Jeg slår dagligt mig selv i hovedet over mine klimabelastende valg – måske er det på tide at slå nogen andre?

Silvie Ulrikke Østebø er presseansvarlig i miljøorganisationen Plastic Change. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

“Jeg har lidt dårlig samvittighed over det”, sagde min veninde.

Vi sad med hver vores øl på Blågårdsgade i København på endnu en regnvejrsdag i juli og talte om hendes kommende tur til Grækenland med sin familie.

“Jeg har jo allerede fløjet i år … Det er ikke så godt,” fortsatte hun.

Jeg var enig. Europa koger, og du flyver uforstyrret videre? Det er ikke særlig klimavenligt!

Men inden det fløj ud af munden på mig, stoppede jeg mig selv. For jeg kender faktisk præcis den skam, hun følte.

Det er en skam, jeg bliver grebet af nærmest hver dag. En skam, som kommer, fordi jeg gerne vil leve mere bæredygtigt og tage de rigtige valg, men gang på gang træder ved siden af.

Som når jeg køber en plastikflaske med vand på farten, fordi jeg glemte min genbrugelige vanddunk. Når jeg har panikshoppet en ny kjole i H&M inden en fest, eller når jeg – ligesom min veninde – er fløjet på ferie.

Jeg slår mig selv i hovedet:

“Du er så dum! Hvorfor huskede du ikke din genbrugsflaske?”

“Du er så overfladisk! Hvorfor brugte du ikke det tøj, du har?”

“Du er så forkælet! Hvorfor tog du ikke toget, eller blev i Danmark i din ferie?”

Da jeg tidligere i år fik job i miljøorganisationen Plastic Change, blev skammen kun værre. Nu var der endnu en ting at skamme sig over.

Mængderne af plastikaffald, jeg generede, blev en daglig lussing til samvittigheden. Jeg så overforbruget overalt. Selv mine parfumefri opvasketabs føltes syndige efter en samtale i frokostpausen (det folie, der sidder omkring mange opvasketabs, er lavet af plastik, der opløses i vand og kan ende i miljøet. Det vidste jeg ikke. Nu ved du det også. Selv tak).

Men cirka en måned inde i min nye ansættelse begyndte jeg at se anderledes på skammen.

Efter at være mødt ind på kontoret med en konstant følelse af utilstrækkelighed begyndte jeg at forstå, hvorfor følelsen ikke er særlig konstruktiv.

Når mine kollegaer og jeg arbejder for at nedbringe plastikforurening og reducere klimapåvirkningen, så peger vi ikke fingre ad den enkelte. Vi slår ikke nogen i hovedet over, at de for eksempel har købt en skuresvamp med mikroplast. For oftest er den svamp den eneste på hylderne i supermarkedet.

I stedet retter vi kritikken mod dem, der helt kan forbyde svampen og skabe mere bæredygtige rammer for os alle.

Det fik mig til at tænke: Måske er det på tide, at jeg gør det samme i mit eget liv?

De spørgsmål, jeg kunne stille mig selv, når skammen rammer, er:

“Hvorfor er der ikke vandposter med postevand i det offentlige rum, så vi kan spare store mængder engangsplastik fra flasker?”

“Hvorfor er det overhovedet tilladt at producere så meget tøj i så dårlig kvalitet, at vi bliver fastholdt i forbrugskulturen?”

“Og hvorfor investeres der ikke massivt i jernbanenettet både i ind- og udland, så det bliver billigere og lettere at tage toget frem for at flyve?”

Det nytter ikke noget, at vi kun vender skammen indad, når verden omkring os modarbejder de bæredygtige valg.

Derfor vil jeg hellere give vores regering en opsang: Jeg håber, at I skammer jer over, at I ikke lytter til en betydelig del af jeres vælgere.

Ved valget i både 2019 og 2022 var klima og miljø blandt de emner, som danskerne prioriterede absolut højest, da de satte deres kryds. Især blandt de unge vælgere. Det må da være et klokkeklart bevis på, at mange af os er klar til forandring. Også forandringer, som kræver, at vi ændrer livsstil.

Gå forrest, og sæt ambitiøse mål, lyder min opfordring!

Den brandtale gav jeg selvfølgelig ikke til min veninde over øllen i Blågårdsgade. Jeg sagde noget i stil med:

“Jeg synes, det lyder som en dejlig tur … og jeg forstår også godt, at du har dårlig samvittighed.”

I stedet for at slå hende i hovedet med flyveturen, fik vi en god snak om, at det er svært at undgå fly, når man elsker at rejse, og hvordan vi fremover vil finde mere klimavenlige rejseformer. Og at vi er færdige med at udskamme hinanden.

Hun lever hovedsageligt vegetarisk og økologisk, har ikke bil, men cykler overalt, undgår fast fashion, genbruger, sparer på strømmen og sorterer sit affald. Jeg arbejder for en systemisk grøn omstilling.

Hvis vi synes, at det er svært at tage bæredygtige valg, hvor svært er det så ikke for dem, der er ligeglade med klimaet? Eller dem, der ikke har pengene, tiden eller muligheden for at vælge?

Ja, vi kan sagtens gøre en forskel i vores eget liv, men nej, det kan ikke være rigtigt, at vi skal bære skammen over et problem, som skal løses kollektivt. Nu må demokratiet tage over, og politikerne tage deres del af ansvaret.

Jeg gentager min opfordring: Gå forrest og sæt ambitiøse mål! Så kan vi drive den grønne omstilling med stolthed frem for skam.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: