Boligreportager

Bolig: Jul på den underspillede måde

For dekoratør Henrik handler julen ikke om nisser, glitter og gaver. Den handler om nærhed og om naturen – både i form af lange gåture og især som udgangspunkt for juleoppyntningen. Naturens egne materialer tager nemlig ikke opmærksomheden fra det, julen handler om. At være sammen.

Hvem?
Henrik Hemmingsen, dekoratør i butikken Fil de Fer i København, der har specialiseret sig i franske antikviteter og interiør. Bor sammen med sin kæreste.
 
Hvad?
Hus fra 1920’erne, med enkelte og rå elementer fra naturen, antikke kuriositeter og samlerobjekter.
 
Hvor?
I Skælskør.
 
Fem hurtige til Henrik Hemmingsen
 
Hvor kan du bedst lide at holde jul?
– Det kommer lidt an på omstændighederne. Jeg kan lide at rejse, men jeg kan også lide at holde jul herhjemme og slappe af og gå lange ture.
 
Hvordan var din bedste jul?
– Det var, da mine to børn var små. Måske farver jeg minderne i et særligt lys, men der er nu noget særligt over jul og børn.
 
Hvor finder du mest inspiration til din bolig?
– På rejser, gerne til Sydfrankrig, hvor jeg holder af at besøge loppe-markederne, men også i New York, der på mange måder er helt fantastisk. Et loppemarked på en gammel sydsjællandsk skole kan også sætte en masse i gang. Ofte er det jo bare fantasien, der skal have et boost.
 
Er der noget, du altid gør til jul?
– Nej. Det er der faktisk ikke. Vi skifter mellem forskellige måder at holde jul på. Vi har sammenbragte børn, der nu er store, og de flyver rundt mellem os forældre, så det bliver ofte et spørgsmål om, om det er jul med eller uden børn. Når vi er uden børn, tager vi ud at rejse.
 
Hvad er det næste, du gerne vil lave i din bolig?
– Vi har et lille rum uden for køkkenet, som jeg drømmer om at få lavet om til et gammeldags spisekammer og integreret i køkkenet.
 
 

 

Læs mere om: