Johanne Bille er forfatter og kulturedaktør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
Kære Wilhelm Ditlev Christian Thomsen, Asger Seeberg Wulf og Jonas Lauge Andersen.
I et debatindlæg i Information kalder i mig og en række andre menneskers valg for “stille landsforræderi”. Jeg havde egentlig tænkt mig at forholde mig tavst til den kritik, I retter i jeres debatindlæg bragt i Information om frivillig barnløshed.
Pyt, tænkte jeg, hvorfor bruge krudt på tre mænd, der så tydeligt har begrænset indsigt i det, de taler om, når det fx kommer til samfundets manglende indretning til børnefamilier, den enorme ulighed mellem kønnene, når det kommer til konsekvenserne af at sætte børn i verden – og hvordan mænd historisk set igen og igen har gjort sig til herrer over kvinders frie valg?
Men nu kan jeg alligevel ikke dy mig, efter jeg i morges hørte et interview med jer i P1 Morgen, der faldt fra hinanden.
Der er nemlig åbenbart flere af de ting, I har skrevet i Information, som I ikke mener alligevel, kunne jeg forstå.
I mener ikke, kritikken kun gælder kvinder, selvom jeres debatindlæg for mig at se kan læses sådan.
I mener desuden, at det var lige lovlig skarpt at sige, at et fravalg af børn svarer til at kaste jord på en kiste med dannebrog på. I tager også – endda grinende - afstand fra jeres brug af ordet landsforræderi.
I forklarer jeres lemfældige omgang med sproget ved, at I brugte “retoriske virkemidler” - men nu vil jeg, en frivillig barnløs kvinde, som derudover qua sin 10 år lange karriere som journalist og forfatter bilder sig ind at vide en ting eller to om sprog og dets effekt gerne understrege: man bruger ikke retoriske virkemidler for sjov.
Man kalder ikke nogen landsforræder (og det er vel det, I kalder mig, når I kalder mit valg for landsforræderi?) for effektens skyld, for at understrege en pointe, for at få mange kliks, eller hvad der nu engang var grunden til, at I brugte det ord.
Ord har betydning, ord skaber verdener, og når I retter en så massiv kritik med alvorlige, historiske konnotationer mod en række veloplyste mænd og kvinder, havde jeg i det mindste håbet, I faktisk ville stå ved den.
Det føles ganske enkelt besynderligt og useriøst først at blive kaldt et så nedladende ord og få betvivlet sine værdier og samfundssind, for så at skulle finde ud af i det mest padlende interview i P1 Morgen, jeg nogensinde har hørt, at det mente I ikke rigtig alligevel.
Som I dog selv understreger i P1 Morgen: Vi må stadig gerne have en stemme.
Det må I selvfølgelig, I tre unge mænd der aldrig skal bære et barn i jeres krop og derudover statistisk set vil nyde godt af samfundet og individernes favorisering af mænd, når det kommer til arbejde i hjemmet, pension, karrieremuligheder, forsikring - jeg kunne blive ved.
I har ret til at bruge jeres ytringsfrihed i det Danmark, I (og jeg for den sags skyld) elsker så højt.
Men med den ret følger også et ansvar. Der følger et ansvar for at tænke sig rigtig godt om, inden man i en avis sætter sig for at dømme en sag, nej tusindvis af private sager, med så afsindige ord, som I gør.
Så inden I begynder at pege fingre af os frivilligt barnløse som undergravende det danske samfund, skulle I måske kigge lidt på jeres egen lemfældige omgang med sproget og brug af “retoriske virkemidler”, I, når det kommer til stykket, alligevel ikke står ved. Jeg gætter på, at I vil være enige med mig i, at det danske sprog skal vi værne om.
