Brev til Anna Mejlhede: Må jeg slet ikke sørge?

Kære Anna

Jeg er en kvinde midt i 60’erne, som har været alene i 25 år. De seneste 20 år har jeg haft et platonisk kærlighedsforhold til en gift mand.

Vores blikke mødtes på bibliotekets læsesal, vi blev nysgerrige på hinanden, begyndte at snakke sammen, og det har vi så gjort i alle de år.

Jeg kalder det et kærlighedsforhold, for der var bestemt følelser på spil, men ikke seksuelle følelser. Vi holdt simpelthen af hinandens hjerner. Holdt af at tale sammen, le sammen, være tavse sammen.

Men for tre måneder siden stoppede hans besøg pludseligt.

Tilfældigt opdagede jeg dødsannoncen i avisen. Jeg vidste, at jeg ikke kunne dukke op til begravelsen. Men jeg savner ham sådan og har brug for at stå ved hans gravsted og ”tale lidt med ham”.

Mine to voksne døtre, der kendte til forholdet, siger, at jeg kan skabe uro i en familie, hvis jeg bliver set der. Men jeg ved ikke, hvorhen jeg ellers kan rette min sorg og mit savn.

Forleden besluttede jeg ”at tage chancen”, hvilket fik mine piger til at foreslå, at jeg først skrev til dig, hvis brevkasse jeg læser hver uge. Så Anna, hvad synes du, jeg kan gøre?

Kærlig hilsen

Den hemmelige efterladte

Kære den hemmelige efterladte

Sikken en tillid dine døtre viser mig her. Jeg skal gøre mit bedste for at leve op til den. Det, du fortæller om her, sker slet ikke så sjældent, som man skulle tro.

Dengang jeg var præst i København, havde jeg af og til stemmer som din i telefonrøret lige op til en begravelse. For hvor går man egentlig hen med sin sorg, når den ligesom ikke må findes? Som nær pårørende kan vi godt have en tendens til at tage patent på den, som er død.

Vi føler os som de ”retmæssige ejere” af alt, hvad der er at sige om dét menneske. Men andre kan have haft en så vigtig relation til den afdøde, at de også er stærkt berørt af tabet.

Jeg har lagt ører til mange ”hemmeligt efterladte”, der ligesom du valgte ikke at gå med til begravelsen, fordi de var bange for, at der blev set skævt til deres tilstedeværelse.

For hvis en fremmed kvinde dukker op til ens mands eller fars begravelse, hvilke andre hemmeligheder tog han så også med sig i kisten?

Som regel skjuler vi jo kun dét for hinanden, vi skammer os over. Men jeres relation har vel aldrig haft en karakter, der på noget tidspunkt har truet roen i familien? Han har været din hjerne – og hjerteven.

Det er der vel ikke noget hverken forbudt eller faretruende i. Men hvor er det dog ærgerligt, at din ven fandt det nødvendigt at holde jeres relation så tæt ind til kroppen, at ingen i hans familie kendte til den.

Det er trods alt et 20-årigt venskab, vi taler om her. Jeg synes, at du skal besøge din kære vens grav. Hvis du så møder familien, så fortæl dem, at du lærte ham at kende på biblioteket og lige havde brug for at besøge hans grav.

At være ærlig er ikke nødvendigvis det samme som at udpinde alting i detaljer. Sig, at du er taknemmelig over at møde den familie, der var med til at gøre ham til det varme og begavede menneske, han var.

Måske kan det tage brodden ud af de mistanker, din tilstedeværelse kan vække. Medmindre du har tænkt dig at slå lejr ved hans grav, tror jeg ikke, det bliver et stort problem for nogen, at du ilter din sorg der af og til.

Den kærlighed, der har været imellem dig og din ven, findes jo stadig. Derfor må din sorg bestemt også gerne være der.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.