Det plager mig og gør min kærlighed til min mand mindre. Hvad gør jeg?

Kære Renée

Jeg har en søn på 21 år og et ni-årigt barn med min nye mand. Min søn var 11 år, da jeg flyttede sammen med ham. Jeg føler, at deres forhold aldrig har været godt.

Jeg har tit spurgt min mand, da min søn var mindre, om ikke han kunne lave noget med ham, men han har altid sagt, at det er mit behov og ikke drengens, og at han ikke vil presses.

At jeg er skyld i, at de ikke har et bedre forhold af den grund. Jeg er blevet ked af det og skuffet. Hvorfor ikke få et godt forhold?

Min mand siger, at hvis jeg sørgede for, at han levede efter nogle flere regler, kunne de have et bedre forhold. Min mand har altid forlangt ting af min søn, men han ikke har forlangt noget af vores fælles barn, som f.eks. oprydning og sengetider.

Hvis jeg er begejstret på min søns vegne, er han ikke glad eller viser entusiasme. Han er ikke rosende eller anerkendende, han har kun sagt, hvis han skulle gøre noget anderledes.

Det gør, at min kærlighed til min mand er blevet mindre. Jeg føler ikke, han respekterer min søn eller respekterer og elsker mig. Jeg har tænkt på at gå min vej, da vi er meget forskellige i kærlighed. Vi er ikke hinandens bedste venner, som mange par er.

Jeg savner anerkendelse, nærhed, kærlighed og fysisk kontakt. Har mange gange tænkt mig at gå. Hvis jeg bliver, går jeg på kompromis med mig selv og vil føle, jeg ikke er tro mod mit inderste. Jeg er bange for at blive alene, uden familie og med få venner.

Nu er min søn så stor, at han tilbringer meget tid hos sin kæreste. Det giver ro i mit hoved.

Jeg føler, at jeg svigter min dreng. Jeg tror, han ville have været mere hos mig, hvis jeg var alene. Jeg ville jo gerne være noget for dem alle. Hvilket råd vil du give mig?

Kærlig hilsen

Den kærlige splittede mor

Kære kærlige splittede mor

Der lader til at være flere lag i dit brev, som på en eller anden måde får mig til at opleve, at du leder efter bekræftelse på, at det er okay at gå fra din mand?

De lag, jeg taler om, er på den ene side hele sagen med din søn og de følelsesmæssige konsekvenser, det har og har haft for dig og måske for din søn? Og så den anden side, hvor du synes at længes efter noget, din mand ikke giver dig. To ting, der måske hænger sammen, men som i al fald kan føles svære at skille ad.

Det er altid i orden at blive skilt, hvis det er det, man længes efter, dog er det vigtigt at tænke det helt igennem og ikke mindst få snakket ordentligt med sin partner, da det er et stort skridt at tage, og jeg synes altid, man er forpligtet over for et menneske, man har valgt at være familie med.

Det, du længes efter, er ret vigtige ting at have i et parforhold. Findes de ikke lige nu, eller har de aldrig rigtig været der? Hvis de aldrig har været der, hvad er det så, du forelskede dig i, og hvorfor valgte du din mand?

Spørgsmålet er, om du/I er kommet til et sted, hvor det er blevet hverdag, og I er stoppet med at gøre jer umage over for hinanden. Hvis det er sådan, kunne det så være muligt for jer, at få forholdet tilbage på sporet?

Jeg tænker, at siden din søn er flyttet hjemmefra, er deres forhold måske ikke så vigtigt mere? Hvis det handler om dig og dine følelser i forhold til din søn, er det noget, du kan snakke med en psykolog om og arbejde dig igennem, og ikke nødvendigvis noget, du skal gå fra din mand for?

Har du snakket med din søn, eller er det noget, han har italesat? Hvis du kunne tage den samtale med din søn, tror du så, han ville ønske, at du gik fra din mand, og at det ville give ham lyst til at være mere hjemme hos dig, måske er det ikke vigtigt for ham?

Det kan være svært, når der både er biologiske børn og bonusbørn. At elske et barn, der ikke er ens eget, kan ingen tvinges til, men man kan lære at styre sin adfærd, så den er retfærdig og ordentlig. Det har din mand måske ikke været opmærksom nok på.

Jeg kan ikke lade være at tænke, at det er et underligt tidspunkt, du får det så skidt over det, da din søn er flyttet hjemmefra nu - hvad kunne der ligge i det?

Det kan tage lang tid for os mennesker at erkende, at noget ikke er, som det skal være og længere tid at beslutte os til at forlade et menneske, vi har elsket, så derfor er det selvfølgelig også en mulighed, at alle de svære følelser bare har hobet sig op.

Hvis dit ønske er at forlade din mand, så har du al ret i verden til at gøre det. Jeg tænker dog, at du måske skulle give ham mulighed for at ændre sig ved at lufte dine tanker for ham, være fuldstændig ærlig og fortælle, at du overvejer at gå, og hvorfor du overvejer det.

At du elsker jeres familie, men at den måde I er familie på, jeres parforhold og det, du oplever som manglende kærlighed imellem jer, gør, at du har svært ved at blive sammen med ham. Det kan være, at han vil reagere positivt, se sin egen andel i det hele og være åben for at arbejde på en forandring?

Det kan være konstruktivt at få en parterapeut knyttet til jer - at I sammen finder et menneske, der kan hjælpe jer igennem de samtaler, som det ser ud til, I trænger til at tage.

Mit råd skal være, at du taler åbent med din mand, evt. sammen med en parterapeut og forsøger at komme en beslutning nærmere.

Kærlig hilsen

Renée