"Det vand, vi badede i, når vi tog på stranden, var det samme vand, som de var døde i"

Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning. Mathilde Moestrup er forfatter og skribent.

Denne sommer har jeg tilbragt en måned i Athen på et skriveophold, og et af de mest Instagramvenlige øjeblikke var, da jeg med en ny veninde tog til koncert på Akropolis, det næsten 2.000 år gamle amfiteater.

Fra en af de øverste rækker kunne vi både se ud over Athen og de mange mennesker til koncerten, og over os var himlen pastelblå og rosa med gyldne skyer i horisonten, senere blev den mørkeblå og stjernebestrøet.

Jeg havde det, som om jeg var med i en Woody Allen-film. Jeg var både i gang med at romantisere det sted, jeg var rejst til på en lidt svulstig måde, og samtidig følte jeg mig underligt fremmedgjort, som om jeg betragtede et billede af mig selv: en ung, skandinavisk middelklassekvinde i hørtøj, der rejser til sydlige egne for at blive inspireret og være omgivet af antik kultur.

Lige da vi ankom til koncerten, føltes det fint, men som musikken gik i gang - Nils Frahm, en tysk musiker og komponist – kom jeg på andre tanker.

Dette var i midten af juni, og nogle dage før havde jeg læst om den flygtningebåd, der om natten den 13. juni kæntrede uden for Grækenlands kyst. Siden har hundredvis af mennesker været ”savnet”, som det hedder. Båden kom fra Libyen og havde op mod 750 passagerer, indtil videre er kun 104 overlevet.

For at finde noget om dødsfaldene i de danske medier havde jeg måttet scrolle forbi nyheder om Roskilde Festival, solcremer og vejret. Så var medierne straks mere interesserede i at lave gule breakingspalter, da fem rigmænd en uge senere døde i et undervandsfartøj i forsøget på at få udkig til Titanic.

”Genstart” lavede et afsnit om rigmændene, ikke om migrantbåden. De mange flygtninge, der hvert år dør på Middelhavet, er ikke længere noget, der fylder meget i de danske medier.

Selv glemmer jeg det også nogle gange, når jeg er herhjemme. Siden 2014 er omkring 27.000 mennesker døde på Middelhavet. Men det var svært at glemme i Athen, for det var så tæt på. Det vand, vi badede i, når vi tog på stranden, var det samme vand, som de var døde i. Som de døde stadig lå i.

Dagen efter ulykken tog min nye veninde og jeg til demonstration med tusindvis af athenere. Samme dag begyndte et bestemt billede af graffiti at blive cirkuleret på de sociale medier. Med blodrød skrift havde nogen skrevet: ”Tourists, enjoy your swim in the Aegean cemetery”.

Alt dette tænkte jeg på, mens vi sad og lyttede til nordeuropæisk musik. Måske skammede jeg mig ikke ligefrem, men jeg så rundt på de hundredvis af mennesker i amfiteatret – måske var der omkring 750? – og tænkte: Hvorfor er det os, der sidder her, og nogle andre, der ligger på bunden af havet? Hvorfor skal nogen underholdes, mens andre skal dø under flugt?

Det fremstod pludselig så middelalderligt, så … antikt. At sidde på Akropolis og blive underholdt, vel vidende at tusindvis af mennesker hvert år dør i forsøget på at komme dertil, at hundredvis af mennesker muligvis var døde få dage før. Hvem der er skyld i deres død, kan man endnu ikke svare entydigt på, og i skrivende stund peger forskellige vidneudsagn i forskellige retninger.

Som koncerten skred frem, flød jeg hen i musikken, glemte mine tanker, tid og sted. Dér under stjernehimlen føltes det som om, amfiteatret var sin egen lille enhed, et fartøj, der svævede gennem universet.

Men mens jeg skriver dette nu, ved jeg, at oplevelsen af at være fritsvævende til en koncert under åben himmel ikke bare handler om at lytte til noget virkelig god musik. Først og fremmest handler det om at være europæisk statsborger. At kunne rejse hvorhen man vil og være i sikkerhed. At kunne tage til koncert i en lys hørkjole og have det, som om man er med i en film.

Denne kommentar blev bragt i femina uge 34.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: