Julie_Jeune
Brevkasse

Jeg er single og frygter at føle mig alene og forkert til jul. Hvad gør jeg?

18. december 2023
Af sexolog og parterapeut Julie Jeune
Foto: Mathilde Schmidt
"Jeg går en tid i møde, hvor jeg bare føler mig alene og forkert." Læs Julie Jeunes svar til dét at være single i juletiden.

Spørgsmål

Det er snart jul, men jeg er single og frygter, at jeg går en tid i møde, hvor jeg bare føler mig alene og forkert. Hvad kan jeg gøre?

Svar

Det forstår jeg virkelig godt. Det er altid ved sådanne særlige højtider fyldt med traditioner og en masse forventninger om nærvær, glæde og kærlighed, at vi særligt mærker, at vi er alene.

Eller at vi har mistet én, der plejer at være der, eller at vi har det svært med vores egen familie, eller at vi er skilt og ikke har børnene, eller hvad end der ikke er, som vi havde ønsket eller er vant til.

Lige om lidt kan vi ikke bare have fokus på vores arbejde, men bliver konfronteret med den del af vores liv, der handler om kærlighed og om at være omgivet af nogle tætte og trygge relationer.

Men det gode er, at kærligheden kan komme i et hav af former. Vi giver alt for meget magt til en livspartner, hvis vi tror, at kærligheden kun for alvor kan leve i en intim og romantisk relation.

Eller rettere: Vi giver alt for lidt magt og betydning til alle de andre vigtige relationer i vores liv, der jo også er kærlighedsrelationer.

Så prøv at bruge denne jul til at give dig selv en pause fra tanken om at være single og mangle noget. Og fokuser i stedet på alle de vigtige og vidunderlige mennesker, der er i dit liv lige nu.

Alle dem, der virkelig betyder noget for dig: Din familie, dine børn, gamle og nye venner, kollegaer, ekskærester og andre, som er med til at skabe glæde, livskvalitet og tryghed i dit liv.

Med en kæreste viser og udtrykker vi bevidst vores kærlighed, men det skal vi også gøre med alle de andre kærlighedsrelationer i vores liv.

Dem skal vi også passe og pleje og tydeligt udtrykke vores kærlighed over for. Nu får du chancen for at skabe og forberede lige din hjerternes fest med de mennesker, der er i dit liv. Så hvordan kan du give den max gas i denne måned med at skabe kærlige og livsbekræftende stunder?

Hvem skal du ringe til og ønske god jul og fortælle, hvor meget de betyder for dig? Hvem skal du lave en gløggaften for eller gå ud på et julemarked sammen med?

Hvem skal du give gaver til? Måske nogle, du ikke plejer at give en gave? Og hvem har brug for din hjælp og omsorg i denne tid?

Det handler om at glemme alt om traditioner, forestillinger og forventninger om, hvad der er rigtigt eller forkert – også hvad angår juleaften.

Hvis du ikke har familie at holde jul med, så prøv at række ud og se, om nogen kunne invitere dig med til deres jul, organiser en juleaften med nogle venner, eller find en alternativ måde at tilbringe julen på – på en højskole, som frivillig for særligt udsatte eller med en todages storbyferie.

Jeg ønsker for dig og tror på, at du sagtens kan ende med at sidde den 27. december om aftenen og sige ”wauw, sikke en kærlig og livsbekræftende juletid, jeg havde i år.”

Og måske endnu mere overraskende og eventyrlig, end hvis en partner havde fået al din opmærksomhed. Og ved du hvad?

Selv når vi har en partner, har vi også brug for alle de andre kærlighedsrelationer i vores liv, så brug endelig denne tid til at fylde mere kærlighed på dem.

Artiklen blev udgivet i femina uge 50, 2023.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også