Julie_Rudbaek
Karriere og penge

Tiden efter var hård. Hvis ikke dét var nok, hvad var så?

11. januar 2024
Af Christina Forsberg
Foto: Viktor Nilsson
Drømmen om at blive skuespiller har Julie Rudbæk altid haft - det blev hun, og i dag er hun også manuskriptforfatter og instruktør - og aktuel med en tv-serie. Det lyder nemt - men det har det ikke været.

Lidt af en anmelderdarling er det ord, der først dukker op i ens tanker, når man skriver ”Julie Rudbæk” i søgefeltet. En ukompliceret skuespillerkarriere, findes den virkelig? Ja. Og så alligevel langt fra.

Vi starter med et lille udpluk af de uddelte roser:

”Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag har lavet en af vor tids vigtigste serier om venskab og følelser. Serien hedder ”29” …”. Anmeldelse på dr.dk i 2021.

”Nomineret til Zulu Award ...” 2021.

”Julie Rudbæk er Årets kvindelige skuespiller …” Svend Danmarks Filmpris, 2023.

”Elsker dig for tiden” er et fint og folkekomisk stykke parforholdsrealisme, som vil give genlyd og vække latter … ”. Anmeldelse på Soundvenue.com i 2022.

Julie_Rudbaek

Nu er Julie Rudbæk, 36, aktuel med tv-serien ”Bag enhver mand” på DR 1, og igen er manuskriptet skrevet i samarbejde med den faste arbejdsmakker og private ven Jesper Zuschlag, som hun mødte på en højskole, da de begge var 20 år. De spiller også hovedrollerne og har instrueret.

Hun ankommer præcist på slaget på den aftalte restaurant – et stamsted - på en af Frederiksbergs pulserende shoppinggader, ikke langt fra sin egen lejlighed.

Hun har meget om ørerne, for interviewet finder sted lige før, hun og Jesper har gjort ”Bag enhver mand” helt færdig. Sådan er det, når man ikke bare arbejder foran kameraet, men også har ansvaret for et filmset og sidder med i klipperummet.

Vi taler lidt om den alder, hun har. 36. Ifølge Julie en god alder som kvinde, hvor hun ”stadig er forholdsvis ung, men også voksen”. Bliver taget seriøst og kender sine egne grænser. Føler sig grounded og kan lære fra sig. Og - kan høste frugterne af flere års hårdt arbejde.

Julie Rudbæk blev uddannet skuespiller fra Det Danske Filmskuespillerakademi i 2009 – og her skal navnet på uddannelsesstedet bemærkes. For nej, det var ikke den formelle skuespiluddannelse på Den Danske Scenekunstskole.

Julie tager en tår af sin kaffe og hælder lidt vand op.

– Altså … Hvis du vil høre, hvordan det startede … Jeg har altid drømt om at blive skuespiller og helst Danmarks største. Jeg havde en lidt naiv tro på, at når jeg først var uddannet, ville de store instruktører ringe. Men … jeg havde jo ikke gået på ”den rigtige” skole, så jeg fandt hurtigt ud af, at casterne ikke kimede mig ned med gode roller, efter at jeg var blevet færdig.

Svaret ”JA!” falder da også lynhurtigt på spørgsmålet, om der hersker et hierarki i branchen.

Julie Rudbæk begyndte derfor på egen hånd at skrive og indspille små historier til nettet, og få år efter kom hun gennem nåleøjet og blev optaget på DRs Satire Talenthold, ene kvinde blandt syv mænd, hvoraf flere – ligesom hun selv - siden er blevet store inden for genren.

Kort om Julie Rudbæk

  • Født 1987
  • Uddannet skuespiller fra Det Danske Filmskuespillerakademi i 2009 og fra DRs Satire Talenthold i 2012
  • Arbejder desuden som manuskript-forfatter og instruktør
  • Står blandt andet bag serierne ”29” (”30”, ”31”, ”32”, ”33”), ”Generation SoMe!” og ”Julie og Jesper” og desuden filmen ”Elsker dig for tiden”, som hun har skrevet, medvirket i og instrueret i samarbejde med Jesper Zuschlag. De er aktuelle med serien ”Bag enhver mand”, der fik premiere 29. dec. på DR1
  • Bosat på Frederiksberg i København

Talentholdet blev et vendepunkt og en øjenåbner for Julie, der ud over at udvikle sit skuespil også lærte at idé- og konceptudvikle sine egne ting og fandt ud af, at dét var hun også vild med - og god til – og det blev en kæmpefordel for hende.

Der er nemlig dét ved skuespilbranchen, fortæller Julie:

– Det er en branche, hvor du er dybt afhængig af, at nogle andre mennesker giver dig lov. Og det ligger bare vildt dårligt til mig som person.

– Jeg vil meget gerne kunne bestemme - og byde ind med mit eget, for jeg har selv historier, jeg gerne vil fortælle. Så bevidst var jeg dog ikke om det dengang, så det var nok mest af frustration over, at den telefon ikke ringede, at jeg begyndte at lave mine egne ting på nettet.

De små brancheopgaver, sketches og småhistorier gav Julie en platform. Et sted, hun kunne udkomme – og det gjorde den tavse telefon lidt nemmere at bære.

Tvivlede du nogensinde på, at skuespillet var det rigtige for dig?

– Jeg har egentligt aldrig tvivlet på, at jeg var god til det, men det har også været hårdt, for langt hen ad vejen har jeg måttet skabe min egen karriere. Jeg troede, jeg skulle gå den lige vej til målet, men jeg har måttet tage så mange omveje og afstikkere.

– Jeg har pitchet ind med idéer, der er blevet afvist og stødt panden mod en mur utallige gange, hvor jeg har skullet rejse mig og sige: nå, ok … så må jeg gå den her vej i stedet ... eller den her.

Den hårde tid

Opbakning hjemmefra var der masser af fra forældrene og storesøsteren i Farum. Men …

– Der er også meget, man skal bevise, når man vælger et fag som skuespil eller sang for den sags skyld. Det er først den dag, at man kan leve af det - eller de kan se en på forsiden af femina – at man kan sige, ”Hey, se, hvad jeg sagde! Jeg kunne godt”.

Julie_Rudbaek

– Mine søde forældre har altid heppet på mig, men jeg tror, det har været nemmere for dem at forholde sig til min søster, der blev nyhedsjournalist – og som jeg i øvrigt er meget tæt på. Jeg var hende den sjove lillesøster, der ville være skuespiller. Når man siger dét højt, ligger det altid lidt i kortene: Nå, spændende – men hvad er din Plan B?

Julie lægger ikke skjul på, at tiden efter hun blev færdiguddannet, og også efter at hun var færdig på Talentholdet, var hård. Hvis ikke dét var nok, hvad var så? For telefonen ringede stadig ikke med nogen jobs.

Omkring hende begyndte andre jævnaldrende skuespilleres karrierer at tage fart. Julie derimod måtte stadig tage arbejde som lærervikar, i vuggestuer, på caféer, som pædagogmedhjælper og på et bosted for at klare det. Trods frustrationen fik det hende ikke til at ændre spor.

– Jeg havde denne her passionerede drøm, som jeg egentlig aldrig afveg fra, og der var et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at det måske nok var håbløst, men også at jeg aldrig ville blive lykkelig, hvis ikke jeg fik lov til at arbejde inden for denne her branche. Så hele tiden tænkte jeg, ”nå, hvad kan jeg så gøre? Hvor skal jeg så gå hen?”

– Jeg har altid haft det sådan, at hvis nogen sagde, jeg ikke måtte noget eller ikke så mig, så skulle jeg nok sørge for at få lov og blive set. Sådan en rigtig lillesøster, griner Julie og lægger stemmen i barnetoneleje: ”Hvad med mig? Se mig, hør mig …” og bliver så alvorlig igen.

– Jeg tror, det var frustrationen og nærmest desperationen over, at de ikke kunne se, at jeg var god til det, der blev en stærk drivkraft.

Tingene vendte i 2015. Her begyndte Julies samarbejde med Jesper Zuschlag, først med sketches og siden bl.a. serien ”29”, der handler om venskab og de kringlede, indimellem romantiske, følelser mellem gode venner.

Den løb over fem sæsoner, og hvad der var startet som et sjovt projekt, ”hvor vi fandeme skal vise dem, hvor gode vi er, så de ringer til os”, endte med at blive en succes.

Pludselig var der ingen af dem, der mere skævede til den telefon, for de havde det sjovt med deres egne projekter, der i 2022 også blev til filmen ”Elsker dig for tiden”.

– Vi fik lov til mere og mere, fordi vores ting blev godt modtaget, så jeg har fået mange kilometer i benene nu, og retrospektivt kan jeg se, hvor heldigt det var, at jeg ikke tog den lige vej, for så havde jeg ikke lært alt det med at skrive, idéudvikle og instruere, siger Julie.

Nyeste Julie og Jesper-samarbejde, komedieserien ”Bag enhver mand”, har netop haft premiere, og fokus er denne gang flyttet fra de nære relationer som parforhold, kærlighed og venskab over til arbejdspladsen.

Nærmere bestemt restaurationsbranchen, hvor kokken Naja (Rudbæk) med de mere bløde værdier – og en kæreste, der gerne vil have hende med i fertilitetsbehandling - får job som souschef på en restaurant, hvor den bryske, egenrådige køkkenchef Michael (Zuschlag) huserer.

Lad os bare konstatere, at de har forskellige visioner om, hvordan en restaurant skal drives, og hvordan et meget divergerende personale fra hver sin generation skal tackles.

Læg dertil en øverste hårdhudet chef i skikkelse af Ann Leonora Jørgensen, der lystigt klapper på røven og kommenterer mændenes stramme T-shirts - og som selv har skullet overleve i en mandsdomineret branche.

På Julies Instagram kunne man kort tid før premieren læse, at serien handler om intet mindre end ”kvinder og mænd, forandring og magt”.

– Vi tænkte, det kunne være interessant at lave en fiktionsserie om de her emner uden at vælge side, men vise kompleksiteten, som mange forhåbentlig kan genkende.

– Det handler om, hvordan mænd udnytter deres magt, hvordan kvinder udnytter den, hvor langt vi er villige til at gå for at få magten og ikke mindst om i bund og grund at være et ordentligt menneske - uanset køn.

– Desuden kigger serien på det sted, vi hver især kommer fra, og de sprog, de forskellige generationer taler, som kan være så svære at forstå. Jeg er selv i 30’erne, og når jeg snakker med mine forældre, kan jeg fremstå superwoke, men omvendt kan jeg føle mig ældgammel, når jeg taler med en i start 20’erne.

Eller som da Naja senere i serien velmenende roser en kollega for at turde tage dametøj på til julefrokosten, og han himler over, at hun overhovedet har brug for at italesætte det?

– Ja, vi lever i en tid, hvor det er så nemt at træde forkert og svært at sige noget uden at blive hevet ud i en af polerne og lyde skinger. Jeg tror, det gør, at mange er forsigtige med at udtale sig om noget. Det er også derfor, serien ikke leverer en stor morale eller et facit. Vi vil hellere stille en masse spørgsmål.

Ham du undgår til julefesten

”Bag enhver mand” kunne lige så godt foregå i filmbranchen, hvor passionen ligeledes er stor, arbejdet en identitet, og hvor der hersker et hierarki og hårde deadlines, fortæller Julie Rudbæk.

Selv trådte hun ind i branchen, da hun var i start 20’erne, altså før, MeToo ændrede spillereglerne for god opførsel. Selv om hun ikke decideret har oplevet en stor sag, er der ting, hun studser over set fra sin nuværende alder og position.

Julie_Rudbaek

– Jeg kan sagtens huske, da jeg startede på DR og fik at vide, at ”ham der skal du undgå til julefrokosten”, men altså, ingen sagde noget til ham om hans opførsel.

– Jeg er også blevet talt til på en lidt nedladende måde og har været i tvivl, om folk ville holde møder med mig for at høre, hvad jeg havde at sige fagligt eller fordi, de syntes, jeg så godt ud. Jeg tænkte ikke så meget over det dengang, for ”sådan var det bare”, men der er ingen tvivl om, at der var nogle hårde mænd – og kvinder - man skulle træde lidt forsigtigt om som ung kvinde.

– Retrospektivt kan jeg se, at der var de små strukturelle ting, der slet ikke var i orden. Men det handler også om hierarkiet. At når man er ung og ny, går man nok oftere på kompromis og finder sig i ting, fordi man så gerne vil nå til tops – og det gælder for begge køn. Men det skal med, at jeg også har oplevet klart fordele af at være kvinde.

Nu er det dig selv – og Jesper – der er cheferne på jeres projekter. Hvordan håndterer du at have ”fået magt”?

– Indimellem skal jeg lige huske på, at ”hov, jeg er jo den voksne nu”, og at det i sidste ende er vores ansvar, at der er god stemning, og at folk har det o.k., når vi samler 100 mennesker på et filmset.

– Vi prøver at være meget bevidste om, at vi kan være med til at gøre nogle ting anderledes. Sørge for at skabe nogle rammer, der gør det rart også for en 22-årig, der er ny i branchen, at møde op.

Indimellem må Julie knibe sig i armen over, at hendes drøm blev opfyldt. Også når det hele er hverdag, og bolden bare skal rulles videre.

– Jeg prøver virkelig at minde mig selv om det, jeg har opnået, og sige: ”Gud, Julie, du lever faktisk af det, du ville nu – du nåede målet”, bare på en anden måde, end jeg havde regnet med. En bedre måde.

– Jeg elsker selv at læse om, hvordan andre har nået deres karrieremål, fordi min egen vej har været så kringlet og fuld af omveje. Vi har gjort det uden om de rigtige skoler og den rigtige måde, og det synes jeg jo er sejt, i forhold til hvor vi er landet. Men vi har også knoklet for det.

Mænd og kvinder. Et evigt uudtømmeligt emne. Er vi så forskellige? Det hurtige svar ville være at sige, at det handler om det enkelte menneske, ikke kønnet. Maskulin og feminin energi er ikke kønsbestemt, alle indeholder begge dele. Egentlig er det dét svar, Julie Rudbæk hælder mest til.

Alligevel dukker flere eksempler op på, at køn har en betydning. Det kan starte ved noget så simpelt som de spørgsmål, hun har fået tilsendt inden interviewet. Et af dem lyder, ”om hun er træt af at blive spurgt ind til børn…?”

– Det var dejligt, du formulerede det sådan … griner hun.

– For ja, jeg synes, det er påfaldende, hvor mange gange jeg er blevet spurgt ind til det i forhold til Jesper, der har samme alder.

– I det hele taget synes jeg ofte, portrætter af kvinder skal handle om børn, kærlighedsforhold, sorg, angst eller de blødere værdier. Mænds må godt bare handle om deres karrierevej.

Alle dele er vel vigtige og interessante …?

– Ja, klart. Men for mig handler det også om, at Jesper og jeg har løbet stærkt de seneste år, så emnet børn har slet ikke været aktuelt for mig endnu.

– Vi har dedikeret os fuldt ud, og det havde jeg brug for, fordi det er en drøm, jeg har haft i maven, siden jeg var 10 år. Så jeg er ikke nået dertil endnu. Det dilemma tror jeg, at mange karrierekvinder står i, når de er i 30’erne.

– Heldigvis er der flere og flere, der viser, at de kan jonglere begge dele, og det tror jeg også sagtens, man kan. Selv om jeg stadig drømmer om at lave mange flere ting professionelt, så har jeg også nået mange af mine mål nu, og derfor kommer der nok også naturligt mere plads til de ting nu.

Julie_Rudbaek

Julie er dog også helt bevidst om én ting, belært af erfaring. At selv om hun gerne vil have børn og et kærlighedsforhold, er det ikke bare noget, hun kan bestille. Som hun lidt tørt konstaterer, er det dét emne, både serien ”29” og filmen ”Elsker dig for tiden” granskede i bund.

– Kærligheden er jo ligesom med karrieren og alt andet i livet: Jeg skal nok nå derhen, det er jeg slet ikke i tvivl om, ja, den er der allerede og har været der.

– Men det er ikke sikkert, det bliver på den måde, jeg havde forestillet mig, da jeg var 25, og det har jeg accepteret. Der er kærlighed, jeg møder, men der er også kærlighed, der går i stykker. Jeg lærer noget hele tiden.

– Jeg tror på, at man kan sætte sig virkelig mange mål, og man skal nok nå derhen på den ene eller anden måde, men det føles bare ofte helt anderledes, når man så når dertil - og så håber jeg virkelig, at man har nydt vejen og kan se, at man har fået så meget mere med, selv om det ikke var den snorlige vej til ens drømme.

Artiklen blev udgivet i femina uge 1, 2024.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også