Anna_M
Brevkasse

Jeg er håbløst forelsket i min chef, som har en kæreste. Men han holder måske også lidt for meget af mig

5. januar 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg har prøvet at date i mellemtiden, men jeg bliver ved med at sammenligne disse mænd med ham." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg har arbejdet i min nuværende stilling i cirka to år og har en relativ ung chef, der kun er få år ældre end mig. Fra dag 1 bemærkede jeg ham som person.

Kort tid efter fandt jeg ud af, at han har en kæreste, som han været sammen med i mange år.

Han går oprigtigt op i, at mennesker omkring ham har det godt, og det var også dette, der tiltrak min opmærksomhed fra første dag.

Han udstråler positiv energi og er vildt charmerende, og han ser også godt ud og får opmærksomhed fra kvinder (men han er ikke arrogant).

Udfordringen er, at jeg er håbløst forelsket i min chef, men jeg lader ikke mit professionelle forhold blive påvirket. Dog bemærker jeg, at han holder meget af mig, måske lidt for meget i forhold til vores professionelle forhold. Folk omkring os bemærker også dette.

Men jeg ved, at han aldrig vil gå fra kæresten, da han er meget loyal og følelsesmæssig investeret i sit forhold, og jeg vil heller ikke have, at han gør dette. Jeg har respekt for deres forhold og vil ikke være den "anden kvinde".

Jeg har prøvet at date i mellemtiden, men jeg bliver ved med at sammenligne disse mænd med ham.

Min chef er bogstavelig talt den meste ideelle mand. Hvad skal jeg gøre?

Bedste hilsner den håbløst forelskede

Kære håbløst forelskede

Der er intet besynderligt eller forkert i at forelske sig håbløst. Jeg vil gå så langt som til at sige, at har man ikke prøvet det – mindst et par gange i sit liv – så har man gået med skyklapper for øjnene eller boet under en sten …

Ét er imidlertid forelskelsen. Noget ganske andet er, hvordan man lader den påvirke ens liv, valg og fremtidige relationer.

Det mest håbløse ved en forelskelse som den, du her beskriver, er nemlig, at den lokker med det umulige. Du kender jo kun din chef fra den arbejdsmæssige relation, I har, og dér ser vi sjældent alle hjørner og kanter af et menneske.

Jeg er ret sikker på, at hvis du endte med at danne par med ham, ville han hurtigt folde sig ud som det, han også er inde bagved ”den ideelle mand”: Nemlig et helt almindeligt, fejlbarligt menneske.

Din chefs personlighed på jobbet har sat barren så umuligt højt for andre mænd, der kunne komme ind i dit liv. For alt imens de er af kød og blod, så er din chef et fatamorgana.

Et af dem, der er gjort af samme stof som smukke snekrystaller. De er kun formfuldendt symmetriske, så længe man ikke rører ved dem eller tager dem med sig ind i varmen.

At du er faldet så ubønhørligt hårdt for din chef betyder slet ikke, at du nu aldrig finder en partner, du vil synes lige så godt om.

Det fortæller udelukkende noget om, at du er i stand til virkelig at SE det smukke og fine i et andet menneske – og forelske dig.

Tag den erfaring med dig videre til en, som både kan og vil gengælde din kærlighed. Et menneske, du er ligestillet med. En, som er andet og mere end en diffus drøm om det fuldkomne.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også