Anna_
Brevkasse

Hver dag ser jeg, at mellemlederen taler nedladende til en bestemt kollega. Hvad kan jeg gøre?

22. marts 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Det er en meget stærk mellemleder, der har meget at sige, og alle er nervøse for at blive den næste, der får den behandling." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Hver dag sidder jeg på min arbejdsplads og oplever, hvordan en mellemleder konsekvent taler nedsættende og nedladende til én bestemt kollega. Det er decideret mobning.

Jeg ved, at mellemlederen ikke bryder sig om hende, og jeg tror, han arbejder helt bevidst på at få hende til at blive så ked af at gå på arbejde, at hun selv siger op.

Det triste er, at ingen af os siger fra. Det er en meget stærk mellemleder, der har meget at sige, og alle er nervøse for at blive den næste, der får den behandling.

Vi har ingen tillidsmand på vores ret lille arbejdsplads, som vi kan henvende os til. Men jeg er skuffet over mig selv, over min egen fejhed, og har svært ved at sove om natten. Hvad kan jeg gøre, synes du?

Mange hilsner fra den feje kollega

Kære ”feje kollega”

Jeg tror, at du både for din egen og din kollegas skyld skal følge den stemme i dig, der trækker i retning af HANDLING. Selv om det bliver svært, vil det så ikke føles langt bedre end at være passiv tilskuer til et andet menneskes ydmygelse?

Hvorfor ikke begynde med at gå til jeres øverste chef og fortælle, hvad I oplever hver eneste arbejdsdag? Hvis du kan få dine øvrige kolleger med, så står I stærkere.

Selv om I ikke har en tillidsmand på arbejdspladsen, så må jeres fagforening være i stand til at bistå jer. De har også de juridiske muskler, der kan støtte jer i kampen mod en chef, der aldrig burde have fået ansvar for andet end sin egen madpakke!

Nogle gange bliver vi nødt til at byde den fejhed trods, der bor i os alle. Hvis først vi danser blindt efter dens pibe, mister vi os selv og evnen til at skelne imellem godhed og ondskab. Fejheden må derfor aldrig få det sidste ord.

Jeg er fuldt ud klar over, at det her bliver en sej kamp, og den slags skal vi som bekendt vælge med omhu. Jeg tror blot, at lige netop denne her er én, der på alle måder – og for alles skyld – er værd at tage.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også