Bruce Willis
Samfund

Demi Moore og Emma Willis deler hjerteskærende nyhed om Bruce Willis

17. februar 2023
Af Heine Jørgensen
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Filmstjernen har ifølge familien mistet sin evne til at kommunikere - og det er blot et af flere alvorlige symptomer på den demens, der har ramt ham

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Den 67-årige filmstjerne Bruce Willis har fået det dårligere. Det er torsdag den triste besked fra amerikanerens familie.

Sidste forår kom det frem, at han lider af afasi, som fører til hukommelsestab og problemer med at kommunikere.

I en længere tekst, der er lagt på en patientforenings hjemmeside, forklarer Willis' kone, Emma Heming Willis, og børn, at hans tilstand har udviklet sig kritisk.

I teksten, som også ekskonen Demi Moore står som medafsender på, kan man læse, at han er blevet dement:

- Vi har nu en mere specifik diagnose: frontotemporal demens.

- Desværre er hans udfordringer med kommunikation kun et symptom på sygdommen, lyder det blandt andet.

Alligevel glæder familien sig over, at de nu har fået et brugbart svar på, hvor Bruce Willis løbende er blevet dårligere og dårligere til at huske sine replikker. Og i så voldsom grad at hans filmkarrriere måtte indstilles.

- Selvom dette er smertefuldt, er det en lettelse endelig at have en klar diagnose, siger familien, der takker for den "kærlighed og medfølelse", som tusindvis af mennesker har vist ham og dem.

- Vi ved, at I elsker Bruce lige så meget, som vi gør. Derfor giver vi jer denne opdatering.

Familien håber også, at informationerne kan skabe større opmærksomhed om behovet for mere forskning i "den grusomme sygdom":

- Bruce troede altid på at bruge sin stemme i verden til at hjælpe andre og øge bevidstheden om vigtige spørgsmål både offentligt og privat

- Vi ved i vores hjerter, at han – hvis han kunne i dag – ville ønske at reagere ved at skabe global opmærksomhed om dem, der er berørt af denne invaliderende sygdom, som påvirker så mange individer og deres familier.

Læs også