kvinde
Brevkasse

Jeg tænker på, hvordan jeg ser ud, når jeg har sex. Hvordan holder jeg op med det?

31. august 2023
Af Julie Jeune
Foto: Unsplash
Når først hun er startet med at tænke på, hvordan hun ser ud under sex, kan hun ikke stoppe.

Spørgsmål fra læser:

Igen og igen kan man læse, at det at have et godt sexliv handler om at kunne give slip og ikke tænke over, hvordan man ser ud, hvad ens partner tænker og så videre.

Men jeg har meget svært ved det. Jeg nyder sex, men ligger også og tænker på, om jeg ser tyk ud, hvad jeg skal gøre, hvad han vil kunne lide og så videre.

Har du et godt råd til, hvordan jeg stopper?

Svar fra sexolog og parterapeut Julie Jeune:

Jeg tror, mange genkender det, du skriver. Og det er næsten kun blevet værre af, at vi godt ved, at vi skal være frie og frejdige, at vi skal kunne give slip og elske vores krop.

Det bliver selvforstærkende, når man skammer sig over, at man er flov over sin krop. Over at man ikke bare kan give sig hen, men tager præstationsræset med i seng.

Men ved du hvad?

Det er så menneskeligt, og det sidste, du skal gøre, er at bekymre dig over, at du også gør det.

Hvad så, om du ikke er afslappet på den perfekte måde? Du går op i, hvad din partner kan lide.

Du har sex, og du nyder det, det er en god start.

Prøv at komme ned i kroppen ved at fokusere på områder af din krop, hvor du føler lyst: Hvordan føles dét, din partner gør ved dig? Hvad mærker du? Giv dig selv lov til at modtage og nyde, og sæt gerne lyd på din nydelse med suk og støn.

Dine lyde er meget erotiske, og du giver slip på spændinger, når du sukker dybt og udtrykker dig.

Med andre ord, hav al fokus på, hvordan det føles og ikke på, hvordan det ser ud. Så er der chance for, at kroppen fører dig, og at du faktisk glemmer alle analyser og bekymringer.

Det kan også være en god idé, når du ikke har sex, at finde ud af, hvad de selvbevidste tanker har for en funktion? Er det en finurlig måde at forhindre dig selv i at nyde sex på? Er det en indre kritiker, der aldrig synes, du er god nok?

Prøv at finde nogle dejlige sætninger, som siger noget positivt om dig og sex. Lav nogle positive mantraer, der kan opløse den kritiske stemme. Bare giv den gas.

Som kvinder er vi ikke vant til at vores liderlighed og sanselighed bliver hyldet og elsket, det lider de fleste kvinder under, præcis som du beskriver det. Men det er på høje tid, at vi laver det om.

Artiklen blev udgivet i femina uge 32, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også