Parforhold
Kærlighed og parforhold

Parterapeuten: Disse 5 ting kendetegner et godt parforhold

Ifølge par- og psykoterapeut Christina Copty, er der fem principper, der går igen i gode, langtidsholdbare parforhold.

Hvad er et godt parforhold?

Mange af os kvinder har nok en idé om, hvordan et perfekt parforhold skal være. Men om det egentlig findes, er nok tvivlsomt. I stedet giver det mere mening at tale om det gode parforhold.  Det forhold, som er godt, stabilt og holdbart i længden. Og ifølge par- og psykoterapeut Christina Copty kan vi tale om fem principper, som gør sig gældende i netop det gode parforhold.

#1

Begge parter har en generel følelse af, at kærligheden og tosomheden føles tryg, rar og stabil.

#2

Begge parter føler, at livet er blevet bedre og beriget af at være sammen. Det vil sige, at man ikke vælger hinanden ud fra et negativt ståsted – den her form for afhængighed, hvor man vælger en partner, bare fordi man ikke kan finde ud af at være alene

 

LÆS OGSÅ: 5 vaner, der kan ødelægge dit parforhold

#3

Man har samme værdigrundlag i forholdet. Det er faktisk meget vigtigt, at man har de samme værdier, for ellers er det meget svært at få et liv i tosomhed til at gå op i en højere enhed. Hvis den ene for eksempel gerne vil stifte familie, og den anden ikke vil, så er det noget fuldstændigt grundlæggende, som gør, at det kan blive rigtig svært at få et godt parforhold på længere sigt.

#4

At man har respekt for hinanden, og at der er værdighed mellem parterne. Det vil sige, at man har en form for agtelse for hinanden og behandler hinanden værdigt, så man for eksempel ikke bruger sarkasme, er hånlig eller nedladende.

 

Giv et gaveabonnement på femina i julegave - lige nu sparer du 30%. Klik her >

#5

Det sidste princip er, at der er nærhed og intimitet. Og det er ikke det samme, som at der er intensitet. Der er rigtig mange mennesker, som forveksler de to. Men hvor intensitet meget ofte er forbundet med den vilde forelskelse og meget ofte seksualitet, så er har intimitet ofte mange andre former end kun den seksuelle. Intimitet er, at man har en fælles ramme for tosomheden og en loyalitet i parforholdet. Hvor intensiteten ofte er det, der fylder alt i starten af et forhold, så skulle den gerne udvikle sig til intimitet med tiden, fordi forholdet udvikler sig videre fra forelskelsesfasen.

Hvad med sex?

Sex er ikke altafgørende for det gode parforhold, ifølge Christina Copty.

- Men præcis hvor vigtigt sex er, er vildt svært at svare på - for det er simpelthen så individuelt. For nogle mennesker er det faktisk slet ikke vigtigt. Det, der til gengæld betyder noget, er, at man er seksuelt afstemt i parforholdet. Sex kan nemlig skabe en ulighed i forholdet, hvis den ene vil have sex to gange om dagen, mens den anden mere er til to gange i ugen – og det kan give problemer. Så man kan sige, at sex ikke er kvantificerbart – det handler meget mere om at finde et individuelt match i forhold til seksuel appetit, og hvad man tænder på. 

Om eksperten:

Christina Copty er par- og psykoterapeut og forfatter til bogen ”Den svære kærlighed – om parforhold og narcissisme”. Læs mere på www.christinacopty.dk

Læs mere om: