Brev til Renée: Min 12-tals-datter har arvet mit dårlige selvværd

Kære Renée

Min dejlige datter blev i sommer færdig med 10. klasse og er flyttet til en anden by, et par timers kørsel fra hvor vi bor.

Hun skal arbejde frivilligt i en organisation i et år og er en klog, høj og flot pige, som udadtil virker meget glad, udadvendt og selvsikker.

Vel det, nogle kalder en 12-tals-pige.

Men jeg har altid følt, at hun er svær at ”lukke op”, og greje, om hun nu også har det godt inde under den ydre skal. Det er jo ikke, fordi hun skal fortælle mig alt, altid.

Men jeg bekymrer mig og synes, det er svært at vide, hvordan jeg skal håndtere hende.

Samtidig ser jeg også meget af mig selv i hende – jeg er ret god til at holde overfladen, være glad og samtidig tumle med et lavt selvværd.

Jeg er lige kommet over en lang sygemelding med stress, men bøvler stadig med mit selvværd.

Det her skal ikke komme til at handle om mig, men jeg er selvfølgelig bekymret for, om min datter har ”arvet” mit dårlige indre liv.

I så fald ønsker jeg virkelig at lokalisere, hvad jeg kan gøre, så det ikke kommer til at fylde lige så meget hos hende?

Da hun var kort hjemme forbi i dag, fortalte hun mig, mens vi lå og puttede, at hun gik og ”arbejdede” med noget med sig selv, fordi hun ikke havde haft det så godt på det seneste.

Jeg ved ikke, om jeg er god nok til at spørge ind, men jeg fik ud af hende, at det ikke var arbejde, men at det mere handlede om at være glad for sig selv indeni.

”Men det er vel en typisk teenager-ting”, som hun sagde.

Jeg synes, jeg for hurtigt begyndte at fortælle hende, at hun er dejlig, nøjagtig ligesom hun er, og kom med gode råd i stedet for at være nysgerrig og stille spørgsmål.

Jeg ser hende jo ikke så tit, og det er svært at hjælpe, når hun er langt væk. Samtidig ved jeg jo godt, at hun selvfølgelig skal lære, at der kommer bump i livet – at det er en fase af hendes liv.

Men er der alligevel noget, du tænker, efter at have læst dette, jeg skal være opmærksom på?

Eller er der f.eks. en god bog, jeg kunne give hende? På forhånd tak.

En bekymret mor

Kære bekymrede mor

Du skriver, at dit brev ikke skal komme til at handle om dig, men hvordan kan det ikke gøre det, når det er dig, der skriver det?

Når det er sagt, så ved jeg som mor alt om, hvordan bekymringer omkring éns børn kan optage alle éns tanker.

Og er der noget, der kan bekymre en mor, så er det, når et af hendes børn ikke er glad eller ikke trives.

Når det sker, er der ikke det, vi ikke vil gøre for at fjerne det, der gør ondt. Men den magt har vi bare ikke – vi kan ikke få, hvad der end plager, til at gå væk.

Vi kan kun støtte, lytte, være kærlige ... og være der. Selvfølgelig er der konkrete ting som penge, hvor vi kan skrive en check, men dét, du skriver om, nemlig noget dybt derinde, der handler om at føle sig glad, føle sig noget værd – følelser, der gør ondt – dét kan du ikke fjerne, hvor meget du end ønsker det.

Men du kan forsøge at rumme det. Holde til, at din datter har det, som hun har det – også selv om du spejler dine egne udfordringer i hendes følelser.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over jeres hyggestund, hvor du alt for hurtigt gik i gang med at fortælle hende, hvor vidunderlig hun er, for hvor er det dog en typisk og meget menneskelig reaktion.

Noget gør ondt, og så går vi straks i gang med at forsøge at fjerne det. Men du mærkede selv, at det var forkert, og det er godt – for selvfølgelig skulle du ikke det.

Det, der sker, når du går i gang med at fortælle hende, hvor dejlig hun er, er jo lige netop, at hun oplever, at det, som er inde i hende, ikke må være der.

Og lige netop dét kan være med til at give hende en ulykkelig følelse.

Når vi går i gang med at forsøge at fjerne det, som gør ondt – hvilket jo er en kærlig handling – sker der det modsatte. Den underliggende besked bliver nemlig, at vi ikke må have det, som vi har det.

Ikke være dem, vi er! Hvis vi i stedet kan lytte, være nærværende, dele smerten og sætte ord på, kan vi i det mindste få vores nærmeste til at føle, at det er helt i orden, det smertefulde findes.

I den konkrete situation kunne du måske også dele noget af dig selv? Fortælle, at du godt kender den følelse, hun beskriver.

Vise, at det er et helt almindeligt menneskeligt vilkår indimellem ikke at være glad.

Og blive i tvivl om, hvorvidt man overhovedet er på rette vej i livet eller bare gør alt muligt for at gøre andre glade og få anerkendelse.

Mange ting kan gøre en ung pige som din datter sårbar, og hvis hun tillader sårbarheden at fylde, er hun så svag og ude af stand til at klare sig ude i den store verden?

Nej da! Snak med hende og vis, at det er okay at tillade sårbarheden at være der.

Jeg læser i øjeblikket Brené Brown, der er amerikansk professor i sociologi og bl.a. har skrevet ”Glem hvad andre tænker”, som er ret vidunderlig.

Jeg tror, din datter er for ung til den bog, men jeg er helt sikker på, at den vil være noget for dig.

Måske kunne det at læse den bog og gå i gang med at arbejde med de ting, der fylder inde i dig, være en indirekte måde at hjælpe din datter på?

For når vi som forældre åbner vores hjerter og ønsker at være den bedste udgave af os selv, så bliver vi jo lige nøjagtig det forbillede, vores børn har brug for.

Kærlig hilsen Renée

Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.