vingegaard
Samfund

Han kyssede sin ringfinger, mens han kørte over målstregen. Og den er god nok

9. juni 2023
Af Saad Ahmad
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den danske cykelstjerne har sagt ja til Trine Marie Hansen.

Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard er blevet gift med Trine Marie Hansen.

Det bekræfter Vingegaard overfor TV 2.

Til mediet vil han dog ikke sætte ord på, hvor eller hvornår de er blevet gift.

TV 2 talte med 26-årige Vingegaard efter femte etape af Critérium du Dauphiné, som han vandt, hvor cykelrytteren kyssede sin højre ringefinger, hvor en ring kunne ses, da han tog sin handske af.

Her spurgte mediets reporter, om stjernen var blevet gift, og det bekræftede han uden yderligere kommentarer.

Jonas Vingegaard mødte sin kone, Trine Marie Hansen, da han kørte for danske Team coloQuick fra 2016 til 2018.

Trine Marie Hansen arbejdede med kommunikation og marketing samme sted, og efterfølgende fandt de altså sammen.

Vingegaards nu hustru har tidligere gjort det klart, at det ikke var når som helst, cykelstjernen måtte gå på knæ for hende.

– Jeg har sagt til ham, at han må ikke gå på knæ til noget cykelløb eller noget. Det må han simpelthen ikke. Det er forbudt, fortalte Trine Marie Hansen til SE og HØR sidste år.

De søde detaljer om, hvordan det skete, må vi dog undvære for nu.

Denne artikel blev første gang bragt i SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Læs også