https://imgix.femina.dk/media/article/1720-camilla-kjems.jpg
Selvudvikling

Chefredaktøren: Tør du rejse alene?

22. juni 2017
af Camilla Kjems
Det kræver mod at rejse alene – især første gang. Men vover man sig ud i det, er mulighederne for at få udvidet sin horisont uendelige, og eventyrene ligger bare og venter
Jeg var 19 år, da jeg første gang rejste alene ud i verden. Bare mig og min rygsæk og et fly mod Asien. Med sommerfugle i maven og bævrende ben. Ben, der skulle bære det hele selv – uanset hvad jeg måtte møde af udfordringer på min vej. De fem uger i Asien blev et hit, hvor jeg knyttede bånd og delte oplevelser med mennesker fra hele verden, og lige siden har jeg elsket at rejse alene af sted med jævne mellemrum. For jeg synes, jeg oplever mere. Ser mere. Sanser mere. Reflekterer mere. Og lærer mere, når jeg møder verden og dens mennesker åbent og uforbeholdent, udelukkende med fokus på dem.
Når jeg er af sted med min familie og venner, er mit fokus jo først og fremmest på samværet med dem (hvilket jo også er skønt!!!) og dernæst på det fremmede land og de mennesker, der bor der. Men når jeg rejser alene, er det lige omvendt – og jeg kommer altid hjem fyldt op med boblende inspiration, vilde oplevelser og nye, anderledes bekendtskaber. Med surfere fra Australien. Flygtninge fra Sri Lanka. En schweizisk millardær og senest en tidligere italiensk modedesigner, der nu har bygget sit eget moderne kloster i Italiens bjerge – mennesker, jeg aldrig var faldet i snak med, hvis det ikke var, fordi jeg stod dér helt alene og smilede til verden omkring mig. Ja, det kræver mod at rejse alene – især første gang. Men vover man sig ud i det, er mulighederne for at få udvidet sin horisont uendelige, og eventyrene ligger bare og venter. Og når du kommer hjem, vil din familie og dine børn også elske dig for det. Læs mere om det i denne uges femina. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER

Læs også