Da de foreslog det, grinede jeg af det. Men det var ikke for sjov

Kære Anna

Jeg er havnet i en krise med min tætteste veninde. Hun og jeg har fulgtes siden skoletiden.

Vi har boet i samme by altid, er gudhjælpemig også altid faldet for den samme type mand, har fået børn næsten samtidig og har virkelig delt alt. Men nu er den gal.

For på min venindes helt åbenlyse initiativ blev hun, hendes mand og MIN mand enige om nytårsaften, at vi skal købe en ferielejlighed i Sydfrankrig i fællesskab.

Den aften grinede jeg bare af det. Men de mener det virkelig. Og jeg er stik imod. Jeg skal ikke bindes økonomisk til min veninde. Det er for vidtrækkende for mig.

Min mand forstår mig delvist. Men min veninde er blevet så rasende – skuffet, kalder hun det – at hun er begyndt at trække sig. Jeg gider ikke kravle for hende, men min mand synes, jeg skal række ud. Hvad synes du?

Kh Elona

Kære Elona

Det er en lovlig stor beslutning at træffe sådan en halvbedugget nytårsaften. At købe feriebolig sammen er noget, alle parter skal have lyst til.

En sådan investering knytter jer jo til hinanden på flere planer end udelukkende det økonomiske. Også ferieplanlægning og måden at løse praktiske knaster på, skal I kontinuerligt enes om.

Det kan godt lade sig gøre, hvis alle parter er enige om præmissen og ligebyrdige i forhold til fordelingen af ansvar og rettigheder.

Jeg kender flere, mig selv inklusiv, der deler sommerhus med familie eller venner. Det kræver, at man ikke ser på ferieboligen som ”sin egen”, men som en kollektiv pulje af pligter og muligheder.

På dit brev fornemmer jeg imidlertid, at det her ikke udelukkende handler om en feriebolig. Det handler om respekt. For hvor er den henne, når din veninde tager sådan på vej over, at du ikke vil være med i projektet?

Venskaber, der går tilbage fra barnsben kan være yderst værdifulde. Vi bliver hinandens livsvidner på en anden måde end vores nærmeste familie. Men et livslangt venskab kræver også, at vi giver hinanden plads.

Vi er ikke nødvendigvis de samme mennesker i dag som for 30 år siden. Gamle venskaber kan af og til få den slagside, at vi tror, vi ved præcis, hvem hinanden er – helt uden at se ordentlig efter først.

Vi tror, at vi ved det hele – med tiden som eneste begrundelse. Men følger vi ordentlig med i hinandens liv, hvis ikke vi gider gøre os den umage at lytte og være opmærksom på, at holdninger, behov og livsvilkår kan ændres med årene?

Hvad det vil sige at række ud, kan være et vidt begreb. Jeg synes, du skal gøre det ved at fortælle din veninde, hvordan det føles at blive presset ind i en økonomisk aftale, du ikke kan overskue.

Fortæl hende, at det her ikke handler om hverken manglende kærlighed eller tillid. Du deler jo i forvejen så meget med hende. I behøver ikke supplere med fælles ferieøkonomi for at være tætte nok.

Der er forskel på at ”kravle for nogen” og så på at ”bøje sig ind mod hinanden”. Det sidste, dén bevægelse, kræver nemlig noget af begge parter.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: