Betinas psykolog mente ikke, at hun var lesbisk

Gå hjem og drik dig en stor cognac, og gå så i seng og sov ved siden af din mand.

Udover at Betina Hyldahl faktisk ikke rigtig drikker alkohol, så var hun heller ikke gift med en mand.

Det havde hun flere gange nævnt for krisepsykologen, som hun var hos efter et væbnet røveri på sin arbejdsplads.

– Jeg nævnte min kone flere gange. Men den detalje lagde han åbenbart ikke mærke til. For til sidst kom rådet om at gå hjem og lægge mig i sengen ved siden af min mand, fortæller hun.

Følelsen, den oplevelse gav hende?

– Hvem er jeg overhovedet? Jeg følte mig slet ikke set, siger hun.

For kriseterapien kom til at handle om at korrigere psykologen og føle sig irriteret over det.

Derfor valgte Betina Hyldahl at stoppe hos ham. Men han skulle desværre vise sig at være den første af en række dårlige oplevelser hos psykologer, der ikke var LGBTQ+mindede.

De næste otte måneder havde Betina Hyldahl det så dårligt over det væbnede røveri, at hun stort set ikke sov. Til sidst gik hun på nettet for at finde en kvindelig psykolog i et psykologhus.

– Jeg havde nogle kriterier, fordi jeg tænkte, at det var bedst med en kvinde, og at et psykologhus ville sikre en vis standard, fordi de superviserer hinanden, fortæller Betina Hyldahl.

Det lykkedes, og hun startede hos en kvindelig psykolog, som viste sig at være nyuddannet.

– Hun fik ret hurtigt analyseret sig frem til, at røveriet slet ikke var grunden til mine issues. Det var mit kæmpe morproblem, fordi jeg har en dominerende mor. Og det er også derfor, at jeg var lesbisk, mente hun, genfortæller Betina.

Selv om det føltes forkert, blev hun hos psykologen i alle de 10 samtaler, som hun havde fået af sin læge.

– For selv om hun var 10 år yngre end mig, var hun stadig en autoritet. Hun sad jo med noget faglig viden, som jeg ikke havde. Jeg sad til gengæld der og var helt hudløs.

Men forløbet hos hende havde store konsekvenser for mig, fortæller hun.

Burde leve med en mand

En stor del af samtalerne hos psykologen handlede om, hvilke "roller" Betina og hendes kone havde i deres forhold.

Betina redegjorde for, at hun var den, der tog sig mest af børnene, fordi konen arbejdede 70-80 timer om ugen.

– Det var hele tiden en snak om, hvem der var maskulin på hvilke punkter, og hvem der var pigen i forholdet. Da psykologen opfattede mig som pigen og Mette som manden, fordi hun var "skafferen", så mente hun, at jeg lige så godt kunne leve sammen med en mand, fortæller Betina, der godt nok gav psykologen modstand på hendes opfattelse, men alligevel mærkede en tvivl.

– Hun nåede at ryste mig så meget, at jeg både tog afstand fra min mor og fra min kone. For jeg blev så meget i tvivl om, hvem jeg var.

Da de 10 samtaler med psykologen var slut, gik der tre uger, og så kunne Betina Hyldahl igen mærke ro indeni.

Det stod klart for hende, at det ikke var hendes mor, der var skyld i, at hun havde det dårligt. Det var traumet fra røveriet. Hun fik en ny psykolog. Men:

– Han var endnu værre, fortæller hun.

Psykologen valgte at behandle Betinas PTSD efter røveriet med vredeterapi.

Det blev fem måneder med så meget aggression, at Betina og hendes omgivelser slet ikke kunne genkende hende.

Psykologen erklærede hende helbredt, og kommunen mente, at nu var hun klar til at arbejde igen.

– Jeg gik fuldstændig i panik, for jeg følte mig på ingen måde helbredt, fortæller hun.

Bare et menneske

Hendes læge mente, at nu måtte det være på tide at få hende ind i den offentlige psykiatri i stedet.

Der fik hun psykologer, som for første gang hjalp hende. Efter to år har hun netop afsluttet sin behandling.

– Endelig fik jeg ordentlig traumebehandling. Men det var først efter at have brugt de første 8-10 måneder på at tale om de gamle psykologer, at jeg var klar til at dreje terapien over på selve traumet fra røveriet. Så stor skade havde de andre psykologer lavet indeni mig, siger Betina Hyldahl.

Hun er ikke i tvivl om, hvad der gik galt igen og igen. Dels var psykologerne ikke dygtige nok, og så var der det med, at hun var lesbisk.

– Min homoseksualitet fyldte alt for meget. Men jeg er helt sikker på, at psykologen selv følte, at hun var et meget åbent menneske, siger Betina.

Oplevelsen har givet hende et klart billede af, hvad man som LGBTQ+person har brug for i mødet med en psykolog.

– Psykologen skal være ligeglad med, at man er LGBTQ+. Når jeg nævner min kone, skal det ikke løfte terapeutens øjenbryn.

– De skal ikke have travlt med at putte mig i en kasse, for jeg har ikke brug for at være i en kasse. Når en LGTBQ+person træder ind hos en psykolog, er man bare et menneske, siger Betina Hyldahl.

Billedet, der er brugt i artiklen er ikke af Betina Hyldahl, men et stock-billede.