Brev til Anna Mejlhede: Lad os ældes i fred

Hej Anna

Jeg har læst din brevkasse i nogen tid efterhånden og kan se, at du har godt tag på både store og små problemer. Kan du også klare mit sure opstød?

For at sige det ligeud er jeg dødtræt af at høre mine veninder fokusere på, hvor godt den og den ”holder sig”.

Kvinder på 50 og 60 år hyldes for at se meget yngre ud. Der udveksles tips om cremer og nye metoder i den klinik, de bruger mange penge hos.

Og dér sidder jeg og ligner den alder, jeg har. ”Kom nu i gang”, siger de. Men det løb er kørt, for jeg har allerede dybe, markerede rynker. Og jeg gider det faktisk heller ikke.

Kan vi aldrende damer da ikke bare få lov at blive gamle i fred? Give slip på se-mig-ræset og bare ældes, som vi gør? Skulle vi ikke prøve at tale dét op i stedet for at se ned på én med rynker?

Venlig hilsen

Rita, årgang 1955

Kære Rita

Lige præcis dette ræs, du nævner her, synes jeg ikke, der er ret meget ”Se mig” over. Måske tværtimod. For prøver vi i virkeligheden ikke at skjule, hvem vi er, når vi ikke tør være vores alder bekendt?

Dit suk her ser jeg derfor ikke som et ”surt opstød”, men nærmere som en finger, der borer sig lige ind i et ret centralt problem i vores måde at betragte alder på.

Lad det være sagt med det samme: Jeg deltager jævnligt selv i ”ræset,” du taler om her. Og jeg tager mig i at blive smigret, hvis nogen siger, at jeg ”holder mig godt” eller ligefrem ”slet ikke ser så gammel ud af mine 54 år at være”.

Hm … Jeg har en veninde, som derimod griber denne slags komplimenter fuldstændig anderledes an: ”Er der nogen særlig grund til, at jeg skulle føle mig beæret over at se yngre ud?”, spørger hun og tilføjer: ”Nu har jeg gjort mig så meget umage for at holde mig i live i alle disse år. Så jeg er temmelig glad for den alder, jeg nu engang har”.

Hun har i den grad en pointe. For hvorfor er det egentlig sjældent, at vi bare siger: ”Hvor er du smuk” til en kvinde over 50 uden samtidig at kæde denne kompliment sammen med alder?

Vi nævner jo ikke en kvindes alder med et eneste ord i den sammenhæng, hvis hun kun er 20 … Jo ældre vi bliver, des færre år har vi også tilbage at leve i.

Sådan er livets vilkår, og det kan være en af grundene til, at vi har så svært ved at acceptere de spor, tidens trædepuder sætter.

Der er mange gode og logiske grunde til, at skønhedsindustrien altid har haft kronede dage. For skønt de ikke kan gøre os yngre på celleplan, hjælper det måske på ideen om at leve længe endnu, hvis ansigtet i spejlet ikke decideret signalerer det modsatte.

”At ældes med ynde” kalder vi det ofte, når vi ”holder os godt”. Jeg vil hermed tage din opfordring til mig og slå et slag for, at vi taler lidt mere yndefuldt om vores alder.

Lad os kæmpe for, at kroppen ikke kun betragtes som et udstillingsvindue for, ”hvor godt vi holder os”, men i højere grad som et smukt og levende kar, der trofast bærer på vores historie og alt det levede liv, det rummer.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.