Anna_M
Brevkasse

Jeg har inviteret min veninde med til nytårsfest. Hun er lige blevet forladt af sin kæreste. Så fik jeg en indskydelse

20. december 2023
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Han synes, jeg spiller Kirsten Giftekniv, og at det er pinligt. Jeg synes jo bare ikke, at de skulle sidde alene, de to." Læs brevet til Anna Mejlhede

Kære Anna

Så banker nytåret snart på igen.

Vi er fem jævnaldrende par, der har holdt nytår sammen i 12 år. Det foregår på skift hos hinanden, men ellers efter samme skabelon år efter år.

I år, hvor vi skal holde festen, har jeg besluttet at invitere en ny ind i kredsen, min mangeårige kollega og veninde, som lige er blevet forladt af sin kæreste.

For en uge siden fik jeg den indskydelse at invitere en af min mands fodboldvenner, der er nyskilt, med også. Det er min mand blevet sur over.

Han synes, jeg spiller Kirsten Giftekniv, og at det er pinligt. Jeg synes jo bare ikke, at de skulle sidde alene, de to.

Men ER det et pinligt initiativ, synes du? Skulle jeg have ladet være med det? Nu må det gå, som det bedst kan, men jeg har alligevel brug for at høre din mening om det.

Kærlig hilsen Helle

Kære Helle

Det er vel kun pinligt, hvis dine nye gæster udelukkende inviteres med af ren og skær medlidenhed. Den slags fornemmer man tydeligt som indbudt.

Argumentet med at ingen skal sidde alene lige dén aften, virker ikke så opløftende, som man måske skulle tro. Tværtimod sætter det bare en fed streg under den kendsgerning, at man ikke har noget andet og mere oplagt sted at være. Heller ikke den dag.

Så længe dine hensigter ikke er forankret i hverken medynk eller ”tvangsparring af løsthængende individer,” så går det fint, at begge singler hives med hjem til jer nytårsaften.

Det kan i øvrigt være en stor lettelse ikke at være ene høne i kurven fyldt med turtelduer. Det kan føles ret ensomt at stå der som eneste ”løsgænger” og dingle med sit champagneglas to minutter over midnat.

Byd nu bare de to nye i selskabet hjerteligt velkommen og vis din glæde over, at de kunne komme. Du og din mand kan eventuelt undlade at bænke dem ved siden af hinanden under middagen.

På den måder larmer det knapt så meget, at de er nytårsselskabets hemmelige og håbefulde bud på et nyt par ...

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også