nabo
Samfund

Louise gruer for, hvad hendes nabo går igennem: ”Han nedbryder hende i timevis, det lyder næsten som tortur”

4. maj 2023
Af Signe Larsen
Foto: Unsplash
Louise har i årevis hørt med, når naboen råber voldsomt af sin kæreste. Hun ved, han udsætter hende for vold, men hun ved ikke, hvordan hun skal hjælpe én, der ikke er klar til at få hjælp.

I et gammelt byggeri deler Louise væg med et par, der inde på den anden side i naboboligen i næsten 10 år har råbt så højt, at Louise og hendes familie ofte hører hvert eneste ord.

Før havde børnene værelse op ad væggen mod naboerne, men Louise og hendes mand kunne ikke overskue, at børnene skulle høre det, der foregik, så de har byttet.

De seneste par år er det eskaleret så voldsomt, at det er svært for dem at finde helle noget sted i deres hjem, mens det står på.

Ifølge Louise er de vidner til voldsom psykisk vold fra manden rettet mod hans kæreste. Han råber af hende – sommetider i flere timer ad gangen, flere gange om ugen. Det sker både om natten og i dagtimerne.

– Han nedbryder hende i timevis, det lyder nærmest som tortur. Han taler grimt til hende og om hende. Han taler ned til hende.

Det er mest ham, de hører. Kvinden siger meget lidt eller græder.

– Vi har på en eller anden måde udviklet et stressmoment over det. Nogle gange, hvis man ikke altid kan høre, hvad der bliver sagt, så kan vi stadig fornemme stemningen. Og lige pludselig kan det skifte, og så kan man høre, at hans stemme bliver kraftigere og højere. Og så bliver det til sidst så højt, hvor han råber, fortæller Louise.

Louise går i alarmberedskab, så snart hun hører dem komme ind ad døren. Hun bliver bekymret med det samme. Bekymret for, hvad der skal ske med kvinden lidt efter.

Selv om hun forsøger at skærme sig selv ved at sætte musik på, når det starter, så er det nærmest ulideligt at leve med tanken om, hvad der foregår inde på den anden side af væggen.

– Det er begyndt at blive så markant voldsommere i tonen og i ordvalg, så man ikke er i tvivl om, at det er psykisk vold. Det er ikke bare et par, som er oppe at skændes. Det er så tydeligt psykisk tortur overfor et andet menneske, forklarer hun.

Problemet er, at kvinden ikke ønsker Louises hjælp – så volden får lov til at fortsætte.

Ser du de røde flag?

Partnervold rammer i alle samfundsklasser og kulturer. Volden er forbundet med stort tabu, og voldsudsatte kvinder lever oftest i stor ensomhed og isolation.

Det kan være din gymnasieveninde, din kollega eller din nabo, der er udsat for partnervold og har brug hjælp.

Hvis du er pårørende til en person, som er udsat for vold, så tal om din bekymring. Vold er et tabu. Både for pårørende og for den, som er udsat. Derfor er det vigtigt, at du bryder tavsheden.

Har du brug for hjælp og råd, så ring til Danners døgnåbne telefon 33 33 00 47 eller skriv til dem på danner.dk/chat

Kilde: Danner

Når Louise og hendes mand stopper op og tænker over, hvad det er, de lever med og har været vidne til i årevis, bliver de stadig forbløffede.

For selv om det ikke er dem, der bliver udsat for vold, påvirker det dem meget. De er taget som gidsler i naboens voldelige parforhold.

Flere gange har Louise og hendes mand forsøgt at tage kontakt til kvinden og tilbyde hende hjælp, men hver gang er de blevet afvist. Hun mener ikke selv, at der er noget galt. Hun synes ikke selv, hun lever med vold.

Men Louise er bekymret. Så bekymret, at hun også har talt med andre naboer om det og har været i kontakt med Danner for at få hjælp.

Alt, de har prøvet, har indtil videre været nytteløst, for kvinden ønsker tilsyneladende ikke selv at få hjælp – eller er ikke klar til at erkende, at det er vold, hun lever i.

Og hvad gør man så, når man er vidne til vold og konstant frygter det værste for en person, man deler væg med?

– Der har faktisk været en relativ lang pause nu her, hvor jeg blev bekymret, fordi der var så stille. Jeg snakkede med Danner, fordi jeg tænkte: "Hvad skal man gøre, når der er så stille lige pludselig?"

– Jeg bliver utryg, ked af det og får altid hjertebanken, når det starter. Jeg får behov for at hjælpe hende. Det er lidt svært at forklare præcis, hvad det er for nogle følelser, fordi det er jo en blanding af ked-af-det-hed på hendes vegne. Vrede over, at han er så modbydelig. Og så er det også måske en lille smule skyldfølelse. For jeg føler ikke, at jeg hjælper hende.

– Og her står jeg. Jeg har et dejligt liv og mennesker, der passer på mig og holder af mig. Og så lever den søde kvinde inde ved siden af sådan et liv. Det er uretfærdigt, siger Louise.

Tegn på vold hos naboen

  • Voldsomme skænderier eller råben.
  • Ting væltes eller smadres.
  • Smækken med døre.
  • Ting eller personer kastes/skubbes ud i opgangen eller på gaden.
  • Gråd eller skrig.
  • Pludselig stilhed i et skænderi kan være et tegn på, at situationen er eskaleret.
  • Svært at komme i kontakt med den voldsudsatte, som ofte trækker sig eller sjældent viser sig.

Hvis du er i tvivl som nabo, pårørende eller måske voldsudsat, så ring til Danners døgnåbne telefonrådgivning 33 33 00 47.

Kilde: Danner

Det har stået på i næsten 10 år, men i varierende grad. I nogle perioder er der ro på længe, og de hører dem for eksempel grine sammen. Det virker udadtil som et helt almindeligt parforhold. Og så er der andre perioder, som for omkring to år siden, hvor det virkelig var voldsomt.

Han råbte i mange timer flere gange om ugen, fortæller Louise.

– Det var så voldsomt, at vi faktisk blev bekymrede for, om han ville gå videre med det. Vi var faktisk bange for hendes liv.

Men det er svært at hjælpe en kvinde, der ikke ønsker at blive hjulpet. Naboerne har tidligere bedt Louise og hendes mand om at blande sig udenom.

Samtidig er Louise er også bange for, at det kan få konsekvenser for kvinden, hvis de går for hårdt til værks. Hvis hele opgangen for eksempel tropper op foran deres dør og banker på. Hvad sker der så bagefter?

– Det kan jo gå fra psykisk vold til fysisk vold ret hurtigt. Det ønsker vi heller ikke, og det har vi været lidt bange for.

Selv om Louise har kontaktet både kvinden selv og søgt råd hos Danner, så føler hun stadig ikke, at hun gør nok. Hun føler, hun svigter hende.

– Hvad tænker min nabo, hvordan har hun det, sover hun trygt om natten? Hvor kontrolleret lever hun? Hvor bange er hun, eller hvor nedbrudt er hun?

Det er de spørgsmål, der kører rundt i Louises hoved, og som hun ikke kan slippe af med, før hun ved, at hendes nabo er sluppet af med sin voldelige mand.

Sammen med sin familie er Louise ufrivilligt blevet inviteret indenfor i deres private verden. En verden, som de på ingen måde har lyst til at være en del af.

– Der er ikke nogen mennesker, der er tjent med at leve sådan, som de lever. Det er ikke os, der bliver udsat for volden direkte, men vi lever med den, og det er voldsomt og hårdt.

– Det er ekstremt dilemmafyldt. Samtidig med, at vi jo ønsker at hjælpe hende, så ønsker vi også at passe på os selv. Vi ønsker også, at det bare forsvinder. Man har også bare lyst til at lukke øjnene for det. Men det kan vi ikke.

Hvad kan du gøre som nabo?

1. Er situationen akut, skal du ringe 112.

2. Afbryd situationen f.eks. ved at ringe på dørtelefonen eller banke på og låne en kop sukker. Er du utryg, så husk din egen sikkerhed først.

3. Tal med den voldsudsatte, hvis situationen ikke er akut.

4. Hvis der er børn involveret, skal du underrette kommunen. Du kan ringe anonymt.

5. Tilbyd hjælp med:

  • En at ringe til eller banke på hos.
  • Tage med på krisecenter eller politistation.
  • Passe børn og kæledyr.

Du kan også printe denne seddel ud og hænge op i opgangen eller lignende.

Kilde: Danner

Et par uger efter, at femina update først snakkede med Louise, fortæller hun, at der ikke er sket noget siden. Der har som udgangspunkt været stille på den anden side af væggen.

– Der har været højlydt snak, som er gået i sig selv igen, men ingen af de voldsomme episoder. Folk har set både ham og hende, så vi ved, at de er her.

For nu er der altså ro på, men de kan ikke være sikre på, at det betyder, at det er slut. Derfor har Louise også en plan for, hvad der skal ske, hvis det begynder på ny.

– Vi har fået tilbudt en gruppesamtale hos Danner med andre naboer, så vi kan få hjælp, vejledning og støtte, og det har vi tænkt os at tage imod, hvis episoderne starter op igen.

Men lige nu prøver de at hvile i roen og nyde stilheden, mens de samtidig holder øjne og ører åbne.

– Vi har kunnet slappe mere af. Min mand og jeg snakkede om så sent som i morges, hvor stor en befrielse det er med nogle rolige nætter.

Louise er ikke kildens rigtige navn. Det er anonymiseret af hensyn til hendes og naboens sikkerhed. Redaktionen er bekendt med hendes fulde identitet.

Danner bekræfter over for femina update, at de løbende har været i kontakt med Louise.

Læs også