baby
Samfund

Mand prøvede at sagsøge hospital efter at have set sin kone få kejsersnit

15. september 2023
af Sebastian Myrup Hansen, Katrine Rosenbæk
Foto: Unsplash
Ja, du læste rigtigt. Ifølge manden blev han psykisk syg af at overvære fødslen, og det førte til, at parret blev skilt.

Når en kvinde får kejsersnit, skæres der gennem syv lag: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder, fosterhinde

Bagefter kan hun have svært ved at bære sit lille nye barn, fordi hun har så ondt. Det er et stort ar, der skal hele. Og så er der hele genoptræningen - som foregår samtidig med, at det her lille nye menneske skal passes på og elskes.

Men en australsk far har nu meldt sig på banen for at vise os alle, at det åbenbart også kan være helt utroligt hårdt for en kommende far at... se sin kone føde ved kejsersnit.

Tilsyneladende var det så grufuld en oplevelse for denne australske mand, at han bagefter prøvede at hive Royal Women's Hospital i Melbourne i retten, fordi fødslen af deres barn åbenbart var så ubehagelig for den vordende far, at det ifølge ham selv førte til, at parret måtte skilles.

Det skriver Daily Mail.

Det var ikke småpenge, faderen krævede i erstatning for at have overværet sin kone føde ved kejsersnit i 2018. Knap syv milliarder kroner sagsøgte han hospitalet for.

Manden har fortalt, at han blev psykisk syg efter at have overværet fødslen, hvilket altså senere førte til en skilsmisse.

"Ifølge manden blev han opfordret eller fik lov til at observere fødslen, så han i løbet af dette så sin kones indre organer og blod. Han siger, at hospitalet har overtrådt en omsorgspligt og derfor er forpligtet til at betale erstatning", står der i retspapirerne.

Det australske hospital var enig i, at de har et ansvar for at yde omsorg, men benægter, at de er løbet fra deres ansvar.

Sagen fik aldrig nogen rettergang, da dommeren afviste sagen i tirsdags.

Ifølge loven er det ikke muligt at få erstatning for et ikkeøkonomisk tab, medmindre deres skade er en "betydelig skade".

Den australske far gik så langt til at blive medicinsk undersøgt, og her lød dommen, at "graden af psykiatrisk svækkelse som følge af skaden på sagsøgeren, som påstås i kravet, opfylder ikke smertegrænsen".

Selv om manden ikke var enig i afgørelsen, valgte han ikke at gå videre med sagen.

Måske skal han bare være glad for, at han aldrig selv skal føde et barn.

Og så sender vi en kærlig tanke til den kvinde, der rent faktisk fødte ved det her kejsersnit og håber, hun nu har fundet en mand, der ikke opfører sig som et barn.


Artiklen blev ført bragt hos Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også