Anna_Mejlhede
Brevkasse

Jeg har brugt 25 år af mit liv sammen med ham. De sidste 10 år har jeg ikke elsket ham

11. januar 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Nu vil jeg ikke tosomheden længere. Jeg har lyst til at mærke forelskelse, kærlighed og alt det, livet ellers har at byde på." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Hvordan siger man til sin mand, at man gerne vil skilles?

Nu er endnu et år snart gået, og jeg kan simpelthen ikke holde ud, at tiden bare løber ud mellem fingrene på mig som sand.

Jeg er kun 45 år, eller måske skulle jeg ikke skrive ”kun”, for jeg er jo ikke ung længere og har allerede brugt 25 år af mit liv sammen med den mand, som jeg ikke har elsket i hvert fald de sidste 10 år af vores samliv.

Vi har intet at sige hinanden længere, bor bare sammen som to mennesker, der tilfældigvis har lavet en aftale om at spise sammen og sove i samme seng.

Vi har to børn på 21 og 19 år, som begge er flyttet hjemmefra og bor med hver deres kæreste. De er fint i gang med deres eget liv.

Nu vil jeg ikke tosomheden længere. Jeg har lyst til at mærke forelskelse, kærlighed og alt det, livet ellers har at byde på.

Jeg kan bare ikke finde ordene, jeg kan sige til den mand, jeg har levet med så længe og bestemt ikke hader, men bare ikke vil tilbringe resten af livet sammen med. Et nyt år kalder på mig, synes jeg.

Kærlig hilsen Simone

Kære Simone

Mon ikke det nye år kalder på jer begge?

Jeg har nemlig svært ved at forestille mig, at din mand slet ikke fornemmer, at I er gledet milevidt fra hinanden. Måske har han bare valgt at resignere og slået sig til tåls med situationen, som den er?

Når nu det er så svært for dig at finde de rigtige ord, hvad ligger der så bagved? Hvad frygter du, der kommer til at ske i samme øjeblik, du tager bladet fra munden?

Selv om du måske tror, at du beskytter din mand ved ikke at fortælle ham, hvordan du reelt har det i jeres relation, så får din tavshed den helt modsatte effekt. Du har jo truffet din beslutning, og den har allerede fået store konsekvenser – også for hans liv.

Når noget er virkeligt svært for os at sige, handler det ofte om, at vi ikke bryder os om at stå i et dårligt lys. Men lyset bliver ikke blødere af, at vi ikke tager ansvaret på os og siger tingene, som de er.

Prøv om du kan skabe et åbent og tillidsfuldt rum, hvor du kan tage hul på en samtale med din mand om jeres videre færd igennem livet.

Lad ham komme til orde – også selv om han beskylder dig for ikke at kæmpe nok for jeres forhold. Ligesom din oplevelse af, hvordan I har det, gerne må være der, må hans også.

Som fraskilte forældre til to voksne børn er det al umage værd, at I bevarer respekten og omsorgen imellem jer, så godt det overhovedet lader sig gøre.

Man behøver ikke nødvendigvis hade hinanden, fordi man lader sig skille. At nogle mennesker så kommer til det, handler nok i høj grad om måden, man bliver det på.

Jeg tror, at jo længere tid der går, før du får indviet din mand i din beslutning, des længere tid vil det tage for ham at tilgive, at du ikke talte med ham om dine længsler noget før.

Giv hinanden mulighed for en værdig og ordentlig skilsmisse ved at tage snakken nu. Hvis du venter, til du allerede ER blevet forelsket i en anden, bliver alting bare endnu mere kompliceret derfra.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også