Hun sad på en mursten med et tomt blik og ville ikke snakke med dem. Så stillede de hendes mor et spørgsmål

Videoen viser et telt på en øde mark. Foran teltåbningen ligger et tæppe, og på det er to spædbørn. Ved siden af tæppet står to andre børn, der er et sted mellem to og fire år. En af dem er en dreng. Han hedder Keys.

Selv om videoen er med lyd, så er der ingen. Der er helt stille. De helt små ligger og trækker vejret meget hurtigt, mens de to andre står og stirrer tomt ud i luften.

– De er fuldstændig alene. De er overladt til dem selv, fordi deres forældre arbejder i markerne hele dagen. Det er vores elever. Det er sådan, de er vokset op, siger Maren Elise Skjerlie, der er uddannet lærer og grundlægger af foreningen ’5 Skoler’.

Det er hende og partneren Zarah Kirketerp-Møller, der har filmet børnene, da de besøgte en uregistreret flygtningelejr tæt på den syriske grænse i 2019. Af sikkerhedsmæssige årsager skriver vi ikke lejrens præcise placering.

Siden 2011 har krigen i Syrien tvunget over 13 millioner syrere på flugt fra deres hjem, og lejren i videoen er en af de utallige, der er blevet til i kølvandet af den højspændte situation i landet.

Videoen er også et eksempel på, hvad der sker med børn, når de er overladt til dem selv, fortæller Zarah.

– De burer sig inde. De bliver apatiske. De bliver ligesom tomme skaller, og de laver ikke noget, de sidder bare. Mange børn samlet plejer at give høje lyde, skrig, råben eller gråd, men den lyd er der ikke her, siger hun.

Det var lyden af ingenting, der slog hende tydeligst, første gang hun satte sine ben i en lejr. Der var masser af børn, men der var intet andet, siger hun.

Ingen forældre, intet vand, ingen elektricitet og ingen infrastruktur. Ingen gule og røde veste – ingen til at holde øje med nogen eller noget.

Lyden af ingenting stod i kontrast til lyden fra en anden lejr, Maren og hende besøgte senere samme dag.

– Der var den der summen af børnelatter, gråd og larm, som man kender den hjemmefra, siger Zarah.

Det eneste, der adskilte de to lejre fra hinanden, var et lille telt med et 5-tal over døren. Teltet er en ud af 16 skoler, som Maren og Zarah har opført, siden foreningen ’5 Skoler’ blev til i 2019.

Dette er historien om, hvordan det lille telt og 5-tallet skaber et glimt af håb i en verden, hvor børn ikke har andet end dem selv. Det er også historien om Keys, Ragda og Vefa.

Ragda

En fredag i januar 2022 i en by cirka to timers kørsel fra den syriske grænse møder Maren og Zarah en pige. Hun har en lilla kjole på, brunt uglet hår og et tomt blik i øjnene.

– Hun sidder for sig selv på en mursten, og hun er meget stille og vil først ikke rigtig svare os, siger Zarah.

Pigen på stenen hedder Ragda, og hun er seks år, da Maren og Zarah møder hende første gang.

Efter lidt tid på stenen viser Ragda sit hjem frem. Ét rum med kold beton på vægge og gulv.

– Der er vådt på gulvet. Der er mus og kakkerlakker overalt, og der er kun et tæppe, hvor de sover. Der er et hul i jorden, hvor du kan gøre, hvad du skal. Der er intet andet, fortæller Zarah.

Maren og Zarah møder også Ragdas mor. De spørger hende, om de må tage Ragda i skole. Det må de gerne.

Om aftenen køber de tøj og lusekur. De bader hende, og om mandagen henter de hende og holder hende i hånden på hendes første skoledag.

På sin telefon har Maren et billede fra den dag, de finder Ragda på murstenen. Hun har også et fra Ragdas første skoledag.

– Der er en weekend til forskel, seriøst. Det er ikke til at forstå, siger Maren.

På billedet fra hendes første skoledag har Ragda fået lys i øjnene og bevægelse i ansigtet.

– Hun er et billede på, at der ikke skal særligt meget til for at tænde et lys i de her børn. Der skal det til, at der er nogen, der stopper og gider bruge tid på dem, siger Zarah.

Det er lige præcis den tid, som ’5 Skoler’ bruger på børnene, og det var lige præcis dér i grænselandet til Syrien, at idéen til foreningen begyndte at spire hos Maren.

Hun var taget dertil i 2017 for at lave undervisningsmateriale til danske skoler om børn på flugt. Da hun besøgte lejrene, spurgte hun børnene: Hvad drømmer I om?

De drømte om at komme i skole.

I dag, seks år efter, huser foreningen omkring 1200 elever fordelt på 16 forskellige skoler i grænselandet til Syrien.

Når teltskolerne skal bygges, skal forældrene i lejrene være med på idéen. Det er også ofte blandt dem eller folk i lokalsamfundet, at foreningen finder teltskolens lærere.

Fælles for lærerne er, at de er uddannet i lærerfaget, og vigtigst af alt så er de valgt på baggrund af, at de kan drage omsorg for børnene og deres situation, siger Maren.

I dag er Ragda otte år, og hun går på en skole i byen tæt på sit hus. Hun kan læse og regne, og så drømmer hun om at blive lærer. Til sommer skal hun igennem en årsprøve, og så stiger hun til niveau tre.

– Jeg havde aldrig troet, at vi kom dertil, hvor vi kunne give vores elever et bevis på deres skolegang. Pludselig har børnene drømme. Pludselig har de lys i øjnene, siger Maren.

Historien om Ragda er grunden til, at Maren og Zarah har startet og fortsat driver foreningen.

Når børnene begynder i skole, drømmer de typisk om at samle skrald, plukke tomater eller tigge på gaden. Nu drømmer de om at være lærer, læge eller ambulanceredder, fortæller Zarah.

Vefa

Det er ikke kun historier som Ragdas, Maren og Zarah kan kigge tilbage på.

I begyndelsen af 2022 møder de pigen Vefa, som lever af at plukke tomater på en steppe.

– Det er et forfærdeligt sted. Det er oppe i bjergene, og der er så koldt og råt om vinteren med dyr overalt, og om sommeren er der så varmt, at man næsten ikke kan trække vejret, siger Maren.

Vefa er seks år, da Zarah og Maren møder hende første gang.

Det lykkedes dem at få Vefa i skole for en stund, men nu er hun forsvundet, og Maren og Zarah har ingen idé om, hvor hun er.

– De her familier lever meget omskiftelige liv, fordi forældrene hele tiden må flytte fra sted til sted for at få arbejde. Vi har ikke de store muligheder for at finde dem igen, hvis de en dag ikke dukker op, siger Maren.

Når børnene begynder i en af skolerne, hjælper foreningen dem med at blive registreret hos den nærmeste kommune. Det giver eksempelvis børnene ret til at komme til lægen, siger Maren.

Men Maren er også sikker på, at det giver dem noget andet.

– De får måske for første gang en følelse af at høre til i verden, siger hun.

Men Maren er også godt klar over, at de ikke kan tvinge nogen i skole, og det er historier som Vefas, der sætter sig som en mørk plet i hendes og Zarahs bevidsthed.

– Det er det værste. Når vi skal indse, at vi ikke kan hjælpe alle, siger hun.

Keys

Under interviewet modtager Maren og Zarah billeder på WhatsApp. Det er billeder, som lærerne fra skolerne sender af børnene.

Maren og Zarah besøger selv skolerne cirka hver sjette uge, og derimellem er WhatsApp en god måde at følge med på distancen, fortæller de.

– Vi har WhatsApp-grupper med alle vores skoler og vores teams. Så hver dag tjekker de ind og sender billeder fra undervisningen, og hvad de ellers har lavet den dag, siger Zarah.

Da Maren og Zarah tilbage i 2019 besøgte lejren med de fire børn på tæppet, blev de siddende sammen med dem. De talte med en voksen, der var i lejren og prøvede at finde ud af, om der var nogle, der tog sig af børnene.

– Jeg husker ikke så meget. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har reageret så voldsomt. Jeg græd og græd, siger Maren.

Maren og Zarah tog i det lokale supermarked for at købe bleer, mælk, hygiejneartikler og tøj til babyerne.

Dagen efter kørte de til lejren igen for at tjekke op på børnene. Efter lidt tid dukkede børnenes mormor op. Maren og Zarah forklarede hende, at børnene havde været alene længe, og at det var forbundet med stor risiko.

– Mormoren sagde, at forældrene var på arbejde, og at hun selv skulle lave mad for en anden familie i lejren, siger Maren.

Da Maren og Zarah forlod lejren, var det med en bevidsthed om, at de måske aldrig ville se børnene igen.

Men så en dag for fire uger siden, tikker der et billede ind fra WhatsApp.

– Lige pludselig sidder Zarah og zoomer ind på et billede, og så siger hun: Ham her. Har vi ikke set ham før?, siger Maren.

Det var Keys, drengen fra videoen, som er blevet fire år ældre, og så er han startet i en af foreningens skoler.

Zarah og Maren kalder børnene for ’de glemte børn’, fordi de ikke synes, vi snakker nok om dem og deres situation herhjemme og i Europa.

– De er ligesom små mirakler og dråber af guld, der får lov til at komme i skole og få et andet liv, der minder om en barndom. Som Zarah siger, så kan det godt være, at det ikke er alle, der kommer videre og får en uddannelse, siger Maren.

Men de får noget andet, siger hun.

De bliver mennesker.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: