Renée_brevkasse
Brev til Renée

Min mand var mig utro i flere år. Nu vil han have en tredje chance

17. juli 2023
Af Renée Toft Simonsen
Foto: Andreas Houmann
"Han siger, han aldrig har elsket kvinden, men har syntes, hun var sød, og at de var rigtig gode venner. Han angrer, tigger og beder, om jeg ikke vil give ham en tredje chance."

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 65. For noget tid siden indrømmede min mand gennem 43 år, at han havde været mig utro med en kvindelig kollega gennem tre-fire år, langt tilbage i vores ægteskab.

Jeg havde det på fornemmelsen, fordi jeg var på samme arbejdsplads. Forholdet sluttede, fordi min mand skiftede arbejde.

Senere får de desværre igen arbejdsmæssig relation, og jeg udtrykker, at jeg er bekymret, men min mand afviser og siger, at det kun er arbejdsrelateret.

Da min mand for nogle år siden går på pension, etablerer de personlig kontakt via telefonsamtaler flere gange dagligt, mails med sætninger: ”jeg savner dig”, ”du er sød”, ”du er dejlig” osv., de sender selfies, og enkelte gange mødes de, snakker og holder i hånd.

Jeg opdager den enorme kontakt, der har været den periode. Min mand fortæller alt og indrømmer, at kontakten har været alt for kærlig og intens.

Han siger, han aldrig har elsket kvinden, men har syntes, hun var sød, og at de var rigtig gode venner. Han angrer, tigger og beder, om jeg ikke vil give ham en tredje chance.

Han vil gøre alt for mig, og det kan jeg virkelig også mærke nu. Han er kærlig, opmærksom, forkæler mig over alle grænser. Fordi jeg er syg, kan jeg ikke overskue at forlade ham, men jeg bruger også rigtig meget tid på at tænke på, hvordan han har svigtet og bedraget mig.

Vi går i parterapi, og psykologen siger, at jeg ikke må sætte mig mellem to stole. Dvs. jeg skal slippe tankerne og blive hos ham eller forlade ham.

Jeg tænker også på at kontakte kvindens mand og fortælle ham om konens utroskab, men vil kun gøre det, hvis jeg får det bedre af det.

Jeg synes faktisk også, hun fortjener, at hendes familie skal "bløde", som min gør. Hvad synes du om det hele?

Mvh.

Britta

Kære Du

Jeg synes først og fremmest, at din/jeres alder og de mange år, I har været sammen, har en enorm betydning i forhold til, hvordan du står i hele det her dilemma og drama.

Og så synes jeg, din psykolog har hundred procent ret - du er nødt til enten at give slip på vreden eller gå fra ham. At blive i ægteskabet, bitter, vred og fyldt med sorg, giver ikke mening. Det vil kun ødelægge, hvad der end er tilbage af kærlighed.

For mig at se vægter alle årene, I har været sammen, tungt, og det er især dem, jeg synes, du skal tage med i dine betragtninger.

Jeg ved godt, at følelsen af svigt ikke bliver mindre af, at du og din mand har været sammen i 43 år, nærmere tværtimod.

Så dine følelser er stærke og berettigede.

Der er heller ingen tvivl om, at din mand har været en dårlig ægtemand og partner over for dig i den her situation.

Han har været illoyal og bedraget dig, endda over længere tid og ad flere omgange. På papiret har du alle gode grunde til at gå fra ham. Men spørgsmålet er, om det er det rigtige?

Der er mange ting at overveje, jeg vil bare nævne et par af de vigtigste her. Familien har stor betydning, fordi hvis du går fra ham, hvordan vil det så blive fremover til fødselsdage, jul, påske osv., hvis han f.eks. får en ny partner, eller hvis du gør?

Vil I alle sammen kunne være civiliserede og i stue sammen?

Hvis ikke vil jeres børn og børnebørn blive meget berørt af den beslutning. Så er der det historiemæssige aspekt.

Du og din mand er hinandens livsvidner - dét i sig selv er enormt værdifuldt og ikke noget, du vil kunne skabe med en anden. Og det i sig selv har en stor værdi - især for børn og børnebørn.

Det er også livsomvæltende at sige farvel til et menneske, man har været tæt på i 43 år. Jeg tror, det vil kunne efterlade meget stor tomhed og sorg, som vil kunne tage en del år at komme igennem.

Det er selvfølgelig ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre. Spørgsmålet er, om du er parat til den udfordring, det kræver?

På samme tid er det også vigtigt at være opmærksom på, at der også stadig er en del at bygge på. Din mand angrer, han ønsker ikke at forlade dig, og han elsker ikke en anden kvinde. Han vil dig og jer og familien.

Han er gået med i parterapi og viser dermed, at han også er villig til at gøre et personligt arbejde. Han har også været ærlig om sit utroskab, og han tigger om, at du vil blive sammen med ham.

Det betyder, at han forstår betydningen af jeres relation og jeres familie. Spørgsmålet i den forbindelse er, om du stadig mærker kærlighed til ham inde bag vreden og skuffelsen?

Under alle omstændigheder skriver du, at du ikke kan overskue at gå fra ham lige nu pga. din sygdom. Det synes jeg er en vigtig faktor.

Du er et sted i dit liv, hvor du har brug for tryghed og en mand, som kender dig ud og ind. Han må alt andet lige være den rette at være syg sammen med, og den pligt, der ligger i 43 års historie, er meget værdifuld, når man bliver alvorligt syg, for der vil altid være en, der kan hjælpe dig.

Så måske kunne det med din sygdom gøre udslaget lige for nu?

Så du bliver, hvor du er for nu, og så går i gang med at give slip på alle tankerne. Og aftal så med dig selv, at du tager det op til evaluering, måske endda sammen med din mand og jeres psykolog, om seks måneder.

På den måde parkerer du alt det, som er svært, for nu og forsøger at genetablere tillid i dit ægteskab.

I forhold til at du har lyst til, at hans affære og hendes familie skal bløde: Jeg tror, det er helt normalt at have den slags følelser, men jeg synes, du skal sige til dig selv, at du aldrig vil gøre alvor af de tanker om at kontakte hendes familie.

For hvad får du ud af at være ond? Intet. Du får bare en dårlig smag i munden over dig selv (det har du ikke brug for nu, og jeg sanser heller ikke, at du er den slags menneske).

Hvis du har brug for at sige din ærlige mening til den kvinde, der gennem årene har brudt ind i dit ægteskab, synes jeg, det er helt ok at bede om at mødes, og så kan du ellers bare skælde hende ud, alt du har brug for - det har du optjent retten til.

Men undlad at involvere hendes familie og gøre uskyldige mennesker ondt, det er der ingen grund til. Ingen.

Hendes familie, især hendes børn, har ikke gjort noget galt, og de fortjener slet ikke at blive draget ind.

Jeg håber, du kan bruge mine ord og refleksioner til at komme lidt videre eller måske bare til at skabe ro i dit hoved for en stund.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også