Anna_Mejlhede
Brevkasse

Min mor, der er alkoholiker, mener, jeg er unfair. Er jeg det?

7. februar 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: Andreas Houmann
"Udenoms blev vi dog bekendt med, at han også gladelig tager hende med på værtshus, selv om han er bevidst om vores mors misbrug af alkohol." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg er en voksen kvinde, som for et par år siden mistede min far, der desuden efterlod sig min søster og vores mor.

Min mor har i mange år haft et alkoholmisbrug, som eskalerede efter vores fars død og har medført voldsomme episoder, hvor min søster og jeg bogstaveligt talt har måttet redde hendes liv i hendes forsøg (i flertal) på afrusning.

Dette er farligt, hvis man er tilstrækkelig fordrukken, og bør håndteres af sundhedsvæsenet, hvilket hun har nægtet.

Efter sit seneste hospitalsophold mødte hun en mand, som hun efter få uger kaldte for sin kæreste. Min søster og jeg forklarede hende, at vi ikke kunne overskue at skulle forholde os til hendes romantiske relation, da vi følelsesmæssigt var helt slidt op.

Det blev hun meget vred over, og den følgende tid fik vi på puklen for ikke at ville møde ham, samtidig med at hun udbredte sig om, hvor fantastisk og hjælpsom han er.

Udenoms blev vi dog bekendt med, at han også gladelig tager hende med på værtshus, selv om han er bevidst om vores mors misbrug af alkohol.

Selv om et godt og stabilt forhold til vores mor ikke er opnået, har vi alligevel indvilget i at møde hendes kæreste i et forsøg på at føje hende og undgå flere diskussioner.

Jeg har set ham en gang, min søster et par gange. Men min søster og og jeg er voksne, og vi har intet ønske om at skulle have en ny far. Ej heller en papfar.

Vi kan dog fint have en relation til en "mors kæreste"-person i det omfang, forholdet til vores mor gør det muligt, og her har vi besluttet, meget imod hendes vilje, at vi kun vil se hende, når hun er 100 procent ædru.

Helt oprigtigt: Vi er glade for, at hun har fået en kæreste. Men også helt oprigtigt: Han interesserer os ikke, og vi ønsker ikke at skulle være sammen i større omfang. Ej heller ønsker vi hans "faderlige" indblanding i vores liv.

Er det unfair at have disse følelser (det mener vores mor), og hvad skal vi stille op fremadrettet?

Mvh Voksent barn af en alkoholiker

Kære voksne barn af en alkoholiker

Jeg spekulerer på, om du og din søster har fået hjælp til at tackle det svære i at være pårørende til en alkoholiker? Det kan være en stor støtte at vende de tunge spørgsmål med nogen, der har solid og professionel erfaring på området.

Der findes blandt andet organisationen TUBA, som er specialiseret i at hjælpe mennesker, der er vokset op i hjem med alkohol eller stofmisbrug. Er man under 36 år, kan man gennem dem få gratis rådgivning og terapi. Desuden er deres onlinerådgivning åben for alle, uanset alder.

Det lyder, som om din mor forventer af jer, at I først og fremmest skal tage hensyn til HENDES følelser og dermed puffe jeres egne i baggrunden. Men I skal ikke være forældre for jeres mor!

Jeg tror, at du og din søster skal holde hinanden fast på, at I ikke gør noget forkert. Så er det fuldstændig underordnet, hvad jeres mor synes om, at I siger fra.

Du og din søster skal have plads til at fordøje de voldsomme begivenheder, jeres liv har budt på. Det gør I ikke ved at følge jeres mors ønske om, at I skal indgå en form for familierelation med hendes nye kæreste. Det krav klemmer jer i stedet op i en krog af umulige forventninger.

I forvejen har I rigeligt at se til med bare at skulle forholde jer til hende.

Det er muligt, at det tager år at få en sund og ligeværdig relation til jeres mor, men I har fat i den lange ende af, hvad I skal gøre. Hold I blot begge to godt fast i den – og sæt jeres grænser med god samvittighed.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også