Alona løb gennem et kaotisk Kyiv. Så skrev hun under på en kontrakt og blev sendt til en berygtet grænse

Det er næppe mange ukrainere, som ikke kan komme i tanke om et særligt øjeblik, der markerer et før og et efter den 24. februar 2022.

For Alona Bushynska var det øjeblik hendes daglige løbetur gennem Kyiv.

Denne morgen var hovedstadens indbyggere vågnet til lyden af eksplosioner. Nu flokkedes folk på byens metrostationer og ved hæveautomater, og i retning ud af byen havde kilometerlange bilkøer formet sig, proppet med familier, deres kæledyr og ejendele.

– Det var en kaotisk situation, fortæller Alona Bushynska:

– Men jeg indså, at jeg af en eller anden grund var meget rolig, og at jeg kunne bruge den ro til at hjælpe andre.

Sammen med sin veninde besluttede hun at opsøge Kyivs territorialforsvar. Adrenalinen var høj, og på det tidspunkt, Alona havde givet sine personlige oplysninger og stod med kontrakten i hånden, følte hun sig ude af stand til at læse, hvad hun skrev under på:

– Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne lave mad, gøre rent eller hjælpe med at organisere ting. Men senere, da jeg så på det billede, jeg havde taget af kontrakten, indså jeg, at jeg havde mobiliseret mig selv.

Fra makeupartist til soldat

Fra det øjeblik havde den dengang 32-årige makeupartist til opgave at forsvare sit land, og hendes historie er langt fra unik.

Ruslands invasion fik for to år siden mange tusinder ukrainske mænd og kvinder til at melde sig under fanerne og tage del i kampen mod den russiske invasionsmagt.

I december 2023 var der ifølge det ukrainske forsvarsministerium over 60.000 kvinder i Ukraines væbnede styrker. Mere end 40.000 af dem er militært personel, og flere end 5.000 tager aktivt del i kampene ved fronten.

Det er det højeste antal kvinder, der nogensinde har været i den ukrainske hær, siger Anna Kvit. Hun er sociolog og gæsteforsker ved University College London og har beskæftiget sig med kvinder i den ukrainske hær siden 2015, da krigen endnu var begrænset til den østlige del af landet.

På det tidspunkt blev kvinder, der ønskede at tilslutte sig hæren, mødt af en række barrierer. Nogle af dem var juridiske. Det var nemlig ikke muligt for kvinder at blive ansat i kamptropperne og tage direkte del i kamphandlinger – den begrænsning forsvandt delvist i 2016 og helt i 2022, hvor kvinder fik adgang til alle militære stillinger.

Andre barrierer var mere uformelle, siger Anna Kvit:

– Militæret blev anset som mandens domæne og ikke som et sted, kvinder forventedes at være. Det skyldtes især en traditionel opfattelse af kønnene i det ukrainske samfund, hvor kvinder blev set som mødre, hustruer og nogen, der blev derhjemme og passede på andre, snarere end nogen, der kæmpede ved frontlinjen, siger hun.

De stereotype opfattelse forsvandt ikke, da kvinderne senere vendte tilbage til deres civile liv:

– Alle grupper af veteraner har udfordringer med at blive reintegreret, men kvinderne oplevede nogle specifikke forhindringer i forhold til at blive accepteret og anerkendt, fortæller Anna Kvit.

Selv om mandlige veteraner også blev spurgt til, hvorfor de havde valgt at sætte livet på spil ved fronten, oplevede kvinderne ligeledes deres intentioner og motivation blev anfægtet:

– Det blev antydet, at de kun havde sluttet sig til et mandsdomineret miljø som militæret i håb om at finde en mand, hvilket underminerede deres professionelle, patriotiske og personlige ambitioner.

Konstant frygt

Da Alona Bushynska fortalte sin familie, at hun havde tilsluttet sig territorialforsvaret og potentielt skulle i direkte kamp mod russerne, var reaktionen ret blandet:

– De var kede af det, men glade på samme tid. Min mor sagde, at hun var sikker på, det var det rette sted for mig på grund af min personlighed og min attitude, så hun var ikke bange for, om jeg kunne klare det. Det var først senere hen, at hun begyndte at blive nervøs.

Sammen med veninden og en gruppe andre frivillige blev hun sendt op til den nordlige del af Kyiv-regionen, i nærheden af grænsen til Belarus, hvor opgaven var at holde vagt ved et checkpoint fire timer ad gangen i hold af to.

Lidt efter lidt gik det op for Alona, at den ro, hun tidligere havde haft, var blevet erstattet af en konstant frygt.

– Vi følte, at alt kunne ske når som helst, så vi sov med sko og alt vores udstyr på, fortæller hun.

Efterhånden som tiden gik, og de ikke kom i kamp mod russerne, begyndte de frivillige i bataljonen i stigende grad at bekrige hinanden.

Utilfredsheden var stor, mange følte, at deres indsats blev taget for givet, og Alona oplevede, at hendes overordnede af og til havde en negativ indstilling over for hende og de andre kvinder:

– Deres attitude var, at vi ‘bare’ var kvinder eller piger, og at vi derfor ikke var ligeså kloge og ansvarsfulde som mændene. Det var som om, de sagde, at vi skulle kende vores plads, uden at sige det direkte.

Men der var også nogle mere praktiske problemer forbundet med det at være kvinde i territorialforvaret, fortæller Alona. Som mange andre kvinder havde hun svært ved at passe sin uniform, der var designet til mænd og derfor var for stor og for lille på en gang:

– For mine hofter er bredere end mændenes, men mine ben er kortere. Så jeg var nødt til at have mit bælte siddende om taljen i stedet for hofterne, hvilket ikke var særligt belejligt med alt det udstyr, der sad i bæltet.

For store uniformer

Den udfordring var hun langt fra den eneste kvindelige soldat, der oplevede i krigens indledende fase. Til talrige ukrainske og internationale medier har kvindelige soldater berettet om bukser, der glider ned og jakker, der begrænser bevægelsesfriheden.

På et kontor i Kyivs Petjerskyj-kvarter har en gruppe kvinder forsøgt at gøre noget ved problemet.

I lokalerne på femte sal træder man ind i et lyst rum med tørrede blomster i vindueskarmen. På den ene væg hænger fem platter i lyse nuancer og i et tilstødende rum er der indrettet en hyggekrog med hvide plyssofaer og pyntepuder.

Den romantiske stil bliver dog hurtigt brudt af en fuldt uniformeret mannequindukke og et tomt granathylster, som er blevet anvendt som vase lige inden for hoveddøren.

– Det handler om overlevelse, siger Iryna Nikorak, idet hun åbner døren til deres showroom. Hun er stifter af organisationen Arm Women Now og medlem af det ukrainske parlament for partiet Europæisk Solidaritet siden 2023.

I de hvide udstillingsreoler i showroomet hænger de militærjakker, organisationen har produceret, i forskellige armygrønne nuancer og materialer. Der er også bukser, støvler og termisk undertøj specialdesignet til kvinder.

Siden august 2022 har Arm Women Now produceret og doneret uniformer til omkring 6.000 kvinder i de ukrainske væbnede styrker, men i de tidlige dage af Ruslands invasion, anede Iryna Nikorak ikke, at problemet overhovedet eksisterede.

På det tidspunkt sad hun i byrådet i Kyiv og var med til at uddele nødhjælp til tidligere besatte landsbyer:

– I slutningen af april blev jeg kontaktet af en kvindelig soldat fra Kharkiv, som spurgte, om jeg ville købe hende en mandeuniform i den mindst mulige størrelse. Jeg blev overrasket over, at hun bad om en mandeuniform, for som civilperson vidste jeg ikke, at den ukrainske hær ikke havde en uniform til kvinder.

Efter at have opsøgt ukrainske producenter af militæruniformer for at sikre sig, at det nu også kunne passe, at der ikke blev lavet en eneste uniform til kvinder, gik Iryna Nikorak igang med at samle erfaringer fra udlandet og fik en række vestlige lande til at sende hende eksemplarer af deres kvindeuniformer.

Derfra gik det stærkt. Organisationen begyndte at indsamle donationer fra sportsfolk, musikere, influencere, virksomheder og private, og i august var de første 300 uniformer klar til at blive testet af kvinder ved fronten.

Når der ikke i forvejen eksisterede en uniform til kvindelig soldater, kan det handle om, at det ikke har været en prioritet, fordi militæret i så høj grad er blevet anset som en mandeverden, mener Iryna Nikorak.

Siden hun stiftede organisationen, har hun brugt sin politiske indflydelse til at presse på for at få Forsvarsministeriet til at introducere en uniform til kvinder, så det ikke er organisationer som Arm Women Now, der skal stå for det.

Arbejdet har givet pote, og i begyndelsen af i år indkøbte ministeriet så 50.000 sommeruniformer til kvindelige soldater samt 100.000 sæt undertøj.

Udviklingen er afgørende for, at kvindelige soldater får ordentlig forudsætninger for at udføre deres arbejde, mener hun:

– Ved frontlinjen lever du under meget ubehagelige, nærmest inhumane forhold. Om sommeren kan der sagtens blive 37 grader, og om vinteren kan du ligge i en skyttegrav i minus 20 grader. Så nytter det ikke, at du skal bekymre dig om din uniform, samtidig med, at du skal få din mission til at lykkes.

Skyldfølelse

For Alona Bushynska sluttede tiden i Territorialforsvaret i august 2022.

Hendes helbred skrantede mere og mere, hun havde problemer med nyrerne og ondt i ryggen, så efter en helbredsundersøgelse måtte hun forlade sin bataljon og vende hjem til Kyiv. Her brugte hun de næste uger på at komme sig på et hospital:

– Og da jeg blev udskrevet, fandt jeg ud af, at jeg var gravid, fortæller Alona.

Nu sidder hun med sin otte måneder gamle søn, som skiftevis pludrer, græder og sover, og soldaterlivet virker pludselig uendeligt fjernt.

Efter Alona opdagede sin graviditet, gik forholdet til faren i stykker. Tanken om at skulle være alenemor skræmte hende, og hun begyndte at arbejde så meget, hun overhovedet kunne, for at spare penge op til at blive forælder.

Samtidig begyndte en følelse af skyld over at have forladt territorialforsvaret at komme snigende:

– Jeg følte, jeg havde vendt mine brødre og søstre ryggen, og jeg indså, at jeg var nødt til at hjælpe dem med nogle penge. Så jeg arbejdede hver eneste dag fra tidlig morgen til sen aften.

En aften efter arbejde gik Alona ind på en café for at få en kop kaffe. Her fik hun øje på en mand, som hun gik direkte hen og tog kontakt til:

– Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg kun havde et par måneder endnu til at leve mit liv, før folk ville begynde at opdage min mave. At det måske var sidste chance for at have sex resten af mit liv.

Alona griner:

– Hvem ved? Men det var ærligt talt det, jeg tænkte, for i vores samfund er der en idé om, at når en mand møder en kvinde med et barn, så betyder det, at han skal tage ansvar for det barn.

I dag er Alona gift med manden fra caféen. Selv om hun ikke har oplevet, at nogen har sået tvivl om hendes intentioner i territorialforsvaret eller behandlet hende anderledes end mandlige veteraner, er hun overbevist om, at hun ikke skal i krig igen.

– Men jeg vil gerne hjælpe på andre måder, siger hun:

– Jeg samler penge ind til køretøjer til min bataljon, og hver eller hver anden uge besøger jeg sårede soldater på hospitalet og afleverer varme sokker, sæbe og mad til dem.

Holdningsændring undervejs

Mens kvinder som Alona sætter livet på spil for at forsvare deres land, tyder meget på, at ukrainernes syn på kvindelige soldater er under forandring.

Således steg andelen af befolkningen, der mener, at mænd og kvinder bør have lige muligheder i militæret, fra 53 procent i 2018 til 80 procent i 2022, og ifølge en anden meningsmåling fra marts 2023, havde hele 85 procent af befolkningen på det tidspunkt en helt eller delvist positiv indstilling over for kvinder i de væbnede styrker.

Anna Kvit genkender tendensen og vurderer, at der kan være forskellige årsager til udviklingen. For det første er kvindelige soldater blevet mere synlige, siger hun.

Går man gennem Kyivs gader, kan man ikke undgå at få øje på de mange billboards med billeder af mænd og kvinder i uniform, og kvinder i militæret optræder hyppigere i nyhedsmedierne og i kommunikationen fra præsidenten og Forsvarsministeriet.

En anden forklaring skal findes i den kamp for sin eksistens, Ukraine befinder sig i, vurderer Anna Kvit:

– Alles liv er i fare i Ukraine, så alle, der forsvarer landet, er meget respekterede og værdsatte.

Det betyder ikke, at kvindelige soldater ikke længere oplever kønsspecifikke problemer, ligesom det desuden er gældende i andre lande, understreger hun:

– Der er sket meget rent lovgivningsmæssigt, , og kvinder har fået flere rettigheder og er blevet mere synlige i det ukrainske militær, men der er stadig plads til justeringer. Det kan for eksempel være at give kvinder ved fronten bedre adgang til lægelige services, der er specifikt til kvinders behov. For hele det militære system er designet til mænd, og det tager tid at ændre det, siger Anna Kvit.

Men de strukturelle forbedringer er trods alt de nemmeste, understreger hun:

– Der er stadig folk, der betvivler kvinders evner, og det begrænser deres muligheder for at tilslutte sig militæret eller stige i graderne. Det er det, der er den svære del: At ændre folks holdninger og opfattelser.