Jonas Vingegaard
Samfund

Vingegaard og familien flytter måske fra Danmark: "Det handler om, hvordan Frida har det"

24. juli 2023
Af Oliver Preben Jørgensen,
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den danske Tour-vinder bor til daglig i Glyngøre med konen Trine og datteren Frida, men det kan være, at der snart bliver lavet om på det.

Når han ikke vinder cykelløb i Frankrig eller er på træningslejr i Spanien, så bor Tour de France-vinder Jonas Vingegaard i den lille jyske by Glyngøre.

Her nyder han en relativt rolig tilværelse med konen Trine Marie Hansen og deres datter Frida.

Det kan dog ske, at Vingegaard og resten af familien river teltpælene op rykker længere syd på. Det er nemlig en smule problematisk, at det danske terræn ikke tillader Vingegaard at træne i bjerge, og en flytning kan derfor blive nødvendigt.

Det fortæller Vingegaards kone, Trine Marie Hansen, til Ekstra Bladet.

– Det hele handler om, hvordan Frida har det. Hun er ved at være i den alder, hvor hun har brug for at have nogle legekammerater. Og det kan hun af gode grunde ikke have, når vi rejser rundt hele tiden. Vi kan ikke bo i Danmark, for der er ikke nogen bjerge. Så det er klart noget vi kigger på, siger hun.

Mandag morgen kunne Ekstra Bladet afsløre, at Vingegaard bestemt heller ikke er afvisende over for idéen om at flytte – og lige nu overvejer de tilsyneladende Schweiz.

– Har du planer om at flytte til Schweiz?

– Måske, siger Jonas Vingegaard ifølge mediet.

Lige nu skal den lille familie ikke tænke på så meget andet end at fejre Tour de France-sejren.

Når der ellers er blevet festet igennem i den franske hovedstad går turen først til Holland, hvor Vingegaards hold kommer fra, og derefter står den på rådhuspandekager og tivolibesøg, når Tour-vinderen og hans familie kommer hjem til Danmark.

Denne artikel blev første gang bragt af SE & HØR. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også