emma norsgaard bjerg
Samfund

Tårer, smil og stærke ben blandt de danske kvinder: “Hvis man aldrig rækker ud efter stjernerne, når man dem aldrig”

31. juli 2023
Af Silje Qvist
Foto: Imago/Ritzau Scanpix
Dette års Tour de France for kvinderne sluttede søndag. Selv om det blev en hollandsk sejr i sidste ende, tager de danske kvinder en masse med sig hjem.

Det blev ikke til en dansk podieplads, da dette års Tour de France Femmes fik sin afgørelse søndag. Men på trods af det har de danske kvinder altså gjort sig bemærket ved dette års tour.

Danske Cecilie Uttrup Ludwig på 27 år endte for andet år i træk i det samlede klassements top-10, denne gang som nummer syv. Samlet set kom hun cirka ni minutter efter den hollandske vinder Demi Vollering.

Og hun kan mærke, at der er sket en udvikling i kvindernes niveau i dette års løb.

– Tour de France er specielt, og jeg vil huske det som en hård udgave i år. Der var været masser af godt cykelløb og stærke kvinder, hvilket ikke er så overraskende. Hold op, hvor er det fedt, at niveauet stiger år efter år, siger Cecilie Uttrup Ludwig til DR.

24-årige Emma Norsgaard Bjerg endte med en placering som nummer 70, men hun overraskede alle, da hun vandt den sjette etape efter et imponerende udbrud, lige præcis som hun havde håbet på.

Der er ingen tvivl om, at det er noget af det største, der er sket for Emma Norsgaard Bjerg. Hun kalder det faktisk for sin “største sejr nogensinde”.

– Jeg håber bare, det er en snebold, der bliver ved med at rulle, men lige nu vil jeg gerne bare nyde det, og forhåbentligt får jeg lov til at prøve det igen, siger Emma Norsgaard Bjerg til DR.

I et interview med TV 2 siger en rørt Emma Norsgaard Bjerg også:

– Hvis man aldrig rækker ud efter stjernerne, når man dem aldrig, og i dag prøvede jeg virkelig.

Hun håber, hun kan blive et forbillede for andre unge, danske piger.

Vi håber på, at Emma fik hele champagneflasken for sig selv, som hun ønskede til sin egen fejring – efterfulgt af en rigtig god tur på stranden med sin mand.

Det var en intens afslutning, der kom på årets Tour for kvinderne. Sidste års Tour-vinder Annemiek van Vleuten måtte se sig slået af Demi Vollering, der sikrede sig sejren lørdag.

Succes avler som bekendt succes, så vi satser på en dansk sejr til Tour de France Femmes næste år.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også