Anne Wittorff Rusbjerg
Samfund

Da vi udkom for første gang for 150 år siden, var kvinders liv helt anderledes. Men der er noget, der ikke har ændret sig

27. februar 2024
af Anne Wittorff
Foto: Emma Line Holm Sejersen
femina har overlevet to verdenskrige og adskillige kriser. 150 år efter vi udkom for første gang, er vi et aktuelt nyhedsmedie, der skriver kritisk og klogt om de dagsordener, der i særdeleshed påvirker kvinder.

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Det er 150 år siden, at det første femina, der dengang hed Nordisk Mønstertidende, blev trykt et sted i Holmens Kanal.

Det var lang tid før, kvinder fik stemmeret, før den frie abort.

Bladet var på mange måder anderledes end alle andre udgivelser på den tid, og Nordisk Mønstertidende blev Danmarkshistoriens første ugeblad.

Som navnet indikerer, var bladet også noget helt andet end det, vi kender femina for i dag. Men der er et grundvilkår, der ikke har ændret sig.

For femina har altid taget kvinders livsvilkår alvorligt. Dengang og nu.

I 1960erne kårede femina for eksempel hver eneste uge en helt særlig husmor. Og det var ikke nødvendigvis den flittigste eller den dygtigste, men tværtimod ofte en ganske uperfekt af slagsen.

Som Magna Lind Jørgensen, der i 1966 uden omsvøb konstaterede:

– Husligt arbejde keder mig frygteligt.

Vi har altid haft særligt fokus på trends og tendenser, og i 1969 interviewede vi modedesigner Mary Quant om de - på det tidspunkt - hypermoderne miniskørter.

– Der er ingen tvang mere. Og det synes jeg er det bedste af alt, sagde hun.

Et citat, der stadig holder i dag. Det gør det, en femina-journalist skrev om abort i 1973 i øvrigt også:

– Der er ingen mening i at sammenligne et foster, der er 12 uger gammelt med et barn.

https://imgix.femina.dk/2024-02-26/dk_fem_33_1973_001-1_page-0001.jpg

femina har overlevet to verdenskrige, adskillige kriser, kvindeoprør, ungdomsoprør, flere #MeToo-bølger og meget meget andet. Og verden ser meget anderledes ud end dengang for 150 år siden, hvor et lille, men vigtigt stykke Danmarkshistorie blev født.

Selv om vi stadig ikke er i mål med reel ligestilling, har kvinder i 2024 på næsten alle måder andre livsvilkår end for 150 år siden. Heldigvis.

Vi vælger – i stor udstrækning – selv, hvordan vi lever vores liv. Med eller uden børn. Med eller uden partnere. På fuldtid, deltid, halvtid. Som statsministre, pædagoger, advokater, håndværkere.

I 2024 er der intet, der er helt udenfor rækkevidde, selv om kvinder i mange tilfælde stadig må kæmpe hårdere end mænd for at opnå det samme.

Og selv om vi for længst har lært, at de færreste kvinder passer ned i en forhåndsdefineret kasse, tør jeg godt sige, at der er tre ting, der kendetegner de fleste kvinder i 2024.

De er kritiske, kloge og har kant.

Derfor skal de selvfølgelig have et medie, der er det samme. Det er netop det medie, vi har skabt og konstant forsøger at udvikle.

Et medie, der kæmper for at sætte dagsordener på nogle af de områder, der i særdeleshed påvirker kvinder. Kritisk, klogt og med kant.

Det er det, vi gør, når vi for eksempel skriver intensivt om den manglende forskning i kvindesygdomme og i kvinders kroppe generelt med serien Patient XX.

Når, vi spørger politikerne, om det ikke er på tide, at vi også får en handlingsplan, der skal hjælpe de godt 100.000 danske kvinder, der lider af endometriose.

Når vi skriver om situationen på fødegangene, sexisme i politiet, manglende smertedækning ved medicinske aborter, oprørerne i Iran. Blandt andet.

I 2024 er femina også et medie, der elsker tendenser og trends. Vi har fokus på parforhold, venskaber og forældreskab, for vi ved, at noget af det vigtigste i livet er de mennesker, vi omgiver os med.

Vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at vise, at man sagtens kan interessere sig både for kvinderettigheder i Afghanistan og glazed donut nails-trenden – som medie og som menneske.

Vi har gang på gang oplevet, hvordan det, vi sender ud til jer læsere, kommer igen med fornyet styrke. Når vi deler modige kvinder – og mænds – historier, vender I tilbage med jeres helt egne fortællinger. I deler, bakker op og debatterer i vores kommentarspor, og det sætter vi så uendelig stor pris på.

I fællesskab kan vi nemlig skabe fremtidens medie til kvinder.

Femina.dk

femina.dk opdateres adskillige gange om dagen med nyt samfundsrelevant indhold inden for områderne agenda, popkultur, liv og sundhed.

Snart lancerer vi også en “seneste nyt”-blog på femina.dk som opdateres løbende.

Vi har særligt fokus på agendaer, der vedrører ligestilling og kvinders rettigheder. Vi mener, at det er en vigtig del af vores eksistensberettigelse at være med til at skabe mere ligestilling.

femina udkommer med en lang række podcast, som du lige nu kan høre helt gratis. Det gælder podcasten femina update, der hver uge tager et aktuelt emne op. Du kan også høre podcasten Stadig Single med Kathrine Hinge og Kh Mor med Line Kirsten. Og så har vi netop lanceret videoserien På Vrangen, hvor journalist Christoffer Mygind Juul bliver inviteret indenfor i spændende menneskers garderobe.

Du kan også få feminas nyhedsbrev i din mailindbakke en gang om ugen. Her kan du læse en personlig kommentar på et aktuelt emne, ligesom du får overblik over ugens største dagsordener.

Jeg er stolt af at stå i spidsen for det hyper-engagerede hold, der kæmper for at give jer samfundsrelevant, underholdende og perspektiverende indhold hver eneste dag.

På torsdag udkommer den sidste udgave af femina på print, men indholdet lever videre på femina.dk, der de seneste år har udviklet sig til at være et digitalt aktualitets- og nyhedsmedie.

Hvor vi førhen udkom en gang om ugen, udkommer vi nu hele tiden på femina.dk.

Her får du flere gange om dagen relevante gennemarbejdede artikler. Og så lancerer vi et nyt format.

Snart kan du nemlig læse med i vores nye nyhedsblog, der kort og præcist giver dig et kurateret overblik over alt det, du skal vide, hvis du interesserer dig for kvinders rettigheder, popkultur, trends og liv.

Jeg håber sådan, at du har lyst til at læse med og være med til at sikre, at et lille stykke Danmarkshistorie lever videre på en helt ny måde.

Læs også