italiens brødre
Samfund

Italiensk senator kritiseres for udmelding: Kvinder skal føde børn

29. december 2023
Af Silje Qvist
Foto: Ropi/Zuma/Ritzau Scanpix
At få børn bør være en kvindes mål i livet, mener en italiensk senator. Højrefløjspartiet “Italiens Brødre” ønsker at gøre op med den faldende fødselsrate i landet. Men nu møder de kritik for senatorens udtalelser.

For unge, italienske kvinder skal det være deres vigtigste ambition i livet at få børn.

Det udtalte Lavinia Mennuni, medlem af Italiens senat, torsdag. Hun er en del af det højreorienterede parti “Italiens Brødre”, som landets premierminister, Giorgia Meloni, leder.

En af partiets mærkesager er at få vendt Italiens faldende fødselsrate. Det skriver Reuters.

– Min mor plejede altid at sige til mig: Husk, at du har muligheden for at gøre, hvad du vil. Men du må aldrig glemme, at din vigtigste ambition må være selv at blive mor, sagde Lavinia i et talkshow på tv-kanalen La7.

– Det er et behov, lad os sige en mission. For jeg synes, det er en smuk ting for kvinder at bringe børn i verden, som vil være fremtidens borgere, fremtidens italienere.

Budskabet fra senatoren var også, at det var op til italienske og vatikanske institutioner at gøre moderskabet “cool” igen – og dermed opmuntre unge par til at gifte sig og stifte familie tidligere i livet. Selv har den 47-årige senator tre børn.

Men senatorens udtalelser er langt fra gået under radaren.

Hendes udtalelser har blandt andet mødt kritik fra en anden italiensk senator, Raffaelle Paita, som er en del af det midtersøgende parti “Italia Viva”. Hun mener, at den slags kommentarer viser “en pinlig tilbageståenhed”.

Torinos borgmester, Chiara Appendino, fra partiet “Femstjernebevægelsen”, der ligger mod venstre, har ligeledes skrevet på det sociale medie X, at “Italiens Brødre” lider af “middelaldernostalgi”.

Det var tilbage i oktober sidste år, at Giorgia Meloni fra “Italiens Brødre” overtog premierministerposten.

Giorgia Meloni svor dengang at forsvare traditionelle kristne værdier, og at hendes regering ville beskytte “traditionelle familieværdier”, hvilket blandt andet betød at begrænse forældrerettigheder for homoseksuelle par.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også