Brev til Renée: Hvordan bliver jeg mindre kedelig?

Kære Renée Jeg er træt af min hjerne og min måde at tænke på! Jeg har hele tiden behov for at putte ting i kasser, og helt grundlæggende er mit problem, at jeg ikke kan acceptere, at jeg er kedelig. Ikke forstået sådan, at jeg ikke har humor – jeg er rigtig god til at grine, og jeg er hverken snerpet eller sippet. Jeg griner ad plat, drillende, sort humor osv. Jeg finder bare ikke selv på. Jeg har svært ved at finde på de kreative indspark ved festlige lejligheder eller fyre jokes af. Det falder mig ikke naturligt. Det betyder nok også, at jeg generelt er utilfreds med mange af mine venner, fordi jeg tiltrækkes af de ”forkerte” typer. De er så umådelig kedelige, og så bliver jeg det naturligvis også. Og alle mine veninder er sådan nogle ”snakke”typer. Det er da hyggeligt, men jeg går bare aldrig derfra med følelsen af, at hold kæft hvor havde vi det sjovt. Jeg er selvfølgelig ikke så naiv at tro, at livet altid skal være fest og farver, eller at man skal grine hele tiden. Men gab hvor er mit liv dog kedeligt. Jeg har kun én kammerat, som jeg kan få udlevet mine festlyster med – resten af mine veninder vil kun snakke om børn, graviditet, karriere og huskøb. Som 26-årig har jeg allerede fået mit første job som biolog, og jeg ER glad og taknemmelig, men det er bare, som om det er vand på min voksen-seriøs-og-pissekedelig-mølle. Jeg har det egentlig fint nok med det – når jeg er på arbejde. Men når jeg så kommer hjem og får lyst til at gå i byen fredag aften, kan jeg ikke længere genkende mig selv: Hvor er den voksne, seriøse, nyuddannede kvinde blevet af? Hvordan kan hun lige pludselig have lyst til at opføre sig så ”26-årigt” og tage i byen? Men først og fremmest: Hvordan bliver jeg mere sjov, bedre til at finde på kommentarer og jokes? I det hele taget til at se morskaben i dagligdagen, så det bliver nemmere at finde noget at fortælle om, så jeg kan være lidt mere ”sjov og spændende”? Mange kærlige hilsner fra en Tvilling LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg vælger altid de forkerte mænd Kære Tvilling Hvordan kan du det ene øjeblik være en ung, 26-årig festabe, der har lyst til flirt, dansegulv og drukspil, og det næste øjeblik være dybt moden, seriøs, voksen og ”kedelig”? Fordi sådan er du bare – acceptér det! Det er en fantastisk evne at kunne begge dele: Være festabe-typen og også være moden, voksen og ansvarlig, når situationen kræver det! Dit spørgsmål om, hvordan du bliver mere sjov og spændende, er straks værre, for det, du siger, er jo, at du gerne vil lave dig selv om, være en anden end den, du er. Og det kan man i realiteten ikke, og derfor er mit svar først og fremmest, at du skal prøve at acceptere, at du er den, du er. Selvfølgelig kan man blive mere sjov ved at lære en masse vittigheder udenad, se en del komedier på TV, lære sketches, og ja, du kan jo også øve dig på at parodiere – det giver også mange point til en fest. Men at blive en sjov person i sig selv – sådan en, der bare har timing og kække bemærkninger og kan hive dem ud af ærmet i en lind strøm – det tror jeg ikke, man bare sådan kan blive. Enten har man det, eller også har man det ikke ... Jeg kan betro dig, at jeg faktisk ikke er nogen specielt sjov person, men jeg har altid – som dig – været god til at spotte dem, der er sjove, og ikke mindst spotte det, der er sjovt. Og det er også en god evne og vigtigt til en fest. For der skal jo være nogle, der ved, at det er sjovt, for at det er sjovt ... hvis du forstår, hvad jeg mener? Så kære dig: Hvis man ikke er den sjove, så er man noget andet, og det tror jeg kunne være ret vigtigt for dig at reflektere over. Som sagt er jeg ikke særlig sjov, men jeg er pissegod til at tale med andre mennesker, til at være nysgerrig, spørge ind, være dyb, og så er jeg ikke mindst oprigtig interesseret i mine medmennesker og det, de fortæller mig. På den måde ved jeg, at folk befinder sig godt i mit selskab og ofte føler sig beriget, når de går herfra, fordi jeg oprigtigt interesserer mig for, hvem de er. De siger nok ikke, jeg er den sjoveste, de kender, men de kan lide det, jeg kan. Sådan tror jeg også, det kunne forholde sig for dig. Du lyder som en rigtig sød og dejlig person, som har masser at bidrage med – måske ikke lige den store komedie eller den store abefest, hver gang man er sammen, men mindre kan jo også gøre det. Og helt ærligt, det er jo altså bare ikke alle, der er til den store abefest – det er også hamrende lige meget. Så det, jeg tænker, når jeg læser dit brev, er, at her er en ung kvinde, der er meget kritisk over for sig selv. Som har travlt med at hakke på sig selv hele tiden for at ikke at være god nok, sjov nok, klog nok osv., osv. Og jeg tænker, hun må være svær at leve sammen med, fordi kritik kan være svært at leve sammen med – man ved jo aldrig, hvornår hammeren falder? Jeg tænker, at den unge kvinde trænger til at lære at holde af sig selv, nøjagtig sådan som hun er, fordi hun er god nok, som hun er. Hun trænger til at få omsorg, blive vist respekt for alt det, hun kan. Få ros, fordi hun er så dygtig til mange ting, blive krammet og holdt om – så det synes jeg, du skulle gå i gang med. Med andre ord så tænker jeg, du skal arbejde med at acceptere dig selv – nøjagtig sådan som du er. For du er fuldstændig, som du skal være, og alle de dér forestillinger om, hvor sjov du skal være, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, skal en tur på lossepladsen, for de gør ikke andet end at lave ballade hjemme hos dig og få dig til at føle dig forkert. Sidst, men ikke mindst skriver du, at det måske kunne handle om, at dine venner ikke er de rigtige venner, eller at du bruger dem forkert. Til det vil jeg sige, at der selvfølgelig altid vil være nogle, man ikke holder kontakten med af forskellige årsager. Men der er jo også de mennesker, man måske vokser fra, men som man elsker og er sammen med, fordi man har en fin historie sammen og en masse følelser for hinanden. Dét i sig selv har bare en stor værdi, så jeg synes, du skal tænke dig meget grundigt om, før du begynder at sortere i de søde, dejlige venner, du har – bare fordi de ikke lige er sjove. Jeg vil foreslå dig at se en TED-talk, der hedder ”The Power of Introverts”. Den handler om, at det er lige så godt at være introvert som ekstrovert. At det er nogle andre kvaliteter, man har, men at der ikke er noget, der er bedre end noget andet – det er bare forskelligt fra hinanden. Så når du har brug for sjov og ballade, så er det bare om at ringe til ham den sjove, som du elsker at gå i byen med. Og når du har brug for noget mere roligt? Jamen, så er det jo en af de andre, du ringer til. At have den diversitet i sin personlighed er en styrke, og der er intet galt med at putte ting i kasser, hvis det er det, du har brug for! Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.