Coco_Hjardemaal
Køn & identitet

"Jeg har været virkelig spændt på, hvordan det vil påvirke min datter, at vi skal så meget rundt"

16. juni 2023
Af Christina Forsberg
Foto: Kamilla Bryndum
Sommeren står i turnélivets tegn for skuespiller Coco Hjardemaal, hendes partner og deres lille datter. Men der bliver forhåbentlig også tid til dans i måneskin og mors kolonihave.

Hvordan tilbringer du sommeren?

– Jeg er på turné med vores forestilling ”Oda Omvendt” sammen med min partner Kir og vores lille datter Juno på godt otte måneder. Vi startede allerede 29. april og er pt. booket frem til november, så der er en del kørsel rundt i Danmark, lige fra Rødovre Centret til Fårup Sommerland og Musikhuset i Aarhus.

Hvad glæder du dig mest til denne sommer?

– Til at hele verden springer ud omkring mig, både naturen og mennesker. At man går rundt i klipklappere og tager det kulørte tøj på, for jeg elsker farver. Og så har jeg set frem til stemningen de steder, vi skal hen. Måske bliver det også denne sommer, at Juno begynder at kravle lidt rundt, alt er jo nyt med hende, og dét i sig selv er spændende.

Hvad nyder du mest ved sommertiden generelt?

– At tage ud og bade, og denne sommer er det første badetur med Juno, i hvert fald i Danmark, for vi var en måned i Mexico i januar. Jeg fandt ud af, at alt var nemmere dér i varmen, hvor hun bare kunne have en ble på, og hvor jeg ikke selv frøs til is, når jeg skulle amme.

Kan du bruge sommeren til at komme væk fra skærmen og dykke ned til en mere kreativ side af dig selv?

– Jeg er ikke typen, der sidder og stener længe over Facebook, jeg vil egentlig hellere sidde i vores vindue og kigge ned på gaden. Vi bor lige over for et værtshus, så der er mange sjove typer at holde øje med, og det kan godt stimulere min kreativitet. Men ja, jeg bliver klart ladet op og inspireret om sommeren, særligt når jeg er ude i naturen.

Coco_Hjardemaal

Naturen - har den en ekstra betydning for dig om sommeren?

– Ja, især hvis jeg kommer ud og går i skoven, og jeg er typen, der sagtens kan finde på at kramme et træ – eller tale med naturen omkring mig. Det er nærmest lidt spirituelt for mig. Indimellem tager jeg toget til Farum og går rundt om søen eller ud til Forstbotanisk Have i Charlottenlund.

Hvordan ser den ultimative sommermorgen ud for dig?

– Så kommer jeg straks til at tænke på min mors kolonihave på Islands Brygge, som hun har haft, siden jeg var helt lille. At stå op sammen med bierne og fuglene, sidde udenfor og spise yoghurt og søde, danske jordbær, som jeg elsker. Måske dyrke morgenyoga. Juno er der også, for hun er virkelig den nemmeste om morgenen og vågner altid med et grin.

Coco Hjardemaal

Født 1994

Skuespiller, har blandt andet medvirket i ”Far til fire”-filmene, ”Dansegarderoben” og børneprogrammerne ”Oda Omvendt” (DR), som Coco er på turné med rundt i Danmark.

Danner par med Kir, sammen har de datteren Juno, født i oktober 2022

Bosat på Vesterbro i København

Og den perfekte sommeraften?

– At danse i måneskinnet, være ude og høre musik, mærke glade mennesker omkring mig. Sidste år var vi på en del festivaler, og nogle af de bedste minder var at danse i bare tæer i den lune sommernat.

Fuldfør sætningen: ”Denne sommer er min største drøm, at …?”

– Forene turnélivet med rollen som mor. Jeg har været virkelig spændt på, hvordan det vil påvirke Juno, at vi skal så meget rundt. Vi har bedsteforældre og babysittere med, er kun på scenen 45 minutter ad gangen, og Juno er nem, så jeg satser på, at hele turnéen bliver sjov og spændende for os alle.

Coco_Hjardemaal

Interviewet blev udgivet i femina uge 23, 2023.

Læs også