Brev til Renée: Skal jeg fortælle min familie, at jeg snart skal dø?
Foto: Andreas Houmann
Kære Renée
Jeg er en forholdsvis ung kvinde på 32 år, der bor sammen med min vidunderlige mand. Ingen børn, bare ham og mig. Og jeg er netop blevet erklæret terminalt syg.
Jeg blev for første gang ramt af sygdom for omkring tre år siden. Hele min omgangskreds bestående af familie og venner var meget bekymrede dengang – særligt led min mand af stærke bekymringer, der påvirkede hans humør og væremåde.
Jeg blev heldigvis rask igen, men til mit store uheld kom sygdommen tilbage. I dag er der ikke mere, lægerne kan gøre.
Min mand ved det, og han lider hver dag. Det gør mig ked af det at se ham lide på den måde.
Min familie og veninder ved også godt, at jeg er blevet syg igen, men jeg har ikke fortalt dem om lægernes seneste udmelding: At der ikke er mere at gøre for mit vedkommende.
Jeg er egentlig ikke selv ulykkelig over min tilstand, men meget afklaret med, hvad der skal ske med mig i fremtiden. Jeg er dog begyndt at tænke meget over, om der er noget, jeg mangler at gøre.
Jeg tror det ikke – jeg vil bare ikke tage herfra med følelsen af mangel. Hvad ville du selv gøre, hvis du kendte din udløbsdato?
Og nu til mit andet spørgsmål. Synes du, at jeg skal fortælle min familie om det, som lægerne har sagt?
Jeg ønsker ikke at gøre dem mere bekymrede og ulykkelige. Man kender jo ordsproget: “If you worry, you suffer twice.” Vil det ikke bare gøre mine nærmeste ondt, hvis de endnu en gang får dårlige nyheder?
Kh
Hende
Kære hende
Allerførst vil jeg sende dig min dybeste medfølelse over, at du som en ung kvinde ved, at du skal dø lige om lidt. Vi skal alle dø, men at kende datoen må være så utrolig tungt og smerteligt, også selv om du skriver, du egentlig ikke er ulykkelig.
Jeg oplever dig som meget afklaret. Du kom meget tæt på døden for tre år siden, da du fik din diagnose første gang, og det, tænker jeg, har gjort en forskel i den måde, du oplever det nu.
Det er mærkeligt at sige det, men vi mennesker kan vænne os til de utroligste ting, herunder også at være nær døden.
Du spørger om to ting: Om der er noget, du mangler at gøre, og om du skal fortælle familie og venner, at lægerne har opgivet at hjælpe dig.
Til det sidste vil jeg sige, at ja, det synes jeg, du skal. Der er flere grunde til det. Den første grund er, at det vil give din familie og dine venner muligheden for at sige ordentligt farvel til dig, både helt fysisk, til dig, men også inden i dem selv.
De vil få tid til at vænne sig til, at du skal af sted lige om lidt, og kan begynde den sorgproces, de skal igennem, sammen med dig.
Hvis du ikke siger noget til dem, tænker jeg, nogle af dem vil føle sig snydt bagefter, hvis de finder ud af, du har vidst det længe.
Hvis det var mit barn, der vidste, hun skulle dø, ville jeg blive rasende, hvis hun ikke fortalte mig det, så jeg kunne nå at være sammen med hende så meget som overhovedet muligt.
Jeg ville ønske at give hende al den kærlighed, jeg havde, jeg ville ønske at købe alt muligt til hende, der kunne forsøde hendes sidste tid.
Jeg ville ønske at rejse med hende, hvis hun kunne holde til det, jeg ville ønske at sove sammen med hende og holde hende i hånden så ofte, som hun ville tillade mig det.
Jeg ved ikke, om det ville hjælpe på den enorme sorg, det er at miste et barn, men jeg tror, det vil hjælpe processen med at sige farvel og accepten af, at det var den vej, vi skulle.
Det svar, jeg giver dig her, beror på de følelser, dit spørgsmål genererer i mig.
Jeg tror, det vil gavne dig at være ærlig og åben omkring din situation. Så skal du ikke bruge din dyrebare tid på at forstille dig. At forstille sig er også at distancere sig.
Smertelige oplevelser tager man nogle gange distance til for at samle kræfter til at deale med dem. Men du har ikke tiden til at vente.
Jeg tænker, at det kan gøre det mere virkeligt for dig og hjælpe din proces, at dine nærmeste ved, hvor du er.
Det kan også aflaste din kæreste, hvis han ikke skal føle sig alene i sin sorg og frygt for fremtiden. En stor sorg er god at dele med andre mennesker, så man ikke føler sig ensom.
Og om der er noget, du mangler at gøre? Så uendelig meget vil jeg tro. Men tiden er knap, så hvad er det vigtigste? Det ved du bedst.
Hvis jeg stod over for døden, ville jeg møde den i den bedste version af mig, sådan som jeg er som menneske. Jeg ville sige undskyld, få gjort uvenskaber op, blive gode venner igen, men også sige fra, hvis jeg aldrig fik det gjort.
De mennesker, som jeg elsker og vil komme til at savne, vil jeg omfavne og fortælle i detaljer, hvor meget jeg elsker dem, så meget, de kan holde det ud.
Er der noget, du har afholdt dig fra, som at spise alt uden dårlig samvittighed, drikke dig fuld på en tirsdag, ryge smøger ved stranden, så gør det nu. Livet er nu.
Jeg sender dig det kærligste knus på vejen.
Kærlig hilsen
Renée
Brev til Renée: Min kæreste har mistet interessen for mig
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.