https://imgix.femina.dk/media/article/1649-camillas-klumme.jpg
Selvudvikling

Chefredaktøren: Vend dit brok om

23. marts 2017
af Camilla Kjems
Er der noget, jeg foragter, så er det mavesure brokkehoveder. Som mig selv her til morgen. Min eneste trøst er, at kun mig selv og det indvendige af min bil opdagede, hvor ulidelig jeg var at høre på

I skrivende stund har jeg netop ramt redaktionen efter en stressende morgen. Jeg opdagede først for sent, at jeg skulle stå klar til fotografering kl. 8.30. Hersede rundt med børnene. Fik i en fart kørt dem i skole – kun for at opdage, at jeg havde glemt min datters skoletaske med madpakke og det hele. Pis! Her var det så, jeg blev så sur på mig selv, at jeg følte, at det også skulle gå ud over alle andre. Så på turen tilbage igen (børnene var heldigvis sat af her) sad jeg og brokkede mig højlydt i bilen. Over de andre bilister, over en irriterende vært i radioen og over katten, jeg snublede over, da jeg i hektisk tilstand fløj ind i min lejlighed for at hente den forbandede skoletaske.

Charmerende ikke? Nu hvor jeg så er landet på mit kontor med veloverstået fotografering (selv om jeg kom 15 minutter for sent) og en kop kaffe i hånden, bliver jeg så frygteligt flov over min opførsel. For er der noget, jeg foragter, så er det mavesure brokkehoveder. Som mig selv her til morgen. Min eneste trøst er, at kun mig selv og det indvendige af min bil opdagede, hvor ulidelig jeg var at høre på (og nu også alle feminas læsere ...).

Brokkehoveder er og bliver energivampyrer, der absolut intet godt gør for hverken sig selv eller andre. Ifølge coach Marie-Louise Bregendahl er brok nemlig defineret ved at være utilfredshed uden eget ansvar. Ansvarsforflygtigelse, hvor alting er andres skyld. Man kan sagtens have en mening om noget, men så skal man også tage ansvar for at gøre noget ved det selv. I artiklen ”Stop dit brok” i denne uges femina kan du få mange flere brugbare tips til, hvordan du kan vende dit brok om, så du kan skifte fokus fra det negative til det positive – og dermed blive sat i stand til at handle frem for at sidde fast i sølet. For som Marie-Louise Bregendahl siger: ”Du kan se på folk, der aldrig brokker sig – de virker tit mere afbalancerede og glade. Det har ikke noget at gøre med, at de aldrig oplever stress eller dårlige kærester – de lægger bare ikke deres fokus dér.”

Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER

Læs også