelser viser, at vi i gennemsnit har sex lige under 100 gange på et år, og at det i gennemsnit varer 5 minutter og 24 sekunder. Det bliver til knap 9 timer på et år.
 
Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere
 
Det kan selvfølgelig være 9 fantastiske timer – og hurra for det. Men det er måske også lidt meget at hænge hele dit parforholds værdi op på 5 minutter og 24 sekunder sådan cirka hver fjerde dag?
Kærlighed er skønt. Sex er skønt. Men skal sex være eneste målestok for kærligheden?
 
Jeg er helt med på, at et skrantende sexliv kan være en stor udfordring for kærligheden. Men kærligheden i et forhold skal ikke måles i antal knald. Og så kan vi jo passende begynde med ikke at vurdere en kommende partner på, hvor mange de har eller ikke har knaldet før os.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 

Læs mere om: