https://imgix.femina.dk/media/article/1508-klumme-dorthe-kandi.jpg
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Er kvinder stadig mænds belønning?

25. august 2015
af Dorthe Kandi
Jeg har intet imod, at kvinder (og mænd) gerne vil være sexede. Det vil jeg også. Men det skal vi da være for vores egen skyld. Fordi det gør os glade, fordi det giver os energi, fordi vi hviler i vores seksualitet
Tornerose skulle sove i 100 år, men blev befriet af en modig prins’ kærlighedskys. Snehvide bliver forgiftet af et æble og befries af en prins, der synes, hun er så smuk, at han vil fragte hendes glaskiste med hjem til slottet. Og der findes mange andre eksempler på eventyr, hvor kvinder er en mands belønning for at være modig. Og selv uden en grundig analyse kan man få den tanke, at prinsesserne/kvinderne er mænds belønning. De vinder både prinsessen og det halve kongerige. Disse eventyr er selvfølgelig skrevet for mange år siden, da kønsrollerne var anderledes, end de er i dag. Men hænger vi fast i nogle af de gamle mønstre? Ja, det tror jeg, vi gør. Jeg har tænkt på det nogle gange, siden jeg tidligere i år så Sanne Søndergaards show “Kvinde?”, hvor hun argumenterede for, at kvinder stadig er mænds belønning, og for eksempel var inde på Fitness Worlds kampagne i begyndelsen af året, hvor de spurgte ”Hva’ så, piger, hvad vil du kaldes i 2015?” Kampagnen gik selvfølgelig på, at vi skulle ned og træne. Og det skulle vi for at gøre os fortjent til at blive kaldt: ”babe”, ”frækkert”, ”snack”, ”milf” og ”ku´ godt”. Altså vi ”piger” skal gøre os lækre nok til, at mænd har lyst til at score os! Vi skal tilsyneladende ikke motiveres af at være sunde, få overskud, have det sjovt eller den slags ligegyldigheder?. LÆS OGSÅ: Hollywoods plus size-berømtheder Der var også en kampagne til mænd, som gik på, om de ville have noget – ikke kaldes noget af andre. Kort sagt blev de spurgt, om de ville have større muskler – og jo, det blev nævnt til sidst, at så fik ”vi piger” også noget at kigge på. Men jeg vil stadig påstå, at fokus i den grad var, at kvinder skal være lækre nok, til at mænd gider begære dem. Mens mænd skulle tænde på at blive stærke – eller i hvert fald se sådan ud. Og jeg har intet imod, at kvinder (og mænd) gerne vil være sexede. Det vil jeg også. Men det skal vi da være for vores egen skyld. Fordi det gør os glade, fordi det giver os energi, fordi vi hviler i vores seksualitet. Personligt tror jeg, at det handler om meget mere end en stram bagdel, selv om den absolut kan være flot. Men hele idéen om, at vi skal gøre os til, så nogle andre gider se på os, er forskruet. Vi skal gide os selv. Så følger det andet med, hvis det er det, vi har lyst til. LÆS OGSÅ: Derfor skal du elske din krop som den er Jeg og alle andre kvinder er ikke en belønning. Ikke en pris, som mænd kan få, hvis de viser mod eller styrke. Og nej, det fjerner ikke tiltrækningskraften mellem kønnene. Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg har aldrig følt mig tiltrukket af mænd, der har brug for at klø sig selv i nakken hele tiden for at vise deres overarmsmuskler. Jeg tænder på ham, der hviler så meget i sig selv, at han ikke behøver skyde brystet frem og slå sig på det. Seksuel spænding er så meget andet og mere end en veltrænet krop. Faktisk er kroppen i sig selv ret uinteressant, synes jeg – selv om den selvfølgelig kan være en bonus til en skøn personlighed med humor, omsorg og intellekt. Vi skal ikke være nogens belønning, og ingen skal være vores. Vi skal mødes på tværs af køn, seksualitet og udseende. Og vi skal især ikke lære vores børn, at vores krop og udseendes vigtigste formål er at være til glæde for andre.

Læs også