"Gid man havde en primitiv mandehjerne," lød det i kommentarsporet. Hvorfor taler vi så grimt om far?

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg ved, at jeg med de følgende tanker stikker hånden direkte ind i en debat rig på følelser, frustrationer og vidstrakt samfundshistorie.

Lad mig derfor med det samme slå fast:

Mænd skal løfte byrden dagligt - også derhjemme. Punktum.

But here goes:

Forleden lavede jeg et indlæg om den ros, mænd ofte får for at tage del i det praktiske og nære familieliv. Ros, vi som mænd skal blive bedre til at sige #TakMenNejTak til, så længe selvsamme opgaver forventes håndteret af kvinder uden den mindste anerkendelse.

Alligevel skurrer noget i mig: Måden mange store influencere herinde (Instagram, red.) taler om far. Ofte i humorens navn.

Men er det ægte sjovt, når “far” som bredt begreb italesættes som en, “der har hovedet så langt oppe i røven, at han kan se ud af munden”? Er det så stadig samfundsstrukturerne, vi skyder på? Eller er det bare manden?

Jeg anerkender fuldt ud frustrationerne og retten til at udkomme på præcis den måde, man selv finder bedst. De profiler, jeg omtaler, holder jeg selv dybt af at følge. Både som mennesker, talentfulde indholdskreatører og dybt tiltrængte forandringsagenter. Men derfor skal vi stadig kunne udfordre hinanden.

Jeg anerkender eksistensen af et kæmpe samfundsproblem om manglende ligestilling, for ellers ville kommentarsporene ikke bugne af “Hvor er det rigtigt!”-tilkendegivelser.

Jeg anerkender, at the mental load er fandens fortsat underitalesatte værk, for jeg døjer selv med det - også selvom jeg er mand. Mit eget er ikke født af kønsopdelte samfundsnormer, men derimod af en barndom med en alkoholiseret far, som lod mine antenner strække sig følsomt mod alle andres ve og vel på bekostning af mit eget.

Min kritik handler ikke om, at vi ikke må og skal problematisere mandens ansvar i hjemmet. Tværtimod. Min kritik handler om kommunikative “trends”: Når noget går fra at være et på alle måder nødvendigt opråb/nødråb/kampråb til at sætte sig som en underholdningsgenre, vi accepterer som noget ganske tilforladeligt.

Og jo, jeg ved godt, at folk derude med rette er vrede, og at budskaber skal gentages mange gange, før de begynder at sætte selv det mindste støvkorn i bevægelse.

Men…

Jeg har aldrig oplevet noget godt komme ud af generaliserende og nedsættende sprogbrug om hele grupper af mennesker. Uanset om det er på baggrund af seksualitet, etnicitet, religion, krop eller, ja, køn. Uanset om den retter sig mod mænd, kvinder eller andre kønsidentiteter.

At vi bruger ellers valide frustrationer til at legalisere hadsk tale om et helt køn i underholdningens navn og i et totalt sort/hvidt spektrum bekymrer mig.

Det bekymrer mig i forhold til de mange fantastiske mænd og fædre derude, som allerede tager deres del af slæbet eller er godt på vej. Og dem som prøver overhovedet at blive fædre. Det bekymrer mig i forhold til kommende generationer, som også færdes herinde (Instagram, red.) og vokser op som vidner til, at det er okay at tale grimt og unuanceret om far.

For han fatter jo tilsyneladende ingenting.

Jeg kan af gode grunde aldrig sætte mig ind i at leve med det forventningspres, som hviler på kvinder og mødre. Uanset hvor meget det pisser mig af på deres vegne.

Jeg kan kun stoppe op og tænke: Hold kæft, hvor har vi gennem tiden fået etableret nogle idiotiske, patriarkalske magtstrukturer, der giver mænd rig mulighed for at gøre mindst muligt, men samtidig høste størst mulig ros. Særligt i familielivet.

Men jeg tror, at mænd også ender som tabere i selvsamme strukturer, fordi …

Der er en grund til, at vi statistisk set forsat er værst ramt af selvmord, ensomhed og sygdom - med kortere levetid til følge.

Selvom tiderne langsomt ændrer sig, vokser vi stadig op i et samfund, som måler og vejer os på alt det ydre: Succesen, karrieren, bilen, resultaterne, scoringerne, huset. Vi skal være stærke og ikke græde. Vi skal holde det inde. Vi skal rejse os hurtigt igen, når vi falder.

Jeg mærker, at flere mænd gerne vil det nære, det indre og det følsomme i langt højere grad. Men mange har slet ikke fået et sprog for det. Er det synd for dem? Meningerne vil nok være delte.

Men vil vi gerne have flere til at tale med, har tonen meget at skulle have sagt i forhold til, om man føler sig inviteret ind i en dialog eller på forhånd sat i bås ude i garagen. Med udklædnings-hættetrøjen trukket godt op om ørerne.

Forleden delte en stor profil en reel om, at “farhjernen” kun tænker på at skide. I kommentarsporet lød det: “Gid man havde en enkel og primitiv mandehjerne.”

Tillad mig at spørge: Hvilke forandringsmuligheder åbner man reelt set for, når modparten fra starten positioneres som værende grundlæggende dum?

Det smukke ved hjerner er, at de ikke er biologisk sat i sten, men kan omkodes. Jeg tror på, at den omkodning bedst finder sted gennem samtale fremfor stikpiller. Krammere fremfor lammere.

Uanset hvor pisseirriterede vi så end måtte være på hverandre og vores manglende evne til at se hinandens indbyrdes udfordringer og privilegier.

Alle steder bør denne samtale finde sted. Både i parforholdets indre og i SoMe-feedets ydre. Ellers udebliver den nødvendige samfundsforandring. Men hvordan får vi reelt set begge parter på banen i en ligeværdig dialog? En af slagsen, hvor vi ser hinanden fremfor at klæde os ud, tale ned og pege fingre, når frustrationerne skal luftes.

Sprog skaber virkelighed. Det har konsekvenser. I sidste ende vil vi jo gerne hinanden det bedste. Som mænd og kvinder, som kærester, som ægtefæller, som forældre, som mennesker.

Ikke?

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: