https://imgix.femina.dk/2022-09-29/camillar4.jpg
Brystkræft

Ny kræftmedicin kan forlænge Camillas liv. Men hun skal betale 60.000 kr per behandling

3. oktober 2022
Af Signe Thomsen
Foto: Privat
Camilla Rothmanns kræft i hjernen vokser, og hendes tid er knap. En ny type kræftmedicin begejstrer lægerne og har givet Camilla håbet tilbage. Medicinen er dog ikke godkendt i Danmark, så hun skal selv betale for behandlingen.

Camilla Rothmann er uhelbredelig syg med kræft.

Hun forsøger hver dag at holde modet oppe, men det er svært, når muligheden for at få livsforlængende medicin er lige foran næsen af hende, men hun ikke kan få lov til at gribe ud efter den.

– Jeg vil ikke bruge min sidste tid på at være sur. Jeg kan bare ikke fortrænge min frustration, når jeg ved, at der findes noget medicin, som, med stor chance, kan forlænge mit liv. Men et nævn kan sidde og bestemme, at jeg ikke må få det, fortæller Camilla, der lider af metastatisk brystkræft.

Den nye, livsforlængende medicin hedder Enhertu, og læger og forskere er begejstrede for den.

Medicinen viser gode resultater, den er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, og den bliver brugt i det offentlige behandlingssystem i både Sverige, USA og Storbritannien.

Men i Danmark anbefaler Medicinrådet, der er et uafhængigt råd bestående af læger, farmakologer og patienter, ikke behandlingen, da rådet mener, at der ikke er nok datagrundlag til at vurdere medicinen, og derudover er prisen for høj.

Går man til et privathospital, vil behandlingen med Enhertu koste omkring 60.-70-000 kroner per gang, og den kræver behandling hver tredje uge.

Medicinrådets begrundelse

Medicinrådet anbefaler ikke lægemidlet Enhertu til behandling af metastatisk brystkræft. Her er Medicinrådets begrundelse:

"Medicinrådet kan dog ikke på det foreliggende, spinkle datagrundlag vurdere, om - og i givet fald hvor meget – T-DXd (Enhertu red.) er bedre end den behandling patienterne får i dag. Samtidig er behandlingen dyrere end den nuværende standardbehandling.

Medicinrådet vurderer derfor, at omkostningerne til lægemidlet er for høje i forhold til den usikre merværdi for patienterne."

Kilde: Medicinrådet

Et lille håb tilbage

For to år siden blev 38-årige Camilla Rothmann erklæret uhelbredelig syg. Hendes brystkræft havde spredt sig til hjernen, og ifølge lægerne havde hun et til fem år tilbage.

For to år siden turde hun ikke håbe på at være her i dag, men den nye medicin har givet hende fornyet håb om at se sin femårige søn starte i skole.

– Sidste år ville jeg bare ønske, jeg var der til jul. Men jeg har fået troen tilbage, fordi Enhertu er kommet.

I marts begyndte Camillas metastaser i hjernen at vokse igen.

Derfor valgte hun i samarbejde med hendes læger at søge om tilladelse til at få Enhertu hos Task Force for Rationel medicinanvendelse, som kan give patienter tilladelse til at få nye eller eksperimentelle lægemidler.

Camilla
Foto: privat

En tilladelse til medicinen ville betyde, at Camilla potentielt set kunne tilbringe længere tid med sin familie.

Hun fik et afslag med begrundelsen, at kræften "kun" havde spredt sig til hjernen. I stedet fik hun et tilbud om en alternativ kemobehandling.

– Hvis en ung mor til en dreng på fem år ikke må få medicinen, hvem må så? spørger Camilla.

Et muligt paradigmeskifte

Frustrationen over ikke at kunne få den rette behandling er enorm hos Camilla, som forklarer, at hendes liv bliver mere og mere værd for hver dag, der går.

Hendes læger er også frustrerede.

– Mine læger er helt oppe at køre over Enhertu, og de vil så gerne have lov at give mig medicinen. De forstår heller ikke argumenterne, fortæller Camilla.

Danske forskere kalder Enhertu et muligt paradigmeskifte inden for behandling af metastatisk brystkræft, som er den diagnose Camilla har.

Ann Søegaard Knop, som er overlæge og lægelig leder af den onkologiske kliniske forskningsenhed på Rigshospitalet, mener bestemt, at man burde bruge lægemidlet i Danmark.

– Siden det blev introduceret i 2020 til brystkræft, er der publiceret flere studier, der er meget overbevisende. Det har vist sig at være en god behandling både i forhold til virkning – men også bivirkninger, siger hun til TV 2 Lorry.

Medicinrådet holder fast i anbefalingerne, medmindre virksomhederne bag Enhertu styrker dokumentationen for behandlingens effekt eller sænker prisen væsentligt, skriver TV 2 Lorry.

Camilla
Foto: Catja Jessen

Hvor meget er et liv værd?

Camilla Rothmann anerkender, at behandlingen med det nye lægemiddel er dyr, men hun har svært ved at forstå Medicinrådets argumenter.

Først og fremmest når hun tænker på, at det kan forlænge folks liv.

Derudover er den behandling, Camilla allerede modtager, langt fra gratis.

– Det handler sikkert om prioriteter, men så synes jeg bare, vi prioriterer forkert, siger hun.

Camilla håber, at Medicinrådet endnu engang vil overveje lægemidlet. For hvis ikke Enhertu bliver godkendt, kommer hun selv til at betale for behandlingen.

I sidste uge startede Camillas veninde, Anne Bertram, en indsamling til hende, som allerede har nået 250.000 kroner.

– Det gør mig så glad og overvældet, fortæller hun.

Læs også