Boligreportager

Julebolig: Vinterlandskab i det nordiske hjem

Selvom julen står på hjemlig indendørshygge hos FEMINAs boligstylist og fotograf Mette Wotkjær og hendes familie, er det på den rå nordiske naturs præmisser. Her bliver der nemlig pyntet op med masser af udendørselementer og naturlige materialer tilsat en portion snehvide detaljer

Hvem? Mette Wotkjær, 38 år, fotograf, stylist og art director samt medejer af læsebrillefirmaet Have A Look (se mere på havealook.dk), fotograf Jakob Helbig, 43 år, og deres to børn, Emilie og Julius på 11 og 6 år.
Hvad? Trævilla fra 1950 med 170 m2 fordelt i to plan. 
Hvor? Nord for København
 
METTES JUL
 
Julen starter ...
professionelt allerede i september med juleartikler og -fotos. Privat starter julen 1. december og ikke et minut før. Jeg må simpelthen lige have en pause på nogle måneder, inden jeg mentalt er klar til at jule igen.  
Det er en fast tradition ...
... at vi hvert år tager børnene med på Frilandsmuseet, hvor de små, gamle gårde er pyntet fint op på gammeldags manér. Det er en god måde at hilse julemåneden velkommen på. Og så har vi altid en bagedag og en klippe-klistre-dag.
Vi holder jul ...
... på helt traditionel vis med både and og flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og risalamande. Efterfølgende er der sang og dans om træet – med en obligatorisk tur rundt i hele huset til ”Nu er det jul igen”.  
Ingen jul uden ...
... mine børn og min familie – og min limpistol, den er simpelthen et must, når der skal klippes og klistres. 
Mit seneste julekøb ...
... er Lars Ranks fine keramikjulepynt og de store julesokker fra By Nord til børnene.
Der kommer aldrig ...
... røde nisser i min jul. 
Min julestil...
... er de seneste år blevet mere og mere nordisk og enkel. Men jeg lader mig hvert år inspirere, så min stil ændrer sig og følger til en vis grad moden inden for interiør. Sådan er jeg lidt arbejdsskadet!
 
Mettes tip til julepynten
Pynt op med personlighed og hold dig til en stil, der passer til dit hjem, uanset hvad julemoden dikterer – så undgår du at bruge sidste halvdel af december på at glæde dig til at pille 
pynten ned igen!
Pak gaverne ind med fantasi og skriv fine kort.
Pynt dine lysestager op til jul med enkel pynt – jeg pynter altid min Mogens Lassen-stage og bruger den som adventskrans.
 
Lav din egen samling af keramiklignende julepynt!
Sådan gør du:
Køb en pakke hvidt ler fra Panduro Hobby (det rækker langt!)
Rul lange tynde pølsestrimler af leret og form dem til hjerter, stjerner, træer, eller hvad du nu har lyst til.
Tryk leret fladt med hænderne 
eller forsigtigt med en kagerulle.
Lad leret tørre og forsyn pynten med snor.
 
Sådan får du stilen:
Brug naturen – tag nøgne grene ind fra haven og saml kogler
Hold dig til naturens egne farver
Bland det rustikke med det fine og sarte som keramik, velour og skinnende kobber
Hold stilen enkel med få overdimensionerede ting, der virkelig ser ud af noget
Hæng ting i vinduerne
Saml smånips på fade i små tableauer
Brug minilyskæder skødesløst hist og pist til at skabe stemning.
 
 
 
 

 

Læs mere om: