helle
Samfund

Helle Thorning-Schmidt blev bedt om et godt råd. I stedet kræver hun nu en undskyldning

25. oktober 2023
Af Nikolaj Kesting
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Den tidligere statsminister mener, at Troels Lund Poulsen skal beklage sin opførsel i det, der blev kendt som Helle Thornings Schmidts skattesag.

Opdateret den 26. oktober 2023 kl. 08.07

Det er mere end et årti siden, den dengang 43-årige Helle Thorning-Schmidt kunne læse i B.T., at hendes mand ikke betalte skat i Danmark, men i stedet i Schweiz, hvilket kunne være imod reglerne.

Sagen blev kendt som ”Helle Thorning-Schmidts skattesag”, og selv om hun og manden samme år blev frikendt, fik den et langt efterspil. For hvem havde lækket skattepapirerne til pressen?

I 2011 blev flere kommissioner nedsat for at finde svaret, men det lykkedes aldrig til fulde. Dog pegede pilen meget naturligt over i skatteministeriet, og hvem sad der?

Det gjorde daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

13 år efter at papirerne blev lækket, opfordrer flere ham nu til at blive Venstres næste formand, efter at Jakob Ellemann-Jensen mandag forlod formandsposten.

Det har fået Helle Thorning-Schmidt til tasterne. For nok er Socialdemokratiet og Venstre i dag i fælles regering, men det har ikke fået hende til at glemme sagen, der begyndte i 2010.

På sin Instagram-profil, hvor 134.000 følger med, skriver hun følgende:

"Ekstra Bladet spurgte mig i dag, om jeg havde et godt råd til Troels Lund Poulsen. Jeg tænkte lidt, forsøgte at slå koldt vand i blodet men synes stadig, det står hen i det uvisse om Troels Lund Poulsen er en hæderlig person," skriver hun og kommer med sit råd:

"Mit eneste gode råd til Troels Lund Poulsen er, at han beklager sin uhæderlige opførsel overfor mig og min familie, da han var med til at sprede falske og meget skadelige rygter om os, og at han i det hele taget bidrager aktivt til at få sandheden frem om, hvem der ulovligt lækkede mine skattepapirer til BT."

Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks statsminister i 2011 – altså året efter, at B.T. første gang bragte historien med skattepapirerne.

Og hun er ikke i tvivl om, at de lækkede oplysninger blev brugt til at tjene et helt bestemt formål.

"Det drejer sig om en af de største skandaler i nyere tid, og vi har aldrig fået sandheden frem om, hvem der lækkede en politikkers private skattepapirer med det formål at svække Socialdemokratiet i kort før valget i 2011."

I sit opslag efterlyser hun også en undskyldning.

"Jeg ved godt, det er mange år siden, men sagen er aldrig opklaret og jeg har aldrig fået en undskyldning, skriver Helle Thorning-Schmidt.

Troels Lund Poulsen har efterfølgende afvist at undskylde i et interview med DR og henviser til, at sagen er "grundigt undersøgt".

- Det, jeg har sagt gentagne gange, det vil man kunne genfinde i kommissionen. Det er, hvordan og hvorledes jeg så på det. Jeg har ikke brug for at tale om en tolv år gammel sag, siger han til DR.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også