kontor
Samfund

Her bør abejdspladser indrettes efter kvinders overgangsalder

26. februar 2024
Af Siri Franceschi
Arkivfoto: Unsplash
Kvinder i overgangsalderen skal have ret til særbehandling, da deres symptomer i visse tilfælde kan sidestilles med et handicap. Det fastslår et britisk regeringsudvalg.

To tredjedele af alle kvinder oplever, at bivirkninger i forbindelse med overgangsalderen påvirker deres arbejdsevne negativt.

Det fastslår et britisk studie, der også beskriver, hvordan halvdelen af de adspurgte kvinder har haft dage, hvor de ikke har kunnet tage på arbejde.

Og det bør man tage højde for, mener et britisk regeringsudvalg, der har offentliggjort en række retningslinjer, hvori de beskriver, at kvinder i overgangsalderen har ret til særbehandling på deres arbejdspladser. Ellers kan de sagsøge deres chef.

Det skriver Jyllands-Posten.

I henhold til loven er det nemlig ulovligt at diskriminere på baggrund af handicap, og det kan kvindernes symptomer godt betragtes som, hvis de er langvarige og går væsentligt udover kvindens evne til at udføre almindelige aktiviteter.

Arbejdsgiveren er dermed juridisk forpligtet til at tilpasse arbejdet, hvilket kan betyde, at kvinder i overgangsalderen skal have ret til at arbejde hjemmefra eller møde senere ind, hvis de har sovet dårligt.

Derudover skal arbejdspladsen også sørge for at sikre et godt fysisk arbejdsmiljø, hvor der blandt andet er tænkt over rumtemperatur og ventilation, ligesom udvalget foreslår at skabe hvileområder, hvor kvinder i overgangsalderen kan tage en pause i løbet af dagen.

Ifølge udvalget forlader op mod en tiendedel af de adspurgte kvinder deres arbejdsplads på grund af symptomer forbundet til overgangsalderen, hvorfor de mener, det er vigtigt at tilpasse arbejdspladsen efter deres behov.

Men det mener Mariella Frostrup, der arbejder for foreningen Menopause Mandate, er misforstået.

Til The Times siger hun, at overgangsalderen skal betragtes som en “helt naturlig livsfase” og ikke et handicap, selv om hun også mener, at moderne arbejdspladser skal tage højde for faser som denne.

Læs også