Jeg ser dem ofte, og jeg undrer mig: Hvornår blev det cool at gøre grin med faren til ens egne børn?

Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. Line Kirsten Nikolajsen er vært på podcasten ”Kh mor”.

Jeg ser dem ofte, når jeg scroller ned gennem mit feed på sociale medier. Kvinder med store profiler, der har taget en omvendt kasket på og pålagt sig en dyb bøvet stemme og en åndsfraværende mine i et portræt af deres mænd.

Faren til deres børn, som vi må forstå, er temmelig uduelig.

Jeg ser dem lave de famøse car-rants ligesom de store amerikanske momfluencers, hvor de raser over mændenes mangler, og jeg hører dem skælde ud i podcasts. Og jeg ser kvinder i deres kommentarspor, der griner med, peger fingre og skriver ting i stil med “så skulle du bare se, hvor uduelig MIN mand er.”

Og jeg undrer mig sådan: Hvornår blev det egentlig cool at hade far? Og hvorfor føler jeg pludselig, at jeg ikke skal tale alt for højt om, at jeg faktisk synes, at ham, jeg skal giftes med om lidt, er en fuldstændig overdrevet fed fyr og far?

Nu er det jo ikke, fordi det historisk set har været særlig synd for den hvide heteroseksuelle mand, så på den måde kunne man jo godt argumentere for, at han godt kan tåle lidt røg. På tide at han får lidt modstand, vil nogen måske endda sige.

Men jeg tror aldrig helt, jeg har forstået idéen om at skyde tilbage med det lort, man selv var træt af at få smidt i hovedet. Der er i min optik intet progressivt og udviklende i at køre med “nu er det jeres tur til at smage jeres egen medicin”-metoden.

Og derfor gør lige præcis farhads-trenden mig en lille smule træt.

For ethvert materiale, der kan give letantændelige typer anledning til at tro, at feminisme eller kampen for ligestilling indbefatter et mandehad, synes jeg i udgangspunktet er problematisk.

Og især når det drives af kvinder med et stort publikum, og som dermed har enormt meget magt til at sætte en generel tone, som man gør klogest i ikke at modsætte sig højlydt.

Kunne jeg ikke bare i al stilfærdighed lade være med at følge dem? Jo da! Men det er træls, for jeg synes jo egentlig også, at mange af disse kvinder har fat i den lange ende, når de oplyser om begreber som “the mental load”.

Altså de uendelige huskelister med stort og småt og det mentale arbejde, der ligger i at få et hjem og en familie til at fungere, og som ofte er et ansvar, der varetages af kvinder.

Det var en lettende øjenåbner for mig at opdage, at det her var en ting, og at jeg ikke var alene om at hade og være ekstremt presset af at føle mig som husgeneral.

Det var deres gode arbejde, der gav mig et sprog, jeg havde manglet, og som fik mig til at tage snakken med min kæreste, som jeg faktisk føler har ændret noget hjemme hos os.

Så dette er på ingen måde et angreb mod de kvinders arbejde. Jeg siger heller ikke, at de ikke må være vrede, eller at de skal skamme sig, som var jeg en aggressiv sognepræst i ”Go’ Aften Live”, der har set sig sur på kvinder, der “dimser rundt derhjemme”.

Jeg er enig med dem i, at det er et problem, at almen husholdning stadig ofte ligger på kvindens skuldre. Det her er nærmere en kritik af en metode og det indhold, der går ud på at latterliggøre faren som generaliseret karakter i en tone, der varierer fra drillende over hånende til hadsk.

For hån og latterliggørelse har sjældent fungeret særlig godt som diplomatisk metode eller som redskab til forandring. Jeg er i hvert fald ikke selv særlig indstillet på at lytte til folk, der udskammer mig, for det er også ofte de mennesker, der har svært ved at slippe hånen.

“Det er satire” hører jeg dem forklare sig, ansvarsfralæggende, når de en sjælden gang i mellem kritiseres. Som om det skulle give dem fripas til at sige hvad som helst. Men ordet “satire” har aldrig været et helligt beskyttende ord, der med dets blotte tilstedeværelse fratager udøveren for kritik.

Jeg er bestemt ikke en af dem, der synes, at der skal være regler for, hvad man må lave sjov med. Men selvfølgelig skal også satiren kunne diskuteres og kritiseres. Selvfølgelig skal vi snakke om, hvilken effekt den pågældende satire har, og om det er særlig hensigtsmæssigt.

Det er f.eks. den måde hvorpå, vi fandt ud af, at det ikke var særlig fedt eller fremmende for ligestillingen, når mandlige komikere brugte deres koners dumheder som materiale, eller når Oddset kørte deres ucharmerende “der er så meget kvinder ikke forstår”-reklamer.

For sagen er den, at ord skaber virkelighed. Og jeg tror ikke, at den virkelighed, den far-hadske satire skaber, er særlig gavnlig, selvom intentionen er nobel.

Den er med til at fastholde en forstokket, generaliserende og kønstereotyp idé om faren som en smådum karakter, der ikke evner almen husholdning. Som et voksent menneske, der stadig bør roses for at have tømt en opvasker, taget noget barsel eller svinget støvsugeren, fordi det da er helt uden for hans egentlige kompetencefelt.

Det går ikke kun udover den privilegerede heteroseksuelle mand, men er også med til at pålægge familiekonstellationer med to fædre minuspoint fra start. Kaspar Mørk Arianto, der sammen med sin mand er far til tre børn, har for eksempel delt et opslag om en kvinde, der roste ham og hans mand for at klare “typiske kvindeting”, og “hvor imponeret” vedkommende var over, hvordan de som to mænd klarede familielivet.

Selvom jeg også synes det er grinagtigt, at vi stadig er et sted, hvor den slags sker, så er det også en smule svært at bebrejde den velmenende afsender, for det er jo det billede, der reproduceres, når de videoer og billeder, vi ser på sociale medier, handler om, hvor uduelige fædre er til at drive familie.

Men hvordan skal vi så skabe forandring? Må vi ikke gøre det med humor? Jo for pokker, det synes jeg er en herlig vej. Men vi må tænke over vægtningen.

Det, der virkede hos mig, var ikke latterliggørelsen. Det, der virkede, var, da I holdt den på egen banehalvdel og ikke skød fra jer med skyld og skam, men i stedet fokuserede på urimeligheden over den skæve fordeling. Når I holdt øjnene på et større samfundsproblem og ikke gik direkte og meget fokuseret efter manden.

Så kære jer, der lufter jeres far-had offentligt: Lad os endelig tale videre om familielivet anno 2024, og den skævvridning, der stadig findes i, hvem der varetager de huslige familiepligter.

Jeres vrede er berettiget, søstre, men hvor ville det være ærgerligt, hvis den spildes på ører, der til sidst ikke gider at lytte, fordi vedvarende skæld ud bare er trættende i længden.

Uden at ville gå fuld blomsterkrans, røgelse og kumbaya på den, vil jeg bare forsigtig opfordre til mere diplomatiske og oplysende ord, der skaber en blødere og mindre fjendsk virkelighed, som vi godt kan holde ud at være i i længden.