Selvudvikling

Anne Sophia Hermansen: 40, fucket og omfavnet

40, fucket og omfavnet dækker over afslutningen på forestillingen om vores evners og tilværelses ubegrænsede muligheder. Bordet har fanget, vi er blevet dem, vi havde mulighed for at blive, og vores liv er, som vi har været i stand til at indrette det

Vi er mange i min omgangskreds, der er omkring de 40 år. Da vi var børn, hed det ”40, fed og færdig” og var en endestation midt i livet. I dag, hvor 40 er de nye 30 og måske endda 20, er der mindre grund til midtvejskrise. Livet fortsætter jo, og ”ensom dame, 40 år” går nu på cougar dating – som der var en, der bemærkede til en fest for nylig. Vi var 10 kvinder og diverse mænd, børn, drinks og kyllingelår. Hyggeligt. De seneste 20 år har vi ikke ligefrem overrendt hinanden, men vi har mødtes fra tid til anden, og hver gang er det som at gense en flok gamle klassekammerater, man genkender uden rigtig at kende. Noget nyt havde imidlertid sneget sig ind i samtalen. Et fænomen, jeg kalder 40, fucket og omfavnet.
 
40, fucket og omfavnet dækker over afslutningen på forestillingen om vores evners og tilværelses ubegrænsede muligheder. Bordet har fanget, vi er blevet dem, vi havde mulighed for at blive, og vores liv er, som vi har været i stand til at indrette det. Ikke altid nogen rar erkendelse, for mens de fleste har været 16 år og revolutionære, er det de færreste, der ender med at adskille sig nævneværdigt fra deres forældre.
 
Jeg noterede mig den aften, at selv om vi alle har fået fine liv, har ingen af os fået det hele. Jeg fik ikke kernefamilien. En fik ikke børn, men en hengiven mand, en anden fik international karriere og en utro mand, mens en tredje fik børn og opgav alle karriereambitioner, selv om hun for 20 år siden var den mest lovende af os alle. Havde nogen af os fået Det Gode Liv? Både ja og nej.
 
Vi havde alle fået hver vores målestok for det gode liv, og det slog mig, at vi følte os kaldet til at stikke den i hinandens liv. Mens der tidligere kun var én slagen vej, har vi i min generation bevæget os ad stier, der forgrener sig, og her i 40’erne står vi så i hvert vores ringhjørne: Kernefamilierne, karrierekvinderne, de barnefri, de fraskilte – og ser hinanden an.
 
LÆS OGSÅ: Du er mest ulykkelig i 40'erne
 
Vi dømmer, og jeg gør det også selv. Misunder dem, der er i virkelig lykkelige ægteskaber, hvor årtiers loyalitet og parforholdspleje har ført til en intimitet, jeg kun kan drømme om. Omvendt ser jeg gysende på forhold, der indeholder så meget utroskab, at jeg for længst ville have hængt mig diskret i samtalekøkkenet. Og jeg undrer mig over, at det kan være saliggørende at sylte dagen lang og gå derhjemme, men det er der jo nogle, der elsker.
 
Engang var vi unge, nu er vi blevet voksne, og vi ser med alt, fra glæde til venlig opmærksomhed, misundelse og foragt, på hinandens liv. Lytter helligt forargede til seksuelle eskapader eller tænker, at Helvede må være det hus i provinsen, den anden lige er flyttet ind i.
Af og til tænker jeg, vi i virkeligheden er hinandens paralleluniverser – liv, vi selv kunne have haft, hvis vi var gået til venstre i stedet for til højre, eller hvis vi havde sagt ja, dengang der blev friet. Hvis ikke det ubeskyttede samleje var blevet til en abort, hvis vi havde været mindre ambitiøse, hvis vi havde fået det job, hvis ikke vi havde fundet den besked fra elskerinden, eller hvis vi bare havde taget flere chancer og været mere fantasifulde, da vi satte os til drejebænken og gav os til at udforme vores liv.
 
Jeg er selv 44 år og er cirka kommet omtrent halvvejs i livet (håber jeg da!), og jeg har opdaget, hvor smertefuldt det kan være at se tilbage og gøre status. Det er så tydeligt, at valg indebærer fravalg, og at vi kan ønske os meget, men ikke nødvendigvis ender med at få det. Men hvem har også bildt os det ind? Midtvejskriser får næring fra det liv, vi ikke havde mod til at leve. Midtvejskriser får også næring af, at vi sammenligner os med andre og håndplukker de dele, som vi synes er særlig vellykkede. Og midtvejskriser får især næring, hvis vi ikke kan omfavne vores eget liv og tænke: Det er jo blevet ganske o.k.
 
Når jeg er midtvejskrise-sur på kærligheden, går jeg på Statens Museum for Kunst, hvor Willumsens maleri ”En bjergbestigerske” hænger. Det forestiller en kvindelig vandrer, der holder en pause i bjergene. Hun er udmattet, men ikke modløs, og hun kigger sig ikke tilbage, men lidt til siden som for at samle mod til at fortsætte turen.
 
Og det gør jeg så, når jeg går derfra, også selv om jeg har fået et andet liv, end jeg havde forestillet mig. Jeg har ikke fået det hele; jeg har fået noget andet, og heldigvis er turen selv ikke slut endnu.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser