Min veninde styrtede på sin cykel og fik to blå sæbeøjne. Så opstod en diskussion

Mathilde Moestrup er forfatter og skribent. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden gled min veninde på en kantsten på cyklen, faldt og slog hovedet.

En blodig bule voksede frem på hendes pande, og til alles lettelse var der ingen hjernerystelse, (husk cykelhjelmen, er denne teksts første morale – også henvendt til mig selv). Men siden sank pandehævelsen på mystisk vis nedad, og et par dage efter styrtet havde hun pludselig to blå øjne.

Selvom det ikke længere gjorde ondt og hendes læge bekræftede, at hun ikke var syg og sagtens kunne gå på arbejde, lignede hun lidt en vaskebjørn – eller måske nærmere én, der havde fået tæsk.

Denne nye tilstand gav anledning til langt mere diskussion end den manglende cykelhjelm. For hvordan går man lige på arbejde med to sæbeøjne?

Min veninde fortalte, at hver gang hun mødte nogen på gangen på sit arbejde, fór vedkommende sammen ved synet af hende – og det samme gjorde vi, der kender hende godt, må jeg indrømme, for det så virkelig voldsomt ud.

Men i modsætning til hendes kolleger vidste vi jo, hvad der var sket og kunne stole på, at cykelstyrtet var virkeligt og ufarligt.

Situationen fremhævede den mærkelige balance, vi hele tiden forsøger at opretholde mellem arbejdet og vores ”virkelige” liv.

Ens venner kan man fortælle alt (forhåbentlig), og folk på gaden kan man lade tænke, hvad de vil. Men ens kolleger? Hvor meget må og skal de vide om ens liv? Skylder man at fortælle dem, hvorfor man har to sæbeøjne?

Selv arbejder jeg i dag som selvstændig på et kontorfællesskab, hvor jeg kan komme og gå, som jeg vil. Hvis det var mig, der havde to blå øjne, ville jeg nok være blevet hjemme, til det havde lagt sig.

Men hvis jeg stadig arbejdede på et forlag, som jeg gjorde før i tiden, ville jeg være nødt til at troppe op med mine lillablomstrende øjenhuler og beslutte mig for, om jeg ville forsøge at lade som ingenting, vente på at blive spurgt eller gå i gang med at tale om nødvendigheden af cykelhjelme, så snart en ny person var inden for synsfeltet.

Når vi går på arbejde, kan der være en forventning om glathed. Om, at man møder sømløst op på arbejdspladsen uden noget, der stikker ud, renset for sorger, ulykker, fnuller, tømmermænd, huller i tøjet og fysiske skavanker, der ikke allerede er redegjort for.

Men lige så ofte som det lykkes at opretholde glatheden, lige så ofte tager man på arbejde i en tilstand, der vidner om det semi-hemmelige liv, der bliver levet uden for arbejdspladsen: med forgrædte kærestesorgsansigter, med dunkende tømmermændshjerter eller med sæbeøjne fra cykelstyrtet.

Arbejdet og fritiden kan ikke holdes adskilt. Hvor end man gerne ville det, er de to sider af samme sag: ens liv.

Scifi-serien ”Severance” handler på sin egen effektive måde om forsøget på at holde arbejde og privatliv adskilt.

Her får en gruppe medarbejdere placeret en chip i hjernen, der gør, at de ikke kan huske, hvem de er derhjemme, mens de er på arbejde og ikke kan huske, hvem de er på arbejdet, når de er hjemme.

De er med andre ord to personer i én krop, men den krop er selvfølgelig konstant påvirket af de ting, der sker begge steder.

Portrætteringen af dette opdelte (”severed”) liv mindede mig i skræmmende grad om, da jeg selv havde et fuldtidskontorjob: man forsøger at holde de to sfærer adskilt, men skodderne er ikke vandtætte, og den forbandede krop bliver ved med at sladre om det, der foregår på den anden side.

Seriens pointe er ultimativt, at man ikke kan lave en skarp opdeling mellem arbejde og fritid, at man trækker sine kærestesorger med ind på arbejdspladsen – og sine sure chef med hjem i sofaen.

Spørgsmålet er så bare, hvordan man opretholder balancen mellem de to sfærer. For egentlig rager det vel ikke ens kolleger, hvad man går og laver i sin fritid?

Min veninde valgte at ringe til sin chef i forvejen. Og at snakke med alle de kolleger, hun kom i nærheden af, om sit cykelstyrt. Det ville jeg nok også have gjort.

Kommentaren blev udgivet i femina uge 2, 2024.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: