https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-3.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Min kæreste er dybt forgældet

13. juni 2017
af Renée Toft Simonsen
Måske har det været så svært for din kæreste at fortælle om sin økonomi, fordi han har skammet sig så frygteligt. Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée For lidt over tre år siden mødte jeg min kæreste, som jeg flyttede sammen med sidste år. Vi har begge børn. Jeg er ikke matematisk stærk, og jeg får hovedpine af bankmøder, fordi jeg har svært ved at kapere tallene. Heldigvis har jeg en god bankdame, og min kæreste har hjulpet mig meget på den front, taget med til møder og hjulpet med netbank. Min økonomi er kun lige til, at det hele kører rundt. Jeg har et lån på knap 100.000 kroner.

I år fik min kæreste konstateret uhelbredelig kræft. Han passer fortsat sit arbejde, og lægerne mener, at han med den rette behandling kan leve længe. Jeg støtter min kæreste i alt – selvfølgelig også i hans sygdom. Min mor blev ramt af meget aggressiv kræft tidligere sidste år, og hun døde efter et meget kort sygdomsforløb. Min kæreste var der som en klippe for mig, min mor og mine børn gennem det hele. I sommer foreslog jeg, at vi fik samme bank, fordi vi har fælles udgifter. Da vi er på vej til banken, fortæller han mig, at han er registreret i RKI. Han skylder cirka 300.000 til kreditorer. Han har også lånt privat af sine forældre, kammerater og ekskone. Det chokerede mig dybt, for jeg var af den opfattelse, at han ikke manglede noget. Åbenbart havde han solgt sit gamle hus for sent, da han blev skilt, og inden huset blev solgt, var han nødt til at tage nogle hurtige, men dyre lån. Min bank ville derfor ikke have ham som kunde. Min kæreste er flov, og han lukker ned, når jeg prøver at tale med ham om det. Vores styrke er, at vi normalt kan tale om alt. I forbindelse med min mors sygdom var der kun min kæreste til at tømme postkasse og betale regninger. Desværre havde han ikke forholdt sig til brevene, og den morgen min mor skulle begraves, gik strømmen i huset. Jeg fandt siden over 60 uåbnede breve til ham, som han ikke havde forholdt sig til. Nu har jeg fundet en økonomisk rådgiver, som yder hjælp til gæld, men hun kan ikke hjælpe ham, så længe han skylder penge til Skat. Bare dét vil tage op mod to år at betale af. Jeg er ulykkelig over min situation, og jeg bekymrer mig dag og nat. Det bliver kun sværere af, at vi ikke kan snakke sammen om det. Jeg har overvejet, om vi skal bo hver for sig, og om jeg overhovedet magter usikkerheden på længere sigt. Vi kommer aldrig til at kunne rejse sammen eller blive gift, hvilket vi førhen har talt meget om. Det er ikke min økonomi, men det påvirker vores fælles liv. Jeg vil hellere være fattig og lykkelig end rig og trist, men det er svigtet, der gør ondt. Kan jeg blive i det her? Kærlig hilsen K LÆS OGSÅ: Hvorfor finder jeg mig i, at blivbe behandlet dårligt? Kære K Din kæreste lyder som et hit på så mange måder. Han er der for dig, og du er der for ham. Og ja, så er der noget, I begge to åbenbart ikke er verdensmestre i – og det er økonomi. Du skriver selv, at tal giver dig hovedpine, så du har overladt økonomien til din kæreste. Nu, hvor du kender til hans gæld, går du i panik. For hvordan skal I to dog klare jer, når begges økonomi er dårlig? Jeg forstår godt, at det gør dig utryg, at han har reageret på jeres dårlige økonomi på den måde. På samme tid synes jeg, at det lader til, at han er en stor støtte for dig. Det virker også til, at du er utroligt glad for ham, så måske betyder det her ikke, at I ikke skal være sammen. Da jeg læste dit brev, kom jeg til at tænke på ”Det’ bare mænd”, som er en sjov britisk film med en meget alvorlig undertone. I filmen er der en mand, der mister sit arbejde, men ikke kan få det fortalt til sin kone. Han fortsætter sit liv, som var intet sket, og han lader hver dag, som om han går på arbejde. Det er en skør ting at gøre, men han gør det, fordi han skammer sig så frygteligt over det, der er sket for ham. Jeg tror faktisk, at det kan være meget skamfuldt for mænd, hvis de ikke kan forsørge og passe på deres familie. På helt den samme måde som filmen viser, kan det være så skamfuldt, at man hellere vil lyve om det. Måske har det været så svært for din kæreste at fortælle om sin økonomi, fordi han har skammet sig så frygteligt. Måske har han ønsket så dybt at være din klippe, at det har været umuligt for ham at fortælle, hvordan tingene hang sammen, fordi han frygtede, at du ville forlade ham. Hvis det hænger sådan sammen, er det en stor kærlighedserklæring til dig. Jeg ved godt, at den måde at anskue det på, vender det hele på hovedet, men det kan være dét, der er brug for i jeres situation. Som jeg ser det, er der rene linjer nu. Du ved, hvordan jeres økonomi ser ud, og det er ikke godt. I elsker hinanden, men ingen af jer er gode til tal. Hvorfor ikke tage det alvorligt og søge hjælp sammen? I kan nok ikke blive gift med det samme, men I kan gå i gang med at rydde op og få betalt skattegælden af. Du har en god bankdame, og sådan en er guld værd. Tag fat i hende og få hende til at hjælpe med at få overblik over situationen. I kan ikke få samme bank lige nu, men hun kan hjælpe med at finde ud af, hvilke udgifter I har, og hvordan du og din kæreste skal sætte ind på en fælles udgiftskonto hver måned. Og så skal din kæreste tage fat om nældens rod – selv om det gør ondt. Han er syg og må kunne lave aftale med Skat og de andre kreditorer, og det skal han have hjælp til. Hans egen bank kan også yde hjælp til, hvordan han kommer i gang med at få orden i sagerne. Jeg ved godt, at det virker uoverskueligt lige nu, især fordi du selv sidder stramt i det, men det vil være synd, hvis I mister hinanden på grund af det her. I dit brev lader det til, at der er meget kærlighed at bygge og komme videre på, og det vil være godt at holde fast i lige nu. Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.

Læs også