Jeg har fået brystkræft, men min mand er ingen støtte

Kære Anna

Jeg skriver til dig, fordi jeg er så skuffet over min mand.

Jeg fik konstateret brystkræft for tre måneder siden og er i behandling. Men jeg føler mig så uendelig alene med min sygdom og min angst.

Min mand har aldrig været med hos lægen eller til en eneste behandling. Han kører mig til hospitalet og henter mig igen. Det er det.

Vi taler aldrig om min uro og min angst, som jeg jo har brug for at dele med det menneske, jeg elsker og har været sammen med i over 20 år.

Jeg er alt for såret og skuffet til at konfrontere ham med det. Men måske forventer jeg i virkeligheden for meget af min mand? Jeg vil gerne høre, hvad du tænker, Anna.

Kærlig hilsen Anette, København V.

Kære Anette

Kunne det tænkes, at din mands måde at reagere på bunder i angsten for at miste dig? Den kan nemlig sagtens komme til udtryk, præcis som du her fortæller.

At det fungerer næsten lige så lidt konstruktivt, som hvis han gik i panik, kan vi hurtigt blive enige om. Jeg tror bare ikke på, at din mand er helt så distanceret, som det ser ud til.

Måske kan du hjælpe din mand på vej ved at sige mere direkte, hvad du har brug for. Giv ham nogle konkrete opgaver. Gerne noget mere handlingsorienteret end en samtale, så han føler, at han rent faktisk hjælper dig mærkbart ved at gøre noget, han kan overskue.

Selv om I har levet sammen i 20 år, kan sygdom forandre dynamikken i et forhold. Lige så barokt det end kan lyde, har jeg af og til set, at det i nogle relationer ligefrem bliver den syge, der skal holde modet oppe hos den raske.

Det er ikke nogen selvfølgelighed, at vores livspartner altid er den bedste støtte i livskriser som den, du står i. Ofte får vi en mere målrettet hjælp fra vores nærmeste venner. Fordi de har lettere ved at sætte dig forrest – og deres egen frygt i baggrunden.

Jeres relation har en anden karakter, fordi I ikke har hjem, børn og dagligdag flettet fuldstændig ind i hinanden. Har du mon nogen i din nære omgangskreds, andre end din mand, du kan hive fat i?

Man siger, at det kræver en hel landsby at opfostre et barn. Det kræver det såmænd også nogle gange at navigere rundt i livets udfordringer som et granvoksent menneske.

Prøv, om du kan samle de mennesker omkring dig, du stoler på. Nogen, der kan rumme din uro og magte at tale med dig om også de dystre tanker.

Angsten forsvinder ikke nødvendigvis som dug for solen, det er jeg klar over. Men den fortyndes og forandres af, at vi har nogen at dele den med.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: