Stine Jørgensen
Samfund

Stine Jørgensen mistede sit ufødte barn. Nu retter hun skarp kritik af tidligere klub

19. april 2023
Af Nanna Niemann
Foto: Bo Amstrup & Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Håndboldspilleren Stine Jørgensen oplevede først at miste sit ufødte barn og herefter at blive beskyldt for kontraktbrud og få dårligere løn, fordi hun fortsat havde planer om at blive mor. Nu håber hun på at kunne bidrage til en kulturændring ved at fortælle sin historie.

Stine Jørgensen og hendes mand, Jan Ø, ventede deres første barn. Men graviditeten endte i en spontan abort.

Ved nakkefoldsscanningen i uge 12 var der nemlig ingen hjertelyd.

– Der var desværre ikke hjertelyd, hvilket var et kæmpe chok for både Jan og jeg, fortæller Stine Jørgensen i podcasten ’Spiller til Spiller’, der er produceret af Håndbold Spiller Foreningen.

Beskyldt for kontraktbrud

Stine Jørgensen, der er professionel håndboldspiller og tidligere landsholdsanfører, var et stort navn i sin daværende klub Odense Håndbold.

Da hun blev gravid, havde hun informeret klubben om, at hun var gravid tidligt i forløbet. Før scanningen havde Stine og klubben aftalt, at der skulle udsendes en pressemeddelelse om graviditeten.

Det tog hårdt på Stine at miste sit ufødte barn, men da hun vendte tilbage på arbejdet ventede endnu en udfordring. For da scanningen viste, at der ikke var hjertelyd, gav hun klubben besked om, at der ikke skulle udsendes en pressemeddelelse.

Alligevel var det nået ud, og beskederne tikkede ind fra vidt fremmede personer, der ville vise deres medfølelse. Det gjorde bare forløbet endnu hårdere, beskriver hun i podcasten.

Da hun vendte tilbage på arbejde, mødte hun ikke meget forståelse. Kort efter blev Stine indkaldt til et møde i Odense Håndbold. Her var det hendes forventning, at hun ville få en undskyldning.

Ifølge Stine Jørgensen beskyldte den daværende klubledelse hende for kontraktbrud og ville vide, om hun havde planer om endnu en graviditet.

Dårligere løn

Den oplevelse satte sig dybt i hende, og hun var så nervøs for at hun ville blive beskyldt for kontraktbrud igen, at parret holdt fast i, at de ville fortælle potentielle arbejdsgivere om planerne, for de ønskede stadig brændende at blive forældre.

Så da Stine skulle forhandle ansættelseskontrakt med den tyske klub SG BBM Bietigheim, var hun åben om parrets planer.

Men da hun havde fortalt om parrets planer, gik kontraktforhandlingerne pludselig i stå. Og da klubben vendte tilbage med en kontrakt, var lønnen en ganske anden.

– Hvis vi ikke havde sagt det (fortalt om ønsket om at blive gravid, red.), havde beløbet været større. Måske ikke dobbelt så stort, men tæt på, siger hun i podcasten.

https://imgix.femina.dk/2023-04-18/20200102-214020-L-4306x2871ma%20%281%29.jpg
Foto: Ritzau Scanpix

Moderskab og sportskarriere

Stine Jørgensen er i dag tilbage i Danmark, hvor hun bor med familien i København. Hun trives både i moderskabet og i sin fortsatte karriere som håndboldspiller.

Hun håber på, at hun kan være med til at lave en kulturændring i håndbolden ved at fortælle sin historie.

– Det er ikke umuligt at have dine børn med, når du er professionel håndboldspiller eller landsholdsspiller. Det kan sagtens lade sig gøre, fastslår den tidligere landsholdsanfører, som oplever at være blevet en bedre håndboldspiller, efter hun er blevet mor, fortæller hun i podcasten Spiller til Spiller.

Hun understreger, at det er en rettighed at blive mor, og opfordrer andre, der står i samme situation, til at tænke på sig selv og holde fast i ønsket om at blive gravide.

Stine Jørgensen er ikke den eneste sportsudøver, der har oplevet at blive behandlet anderledes i forbindelse med en graviditet.

Der er mange forestillinger og fordomme om, at en sportskarriere stopper, når man bliver mor, og det syn på moderskab bliver en hæmsko for topatleter.

Svømmeren Jeanette Ottesen har tidligere fortalt om, hvordan hun blev kasseret af Dansk Svømmeunion, da hun blev gravid, og femina update har dækket, hvordan der mangler barselsordninger til danske atleter.

Vi har rakt ud til Odense Håndbold. Adminstrerende direktør, Lasse Honoré, oplyser, at der ikke er nogen tilbage fra den daværende ledelse. Af den grund ønsker han ikke at kommentere på den konkrete sag. Men han siger følgende:

"Når en kollega, uagtet om det er en spiller eller en i vores administration, bliver gravid, så anser vi det som en lykkelig omstændighed. Vi lytter til den pågældende medarbejders ønsker til udmelding samt ønsker til hvor hurtigt personen ønsker at komme retur efter fødslen."

Han understreger også, at klubben ikke spørger ind til graviditet, og at de ikke ville afvise en potentiel kandidat på baggrund af en graviditet.

Læs også